1942 – Private tilflugtsrum skal være så hyggelige, at man gerne går i kælderen

Ny sanitetschef og formand for Kolding Luftværnsforening

Kolding Luftværnsforening holdt i går eftermiddags kredsrådsmøde på Hotel Kolding. Formanden, borgmester Knud Hansen, bød velkommen og afsagde beretning om kredsforeningens virksomhed:

“Kolding Luftværnsforening har siden sidste kredsrådsmøde den 21. juni 1941 udfoldet en betydelig virksomhed. Flere af de opgaver, som da lå uløste og syntes næsten uløselige, er nu løst, fordi myndighederne gik ind for dem. Efter sommerferien tog man straks fat på at uddanne hjælpekonsulenter, hvoraf man nu har 65. I løbet af efteråret og vinteren er der uddannet ca. 2.700 husvagter. I denne forbindelse vil jeg fremhæve det gode samarbejde, der har fundet sted mellem politiets luftværnskontor og foreningen, uden hvilket denne store opgave slet ikke kunne være løst. Vi har haft to kursus for fabriksluftværnsledere fra distriktet, og man kan vel vente et eller flere af disse kursus endnu.”

Skuffelse over sognerådenes holdning

“Året har også bragt foreningen skuffelser. Allerede før kredsrådsmødet den 21. juni 1941 havde man søgt at interessere de 24 sogneråd, der hører til foreningens område, ved at indbyde dem til at overvære kredsrådsmødet og eventuelt indtræde i kredsrådet, og i februar sendte man en opfordring til sognerådene om at bidrage med det beskedne beløb af 2 øre pr. indbygger til foreningens arbejde, men kun ganske få efterkom indbydelsen og vedtog at yde birdrag til foreningen. Disse sidste vil jeg takke, fordi de har vist foreningen den interesse, idet jeg beklager, at de andre sogneråd – det store flertale af sognerådene – har vist så ringe forståelse for foreningens arbejde, ja de fleste har ikke en gang svaret på vore henvendelser.” […]

Hyggelige tilflugtsrum

“Propagandaen for forbedring af de private tilflugtsrum tillægger jeg megen betydning. Det er meget vigtigt, at tilflugtsrummene snarest bliver indrettede således, at man gerne søger de ved luftalarm. De kan hyggeliggøres med små midler og god vilje, og mange steder bør man i egen interesse søge at fremskaffe en bedre afstivning. På dette område har den store del af den danske befolkning udvist en næsten utrolig letsindighed, som jeg håber ikke vil straffe sig. Endvidere vil jeg nævne, at det er under overvejelse at lade samtlige husvagter gennemgå et 4 timers gasmaskekursus, som det skulle overlades til luftværnsforeningerne at etablere.”

Formanden sluttede sin beretning med tak for den afgående sanitetschef, kredslæge dr. med. Axel Hansen, der afløstes af læge Junge-Pedersen.

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 24. juni 1942.

1942 – Hvis katastrofen kommer

Da står en velorganiseret sanitetstjeneste med veluddannet mandskab rede til at yde en effektiv hjælp.

Der er egentlig kun sagt lidt om sanitetstjenesten, når talen har været om byens luftbeskyttelse, og så er forholdet jo i virkeligheden det, at denne gren at beskyttelse er uhyre vigtig. Selv synes sanitetsfolkene, at deres mission er den vigtigste, og det må vel siges at være rigtigt, selv om naturligvis intet led i luftbeskyttelses-tjenesten er uundværlig. For at få belyst, hvorledes sanitetstjenesten i Kolding er udbygget, har vi haft en samtale med dens chef, læge Junge Pedersen. Hans souschef er læge Evald Hansen, og de residerer begge under hver luftalarm i kommandostationen på Almenskolen. En tredje læge, E. Rossen, er chef for det søndre distrikt, og han har sin plads i kommandostationen i Borgen.

Et sanitetskorps på 80 medlemmer

Hvor stort et mandskab omfatter sanitetstjenesten her i byen, læge Junge Pedersen?

“Omkring 60 Røde Kors- og Arbejder-samaritter. Dertil kommer en snes mennesker – hovedsagelig kvinder – hvis opgave det er at gøre tjeneste i sorteringsstationer, der etableres, såfremt sygehusets kapacitet ved en katastrofe skulle blive overskredet, og i afvaskningsstationerne, som kun vil blive taget i brug, hvis der finder anvendelse af gas sted.”

Hvor mange læger er disponible?

“Under en almindelig luftalarm møder kun sanitetstjenestens chef og souschefen samt chefen i det søndre distrikt, men indtræffer der noget alvorligt, vil de fleste af byens læger kunne træde i funktion. Nogle må selvsagt blive tilbage og stå til rådighed for almindelige patienter i byen.”

Man har vel også en stab af sygeplejersker?

“Ja, det drejer sig væsentligt om diakonisser og enkelte private samt en del kvindelige samaritter. Sygehusets sygeplejersker har jo deres rigtige arbejde at passe.” […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 26. april 1942.

1942 – Samariternes afsked med sanitetschefen

Kredslæge Axel Hansen hyldet ved en sammenkomst i aftes.

Ved en lille sammenkomst på Saxildhus i aftes tog Røde Kors og Arbejdersamaritterne afsked med kredslæge Axel Hansen som sanitetschef. Af helbredsmæssige grunde havde kredslægen måttet søge sin afsked for i dag at lade sig indlægge på Kolding Sygehus. Han afløses af overkirurg dr. Djørup, der fremtidig bliver chef for Sorteringsstationen, og af læge Junge Pedersen, der bliver chef for Opsamlingstjenesten. Sammenkomsten havde samlet mange samaritter, og repræsentanter for C.B.’erne og ordonnanserne var ligeledes til stede. Maskinmester Beck bød på indbydernes vegne velkommen, og man sang til indledning ‘I Danmark er jeg født’. Formanden for Arbejdersamaritterne har haft mest med kredslægen at gøre under luftalarmer, og det var altid et hyggeligt og behageligt samarbejde. Kredslægen var altid belærende og orienterende m.h.t., hvad der skete ude, hvorfra meldingerne kom. Kredslægen havde som sanitetschef haft et stort og ikke altid taknemligt arbejde. Han havde altid arbejdet for at skaffe den frivillige hjælp den bedst mulige udrustning og takket være netop kredslægen var samaritternes udrustning efterhånden så godt som komplet. […]

Arbejdssamarit Stockholm omtalte, hvor ideelt forholdene var inden for Sanitetstjenesten i Kolding modsat i andre byer hvor samaritterne altid havde 129 ting at anke over. Man havde i Kolding den rigtige chef, der havde forstået at foretage de rigtige indkøb i rette tid, så byen derved har sparet mange penge, mens man nu først mange steder i andre byer først skal til at indkøbe materiellet i dyre domme. Med ‘Der er et yndigt land’, afsluttede festen.

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 31. januar 1942.