1945 – Brigadér dræbt af vådeskud

Ejendommelig ulykke på Kolding Vandrehjem

I aftes ved 22-tiden skete der på vandrerhjemmet i Kolding en vådeskudsulykke, der kom til at koste et medlem af Den danske brigade livet. Soldaten sad og syslede med en revolver, da et skud pludselig gik af. Skuddet ramte soldaten i goden, og han bemærkede hertil: “Av, der skød jeg mig i foden!” Umiddelbart efter pillede han magasinet ud af revovlveren, men har åbenbart glemt, at våbnet var automatisk, således at der, så snart et skud er affyret, glider en ny patron ind i kamret. i den tro, at våbnet var afladet, satte han det op til hovedet og trykkede af. Kuglen ramte ham i hovedet og sårede ham så alvorligt, at han senere døde på Kolding Sygehus, hvortil han var bragt i ambulance.

På brigadens kontor nægter man at give nogen som helst oplysninger, heller ikke om den unge mands navn og hjemsted. Politiet, der blev underrettet om ulykken, fik fra brigaden den besked, at man ikke ønskede at der blev optaget nogen rapport i anledning af ulykken. I øvrigt bliver deri dag holdt ligsyn over den dræbte.

Kilde: Kolding Folkeblad, 12. juni 1945.

1945 – Razzia i tyske lazaretter og flygtningelejrene i Kolding

Man fandt kun én SS-mand på lazarettet, men store beløb i tyske mark.

Lørdag eftermiddag begyndte under ledelse af en engelsk officer og med styrker fra modstandsbevægelsen og det danske sikkerhedspoliti en razzia, dels i lazartterne på Riis Toft Skolen og dels på Købmandsskolen samt i barakkerne,m hvor før tysk militær havde til huse, men hvor der nu er indkvarteret flygtninge, samt i Frimurerlogen, Højskolehjemmet, Industriforeningen og flere andre steder, og razziaen fortsattes søndag og i dag.

På lazaretterne fandt man kun én tysk SS-mand, der var meget hårdt såret. De øvrige var almindelige værnemagtsmedlemmer. På Riis Toft Skolen blev soldaternes penge taget fra den med undtagelse af 10 mark, og lazarettets kasse bliver i dag sendt til den tyske overledelse i Aarhus, hvor de nærmere bestemmelser for denne bliver fastsat.

I flytningebarakkerne beslaglagde man også en del penge, indti i dag vel 250.000 tyske mark, men af danske penge var der, sammenlignet hermed, kun tale om småbeløb – nemlig mellem 5 og 10.000 kr. Enkelte af flygtningene var i besiddelse af meget store værdier, og i hvert fald to af dem havde 600 kr. i danske penge på sig. Desuden blev der beslaglat en del våben, men det var kun ret små mængder, der var tale om. Pengene blev samlet i en stor sæk, og det var en meget tung sæk efterhånden.

Kilde: Kolding Folkeblad, 11. juni 1945

1945 – 3-årig dreng dræbt ved vådeskud

Der er i denne senere tid landet over sket mange ulykker som følge af letsindig omgang med fundne våben. I går formiddags indtraf sådan ulykke her på egnen, hvorved en tre års dreng blev dræbt. Den 16-årige Jørgen Lund, søn af malermester L., Ustrup, havde fundet en af det tyske militær bortkastet revolver, som han gik over for at vise naboen, landmand Hans Petersen. I stedet for, at denne skulle have taget revolveren fra den unge mand og afleveret den til politiet, fik Petersen, ledsaget af sin tre-årige søn og Jørgen Lund ud i haven for at prøve revolveren. Efter at der var skudt nogle skud, sagde Petersen til sin søn: “Så Jørgen, så går vi ind til moder!” Jørgen fik aldrig mere sin moder at se, thi i det samme lød et skud, som ramte drengen i halsen. Han var død på stedet. På sin videre vej ramte kuglen faderen i det ene lår og sårede ham så alvorligt, at han måtte indlægges på Amtssygehuset.

Kilde: Hejmdal, 28. maj 1945.

