1944 – Danmark set udefra

En beretning fra vor minister i USA, Henrik Kauffmann

Scanvenius førte som bekendt sin politik ud fra den lige så umoralske som forkerte opfattelsen, at det under alle omstændigheder var nødvendigt at holde sig gode venner med Tyskland, medens det under ingen omstændigheder var ulejligheden værd at søge at skabe os agtelse i den frie verden; vandt de allierede krigen, ville de alligevel af politiske hensyn behandle os fair – havde vi måske bagefter måtte bøde for vor stilling i krigen 14-18? Det var en tid, hvor denne lurvede opfattelse vandt en vis genklang hos danskerne, men lykkeligvis var vi for sunde til at blive forgiftningens ofre, og i året 1944 er der ikke mange danske, som ikke føler det som en befrielse, at vi er med i kampen på de allieredes side.
Selv om Scavenius-politikken nu er historie, er det dog af stor betydning at få beviser for, hvor falsk og farlig den var. Dette fremgår med al ønskelig tydelighed af en omfattende skrivelse med bilag, som vor beslutsomme gesandt i Washington, Henrik Kauffmann, har tilstillet sine kolleger i de neutrale lande og de frie danske organisationer, og som FRIT DANMARK herved citerer i uddrag.

I september 1942 udtaler Kauffmann i det memorandum til sin kollega i London, grev Reventlow, med hensyn til de muligheder, en dansk regering stod overfor den 9. april 1940:

“For krigens udfald har valget af den ene eller anden løsning næppe spillet nogen rolle af betydning; men den tilstand der skabtes i Danmark ved de beslutninger, der blev truffet den 9. april 1940, er ikke uden sine særegne faremomenter for landet og folket, især på længere sigt, og at tale Danmarks sag i udlandet er blevet en ofte vanskelig opgave. Der er mange i udlandet, der ikke kender vor tvangssituation til bunds og derfor har svært ved at forstå, at den danske regering kunne bekvemme sig til at spille en Quasivasals rolle for Hitler, og der er også mange, der ikke er så tolerante, at de kan sige, at forstå alt, er at tilgive alt, og som føer, at uanset hvad en dansk regering trues med, burde den ikke give efter. Det anføres ofte hjemme, at det ikke er gørligt for folk udenfor Danmark at dømme retfærdigt om danske forhold efter besættelsen. På samme måde er det svært i Danmark at gøre sig en rigtig forestilling om, hvorledes Danmarks holdning bedømmes i udlandet, og hvilken virkning dette kan få for Danmarks Fremtid.

Hvis det ikke var for den frie danske bevægelse, ville Danmarks navn i de demokratiske lande være lidet værd, og alle danskes stilling i den frie verden for længst være blevet uholdbar” […]

Kilde: Uddrag af det illegale blad, Frit Danmark, marts 1944, 2. årgang, nr. 12

1943 – Tysk krav om store dele af Kolding Havn!

Byrådet siger nej, men hjælper det noget?

Tyskerne dominerer i Kolding by mere end de fleste steder. Hoteller, skoler, butikker, lejligheder, villaer m.m. lægger de beslag på, og flere og flere barakker skyder op næsten som var det giftige padehatte! Det sidst er, at værnemagten har stillet krav om at overtage store arealer på Kolding Havn, hvor man har til hensigt at bygge et stort hurtigbådsværft, der skal beskæftige flere hundrede arbejdere.

Kravet er blevet fremsat overfor Kolding Byråd, hvis forhandlere selvsagt nægtede at give tyskerne de krævede arealer. Dette bevirkede, at værnemagten, hvis talsmand i dette tilfælde er den berygtede leutnant Mahler, som hævder, at han så gerne vil gøre alt muligt godt for Kolding by, henvendte sig til statsminister og udenrigsminister Erik Scavenius for at få hjælp af ham.

Scavenius sendte et par lakajer, som skulle lægge pres på Byrådet herovre, men her løb de panden imod. Lakajerne kom til Kolding, hvor de samlede værnemagtens repræsentanter og byrådets udvalgt til møde. Byrådets folk var standhaftige og sagde nej, men gik dog til sidst ind på at forelægge sagen for det samlede byråd i et nyt møde. Dette møde har fundet sted, og efter hvad vi erfarer, vedtog Byrådet aldeles enstemmigt ikke under nogen form at give tyskerne havnen. […]

Kilde: Uddrag af det illegale blade: Budstikken for Kolding og omegn, august 1943.

1943 – Et yderst spændt forhold mellem Danmark og Tyskland

En note fra Berlin vedrørende de danske officerer

Tyskerne er gået endnu et skridt videre i deres angreb på Danmarks suverænitet. Denne gang er spørgsmålet så meget mere alvorligt, som det drejser sig om et forsøg på at påtvinge danske officerer et uhørt diktatur.

