1944 – Russiske tropper gået ind i Bulgarien fra Rumænien

Bulgarien har allerede anmodet om våbentilstand

Sofia, onsdag. STB.

Allerede få timer efter at den bulgarske minister i Moskva, Stamenoff, af Molotov havde fået overrakt Sovjetunionens krigserklæring, har regeringen Maravieff anmodet om våbentilstand. Sofia Radio meddeler til morgen, at generalsekretæren i det bulgarske udenrigsministerium sammen med chefen for den politiske afdeling har aflagt et besøg hos den herværende russiske chargé d’ affaires og underrettet ham om, at de af deres regering var instrueret om at anmode sovjetregeringen om afslutningen af en våbentilstand. Der foreligger ingen autentiske oplysninger om, hvor langt de sovjettropper, som samtidig med den russiske krigserklæring overskred den rumænsk-bulgarske grænse, er trængt frem på bulgarsk territorium.

Kilde: Kolding Folkeblad, 6. september 1944.

1944 – Kampene i Rumænien: Voldsomt salg ved oliefeltet Ploesti

Russerne har besat de østlige, rumænske områder ved Sortehavet

Berlin, torsdag, INT.

Sovjetrussiske styrker har sat sig i besiddelse af de østlige, rumænske områder ved Sortehavets kyst, uden at det i disse områder er kommet til større kamphandlinger, meddeles det på militært sted i Berlin. Derimod har der udviklet sig et voldsomt slag ved Ploesti, hvor kampene bølger frem og tilbage. Kampene har grebet om sig i retning af den rumænske hovestad. På de øvrige dele af Østfronten er i de sidste 24 timer på ny blusset kampe op i forbindelse ved stedvise angreb, som er uden direkte sammenhæng. En del af disse angrebsforetagender har tydelig karakter af gennembrudsforsøg. Dette gælder især de sovjetrussiske fremstød nordøst for Warszawa, hvor store panserkampe er i gang. Luftvåbnets indsats har i går været mindre end de foregående dage. Kun i det baltiske frontafsnit ved Modon og Dorpat har større tyske slagflyveafdelinger været sat ind.

Kilde: Kolding Folkeblad, 31. august 1944.

1944 – Den tyske hærberetning om Østfronten

Førerhovedkvarteret, lørdag. RB.
Værnemagtens overkommando meddeler:
Ved Nedre Dnjestr opnåede vore tropper atter i går et fuldstændigt afværgeresultat overfor heftige fjendtlige angreb. I kampområdet ved Jassy lykkedes det trods tilførsel af nye styrker og stærk støtte af slagflyvere at bryde igennem vore stillinger. Tyske og rumænske afdelinger afviste, delvis i heldige modangreb, alle fjendtlige angreb, og et antal kampvogne blev sønderskudt. Under de sidste dages hårde kampe det tyske grenaderregiment nr. 208 under kommando af oberst Fritz Müller, der er dekoreret med ridderkorset, og 11. rumænske rytterregiment under kommando af oberst Cheruvin, udmærket sig særligt.
Sydvest for Kovel blev det dagen i forvejen erobrede område ryddet for forsprængte fjendtlige styrker, og en indesluttet bolsjevikisk kampgruppe blev herunder tilintetgjort. Blandt de ca. 2.000 fanger er en divisionschef med sin stab. […]

Kilde: Uddrag, Nationaltidende, 30. april 1944.

1944 – Krigen ført ind i Rumænien

Vest for Dnjestr-floden

Berlin, RB.

Det vældige omfang, som den tyske frontforkortning på Østfrontens sydlige afsnit efterhånden har antaget, og hvorunder kampene er ført over på rumænsk grund vest for Dnjestr-floden, erklæres i tyske militære kredse at have været forudset i hærledelsens planer allerede ved begyndelsen af den russiske storoffensiv i Vestukraine.

Mobilisering af tremagtspagtens deltagere – Ledende statsmænd til forhandling hos Hitler.

På mandagens pressekonference i Wilhelmstrasse fremdrog en udenlandsk journalist spørgsmålet om, hvorvidt der fra tysk side under hensyn til den øjeblikkelige militære situation påtænkes eller forberedes en forøgelse af krigsanstrengelserne i Sydøsteuropa. Den tyske diplomatiske talsmand, der i almindelighed anses for at være rigsudenrigsminister Ribbentrops personlige talerør over for den udenlandske presse i Berlin, erklærede, at krigsbegivenhedernes udvikling i den seneste tid har klargjort en ubetinget nødvendighed af en forøgelse af de tyske krigsanstrengelser og organiseringen af fælles forholdsregler i samarbejde med Tysklands forbundsfæller. Talsmanden antydede kraftigt, at denne kurs i det store og hele vil være et karakteristisk særkende for den tyske udenrigspolitik i den allernærmeste fremtid […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 21. marts 1944

1943 – Tyskerne i hårde afværgekampe på hele Østfronten

Ny russisk offensiv på det sydlige afsnit

Førerhovedkvarteret, torsdag, R.B.