1945 – Alvorligt såret ved vådeskud

En ung mand, John Johnsen, Valmuevej 9, Kolding, blev i går såret ved et vådeskud, som en kammerat var kommen til at affyre, enten ved at demonstrere sit våben eller ved at lege med det. Skuddet ramte Johnsen i den ene arm og så uheldigt, at projektilet ramte en knogle i underarmen, hvorfor der nu venter den unge mand et længere sygeleje. Man håber dog, at armen vil vokse sammen, uden at han får mén af det.

Kilde: Kolding Folkeblad, 26. maj 1945

1945 – Letsindighedens sørgelige følger

En dreng alvorlig såret ved bombeeksplosion

I landsbyen Nebstrup syd for Hadsund skete i aftes en alvorlig ulykke som følge af nogle unge menneskers ubetænksomme omgang med fundne sprængstoffer.

En tjenestekarl Bremer Hansen, som tjente hos gdr. Mar. Andersen, Nebstrup, havde fundet en såkaldt pansernæve, som de tyske soldater havde efterladt; dette farlige våben tog han med hjem på sit værelse, skønt han var advaret af sine kammerater. Inde på værelset begyndte han at skrue bomben fra hinanden, og gdr. Andersens 14-årige søn Hugo hjalp til.

Pludselig eksploderede bomben, og drengen fik derved 3 fingre på højre hånd revet af og venstre øje stærkt beskadiget samt en del sår på brystet. […]

Kilde: Uddrag, Randers Dagblad og Folketidende, 22. maj 1945.

1945 – Drengen satte patronen i en skruestik og slog på den med en hammer!

En 17-årig dreng, Torkild Andersen, søn af A. A., Føvling, der tjener i Nielsby Mølle, fandt i går noget ammunition i Kongeåen. Han tog en patron med hjem, satte den i en skruestik og slog på den med en hammer for at få den til at eksplodere. Det lykkedes. Drengen fik en splint i maven og indlagdes på Brørup Sygehus. Der er ikke fare fores hans liv.

Kilde: Kolding Folkeblad, 22. maj 1945.

1945 – Lille dreng dræbt og 5 kvæstet ved leg med tysk håndgranat

Grufuld ulykke Pinsedags aften i St. Hedvigsøstrenes Børnehjem i Absalonsgade

Odense:

Pinsedagens ro og fred blev hen under aften brat afbrudt af en frygtelig ulykke, de ramte St. Hedvigsøstrenes Børnehjem i Absalonsgade. Her havde nogle børn givet sig til at lege med en tysk håndgranat, som en af drengene havde fundet, og resultatet blev naturligvis, at granaten eksploderede og kvæstede flere af drengene alvorligt. En af dem var så alvorligt medtaget, at han var død ved ankomsten til sygehuset, og fem andre såredes, deraf to meget alvorligt. Ulykken er en sørgelig understregning af nødvendigheden af, at man omgås de bortkastede tyske våben og ammunition med største forsigtighed. […]

Kilde: Uddrag, Fyns Venstreblad, 22. maj 1945.

1945 – Lille dreng mister 4 fingre ved sprænglegemes eksplosion

Atter en ulykke på grund af leg med eksplosive genstande

Advarslerne mod at berøre eller opsamle ting, som man ikke véd, hvad er, kan åbenbart ikke gives ofte nok. I aftes skete der en ny ulykke som følge heraf, og den kom til at koste en 6-7-årig dreng, Hans, søn af fodermester Carl Johansen Møller, Vonsildgaard, de fire fingre på venstre hånd.

Drengne, der tidligere er kommen hjem med gensande, han har fundet, kom også i aftes hjem med en eller anden ting og stod inde i køkkenet og pillede ved den. Pludselig eksploderede den imidlertid, og herved blev de fire fingre på drengens venstre hånd revet af. Kun lillefingeren blev tilbage.

Falcks Ambulance blev tilkaldt og bragte drengen til Kolding Sygehus, hvor han blev behandlet, men da det viste sig, a han også ved eksplosionen havde pådraget sig en læsion af det ene øje, blev han bragt til Sct. Hedvigs Klinik til videre behandling her. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 19. maj 1945.