Fra Berlin er indløbet en note til den danske regering, hvori man ikke alene kræver at hærens sædvanlige arbejde med at føre mobiliseringslisterne a jour (adresseforandringer ect.) omgående indstilles, og at det forbydes de militære myndigheder ved hjemsendelse af mandskab at give den sædvanlige påtegning i soldaterbogen om, hvor den værnepligtige skal møde i tilfælde af mobilisering, to krav, som allerede er blevet opfyldt, men tyskerne er gået så vidt, at de har meddelt i denne note, at de er “meget gerne ser” et vist antal danske officerer som “gæster” i Tyskland ved et “kursus” i teknik og praktisk krigsførelse.

Denne indbydelse, hvis mening næppe er til at tage fejl af, hvis man da ikke lige netop hedder Scavenius, Gunnar Larsen eller Niels Svenningsen, har selvfølgelig vakt den største bestyrelse blandt danske officerer. […]

Kilde: Uddrag af det illegale blade: De Frie Danske, 6. juni 1943, nr. 8, 2. årgang.

1943 – De skal blive husket!

Forberedelserne til afregningen med landsforræderne

DE FRIE DANSKE fortsætter i dette nummer behandlingen af spørgsmålet om den rette og mest effektive form, hvorunder man kan straffe forrædere og krigsforbrydere, når regnskabets time er inde. Den sande presse i alle de besatte lande har for længst taget dette vigtige arbejde op. man har f.eks. i Norge katalogiseret omtrent 22.000 Quislinger hidtil – og arbejdet fortsætter!

Vi ved fra vore observationer blandt befolkningen, at der hersker ret stor frygt for, at den sædvanlige og kendte danske blødsødenhed skal vinder overhånd den dag, krigen er forbi, og at alt for mange i lettelse og glæde over freden vil skyde hele strafspørgsmålet fra sig som en ubehagelig reminiscens fra “Tyskertiden”. Men, kære læser, De har ingen grund til at frygte noget i de retning. Der vil ikke slippe så meget som en Scavenius, en Gunnar Larsen eller en frikorpsmand igennem nåleøjet!

Som omtalt i vort sidste nummer er der al mulig grund til at tro, at der til sin tid vil blive nedsat en række særdomstole til behandling af de mange sager mod landsforrædere og krigsforbryderene, ligesom man kan forvente, at en rigsret vil tage sig af de landsforræderiske embedsmænd med Gunnar Larsen i spidsen. […]

Kilde: Uddrag af det illegale blad: De Frie Danske, 5. maj 1943, nr. 7, 2. årgang.

1943 – Dr. Bests falske venlighed

De russiske kæmpesejre på Østfronten betød for Danmark det forunderlige, at dr. Best, der havde optrådt som blodhund i Paris, skiftede taktik her i landet og i stedet viste en hyklerisk venlighed, som måtte forurolige alle andre end netop triumviratet Gunnar Larsen, Scavenius og Thune Jacobsen.

Det første tegn på det stedfundne omslag var dr. Bests hykleriske telegram til Scavenius, i hvilket han dybt beklagede ofrene for den engelske terror af en åben by, nøjagtig den samme by, som i hundredevis af tyske Stukas og kampmaskiner var rede til at sønderknuse, om vi ikke havde kapituleret øjeblikkeligt hin skæbnesvangre morgen den 9. april. Senere har dr. Best genoptaget forbindelsen med den danske kongefamilie, snakket logerende ord i Aarhus om tysk forsøg på et forstå dansk mentalitet og været talsmand for afholdelse af folketingsvalg her i landet.

Over for denne pludselige og mærkværdige venlighed fra tysk side må vi uvilkårligt tænke på et par verslinjer af Kipling, oversat af Valdemar Rørdam (!), der lyder: “Bræg, ulv, begrav dine døde, os er dine fåreklæder alt for røde”. Før eller senere skal det nok vise sig, som det har gjort det utallige steder før, at den tyske venlighed er som ulvens, der har forklædt sig i fåreklæder forsøger at snige sig ind i den danske lammefold. […]

Kilde: Uddrag af det illegale blad: De Frie Danske, 6. marts 1943, nr. 5, 2. årgang.

1943 – Danske vælgere!

Dr. Best har i sin for tiden fremherskende kattevenlighed nådigst givet Danmark tilladelse til at afholde folketingsvalg den 23. marts.

De danske nazistiske landsforrædere har til det sidste søgt at forhindre dette valg, vel vidende at et folketingsvalg ikke vil blive et valg for eller imod regeringen Scavenius, som udelukkende sidder på taburetterne i kraft af et tysk krav og imod det danske folks ønske, men et valg for eller imod nazismen!

Derfor frygter landsforræderpartiet et valg nu. Det er fuldstændig klar over, at det danske folk vil benytte valget den 23. marts til på en klar og utvetydig måde at demonstrere over for verden, at Danmark fuldt og helt bekender sig til demokratiet, at det bekæmpet og foragter nazismen i alle dens forskellige afskygninger, og at de tyske lejesvende i Danmark kun er en ubetydelig brøkdel af den danske befolkning.