Værnemagtens overkommando meddeler:

I det 5. afværgeslag ved Kuban-brohovedet, der begyndte d. 16. juli, har de tyske og rumænske tropper under generalfeltmarksal von Kleists og pioner-general Jänickes ledelse indtil den 12. august afslået stadige gennembrudsforsøg af 17 sovjetrussiske infanteri-fivsionern, 2 panserbrigader og 3 panserregimenter samt tilføjet fjenden meget store blodige tab. I dette afværgeresultat deltog også tyske luftvåbenafdelinger under generalløjtnant Ungerstelens ledelse og rumænske flyverstyrker under kommando af general Gheorghlu.

På Mius-fronten trådte fjenden an til angreb i Kuibycev-området efter stærkt artilleriforberedelse. Ved Isjum fortsatte fjenden gennembrudsforsøgene med store styrker. I begge afsnit afviste vore tropper i samvirke med luftvåbnet og rumænske slagflyvemaskiner fjendens angrebsbølger i seje kampe og tilføjede ham blodige tab. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 20. august 1943.

1942 – Torsdagens tyske hærberetning

Førerhovedkvarteret, R. B.

Værnemagtens overkommando meddeler:

I kampafsnittet ved Tuapse blev dele af de fjendtlige styrker omringet og tilintetgjort. Nye stærke angreb, som Sovjetrusserne iværksatte øst for Alagir, blev slået blodigt tilbage, og troppekoncentrationer blev sønderslået bed artilleriild og luftangreb. Bombe- og slagflyvere bekæmpede desuden til trods for dårligt vejr sovjetrussiske batterier og jernbanemål med effektiv virkning. I Stalingrad har der funden stødtropkampe sted. På Don-fronten tilbageslog rumænske tropper flere angreb, og rumænske luftstridskræfter tilføjede fjenden betydelige tab. Nye kampe er her i gang. Gentagne angreb, som fjenden om natten foretog mod fisker-halvøen, blev slået tilbage.

I de sidste dages hårde afværgekampe ved Volchov-floden udmærkede sig særligt en bjergjærgerbataillon fra Berchtesgaden […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 20. november 1942.

1942 – Sevastopol faldet

Verdens stærkeste fæstning holdt stand i 25 dage.

Førerhovedkvarteret (R.B.)

Værnemagtens overkommando har udsendt følgende særmelding:

Sevastopol er faldet. Over fæstningen, byen og havnen vajer det tyske og det rumænske krigsflag. Under ledelse af generaloberst von Manstein har tyske og rumænske tropper, der på fremragende måde støttedes af generaloberst von Richthofens prøvede nærkampflyverkorps, efter 25 dages bitter kamp betvunget verdens stærkeste land- og søfæstning.

Stærke forter, fæstningsværker, der var hugget ind i klippet, underjordiske kampanlæg, betonstillinger, skyttegravsanlæg samt utallige klippefæstninger blev taget under eksemplarisk samarbejde mellem alle våben. Antallet af fanger og størrelsen af byttet kan endnu ikke overses. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 2. juli 1942.

1942 – Rygterne om hemmelig pagt mellem England og Rusland

Hvorved Ruslands indflydelse i Europa sikres.

Stockholm, R.B.

Göteborgs Morgenpost bragte for nogle dage siden i største udstyr enkeltheder i en hemmelig overenskomst, som Churchill og Molotov skal have afsluttet i London. I henhold til denne overenskomst skal hele Europa udleveres til bolsjevikkerne. Den hemmelige overenskomst går ud på følgende:

  1. Sovjetunionens krav på sikkerhed og strategiske grænser over for Finland, Østersølandene, Polen og Rumænien anerkendes principielt. Angående Iran er der afsluttet en særlig overenskomst.
  2. De fleste områder, der grænser til Sovjetunionen eller ligger i nærheden af Sovjetunionen, deriblandt Finland, visse dele af Nordskandinavien, Tjekkoslovakiet, Rumænien, Bulgarien og Jugoslavien anerkendes som sovjetrussiske interessesfære.
  3. Som beskyttelse mod fremtidige angreb fra Aksemagternes side indrømmes Sovjetunionens ret til at erhverve støttepunkter og oprette garnisoner gennem “Forpagtningsoverenskomster”. Endvidere garanteres der Sovjetunionen fri sejlads fra Østersøen til Nordsøen og fra Sortehavet til Middelhavet.
  4. I et tillæg til artikel 3 i den offentliggjorte pagt, hvorefter de allierede efter krigens afslutning er berettiget til at træffe særlige sikkerhedsforanstaltninger mod et nyt angreb, indrømmes der Sovjetunionen ret til i forståelse med Storbritannien at udøve militær kontrol over Finland, Tyskland, Ungarn, Rumænien og Bulgarien.
  5. De to kontraherende parter forpligter sig til at drage omsorg for, at det nationalsocialistiske og det fascistiske styre samt lignende regeringsformer definitivt fjernes i hele Europa.

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 27. juni 1942.