1944 – Sæbefabrik sprængt i luften på foranstaltning af det tyske sikkerhedspoliti

Pressekontoret hos den højere SS- og politifører i Danmark meddeler:
Det tyske sikkerhedspoliti har konstateret, at ejeren af sæbefabrikken i Sønderstrup, Christian Wilhelm Hansen, født den 21.1.1892 i Hvilsager Sogn, boende i Sønderstrup, i sin fabrik gentagne gange har modtaget engelsk-amerikanske våbentransporter, som her blev omladet og videresendt til dette formål. Til dette formål stillede han en lastbil til rådighed. Ved en senere undersøgelse fandt man yderligere 6 maskinpistoler med tilbehør på fabriksområdet. Hansen har indrømmet rigtigheden af disse kendsgerninger.

Fabrikken og Hansens bolig er derfor den 17.11.19144 sprængt i luften på foranstaltninger af det tyske sikkerhedspoliti.

Kilde: Hejmdal, 20. november 1944

1941 – Den store sæbe-tyveri-affære

Flere af de implicerede dømt
Ved retten i Sdr. Birk faldt der i går eftermiddags dom i en stor tyveriaffære fra A/S Levers Sæbefabrik i Glostrup. En anonym anmelder satte politiet på sporet. Det viste sig, at flere arbejdere, der i en årrække har været ansat på fabrikken, havde stjålet for ca. 12.000 kr. varer, som de for størstepartens vedkommende havde transporteret bort ved hjælp af fabrikkens chauffør.

Foruden chauffør var en fyrbøder, en sæbekoger, to arbejdsmænd på fabrikken, to repræsentanter, der havde afsat varerne, og en mekaniker, der havde været hovedaftager, nu sat under tiltale for tyveri. Denne idømtes 15 måneders fængsel, chaufføren 1 års fængsel, tre fik 8 måneders fængsel, én 6 måneders fængsel, én 4 måneders fængsel og én 60 dages fængsel. Da tyverierne alle er begåede under mørklægningen, var alle dommene ubetinget […]

Kilde: Uddrag, Demokraten, 9. maj 1941.