Derfor vil den 23. marts blive en dato af største vigtighed i Danmarks historie, og derfor siger DE FRIE DANSKE til alle patriotiske vælgere i vort fædreland:

FREM TIL KAMP MOD DE DANSKE NAZISTER! NU ER LEJLIGHEDEN DER! BENYT STEMMESEDLKEN DEN 23. MARTS OG STEM DE DANSKE LANDSFORRÆDERE UD AF RIGSDAGEN!

[…]

Kilde: Uddrag af det illegale blad: De Frie Danske, marts 1943 (ekstranummer).

1942 – Programtale af Scavenius og bemyndigelseslov til regering

Det nye statsminister udtaler, at regeringen føler sig forpligtet overfor Rigsdagen, med hvilken han ønsker et godt samarbejde

Folketingets møde i går eftermiddags overværedes af samtlige medlemmer af det nye ministerium. De var anbragt på de sødvanlige ministerpladser i tre rækker med 4, 5 og 4 ministre […] Formanden indledede mødet med at oplæse meddelelsen om det nye ministeriums dannelse, og stats- og udenrigsminister Scavenius afgav derefter sin erklærling.

Statsminister Scavenius’ tale

Statsminister Scavenius udtalte følgende:

Ved Ministeriet Buhls tilbagetræden er det af Kongen blevet mig overdraget at danne et nyt ministerium, og dette ministerium er nu tiltrådt med fuld tilslutning fra de partier, der ydede min forgænger deres støtte. Angående den politik, som dette ministerium vil føre, skal jeg tillade mig, at henvise til den i går offentliggjorte erklæring fra den samlede regering, en erklæring, der viderefører den linje, som er trukket op i de tidligere regeringers erklæringer, og som har fundet udtryk i den erklæring, jeg som udenrigsminister den 8. juli 1940 afgav med det samlede ministeriums tilslutning.

En politik, der skal betrygge vor fortsatte beståen som frit og selvstændigt folk

Jeg skal ikke her gentage de ord, der udtaltes i den i går offentliggjorte erklæring. De er udtryk for et enigt ønske i den samlede regering, som jeg er forvisset om deles af det danske folk, om, at der i dette land må føres en politik, som er i overensstemmelse med, hvad landets politiske og økonomiske vilkår byder, såvel på historiens baggrund som under fuld hensyntagen til disse års verdensbevægede begivenheder på det europæiske kontinent, og som tillige er bedst egnet til at føre Danmark igennem nutidens vanskelige kår og betrygge vor fortsatte beståen som frit og selvstændigt folk.

Det nye ministerium påbegynder sin gerning i en tid, der er svær og alvorstung, også for vort land. Vi står på tærsklen til en fjerde krigsvinter, og besættelsen har nu varet i mere end halvtredje år. Der er grund til at understrege, at Danmark er kommet gennem denne tid, ikke uden vanskeligheder, men bedre end man på forhånd havde turdet håbe på. Den korrekte og hensynsfulde holdning, som besættelsestropperne i de forløbne godt halvtredje år har indtaget, har i væsentlig grad bidraget hertil. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 12. november 1942.

1942 – Fem nye ministre

Både Ministeriet for offentlige arbejder og Arbejds- og Socialministeriet vil blive delt. De nye ministre bliver: Elgaard, K. H. Koefoed, Laurits Hansen, Valdemar Holbøll og Højbjerg Christensen.

Sent i aftes udsendtes den nye ministerliste for Ministeriet Scavenius. Den officielle meddelelse har følgende ordlyd:

Stats- og udenrigsminister

Under 9. d.m. har det behaget Hans Majestæt Kongen at udnævnte udenrigsminister Erik Julius Scavenius, R. af Dbg., til statsminister og at bestemme, at hans tillige vedvarende beklæder den ham betroede stilling som udenrigsminister.

De fire, der går

Af afskedige i nåde statsminister Vilhelm Buhl, finansminister Alsing Emanuel Andersen, kirkeminister Kristian Vilhelm Kristoffer Fibiger, R. af Dbg., og indenrigsminister Knud Kristensen fra de dem hidtil betroede ministerstillinger.

To ministerier deles

At bifalde, at det hidtidige Arbejds- og Socialministerium deles i et Arbejdsministerium og et Socialministerium, idet de nærmere bestemmelser om arbejdsområdets fordeling senere vil blive truffet ved kongelig resolution.

At bifalde, at det hidtidige Ministerium for offentlige arbejder og et Trafikministerium, idet de nærmere bestemmelser om arbejdsområdets fordeling senere vil blive truffet ved kongelig resolution. […]

De fem nye navne

At udnævnte departementschef i Kirkeministeriet Valdemar Kragh Holbøll, Storkors af Dbg. og Dbm., til kirkeminister, chef for departementet for Finansvæsenet Kristian Hansen Kofoed, K. af 1. grad af Dbg., dbmd. og dekoreret med fortjenstmedaljen i guld, til finansminister, undervisningsinspektør for gymnasieskolerne Dr. phil. Axel Christian Højberg Christensen, K af dbg., dbmd. til undervisningsminister, folketingsmand Niels Marius Andersen Elgaard, R. af dbg. til trafikminister og formand for De samvirkende Fagforbund Lauritz Hansen til Socialminister. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 10. november 1942