Affyret under Grevens Fejde, eller i Trediveårskrigen?
Under jordarbejde ved Kolding er der gjort et meget interessant fund. Det drejer sig om tre kanonkugler af sten. Fundet er indleveret til Museet for Koldinghus Len, og museumsinspektør, mag. art. Sigvard Skov, lægger ikke skjul på sin glæde over fundet.
Museet ejer i forvejen kun to kanonkugler af sten. De stammer fra ildvåbenenes første tid. I det berømte skib, man har fundet sænket i Riddarholm-Kanalen i Stockholm, var der således kanoner, ladet med stenkugler. Stenkuglerne havde den svaghed, at de ikke vejede lige meget, skønt diameteren var den samme. Derfor gik man over til at anvende kanonkugler af støbejern, idet man så altid kunne anvende en krudtladning af samme vægt.
De tre fundne stenkugler vejer 3 pund stykket og er af tilhugget sandsten. Deres alder kan ikke med bestemthed fastslås. De kan være fra det 16. århundrede, men også fra en senere tid. Christian den fjerde anvendtes således 100 punds stenkugler i sine store fæstningsmorterer. Sandsynligheden taler for, at disse tre kuler har været affyret under Grevens Fejde eller måske i Trediveårskrigens dage.
Kilde: Kolding Folkeblad, 10. marts 1945.