1944 – Alle bør have legitimationskort

Kun to tredjedele af Koldingensere har fået det udstedt

Selv om der ikke her på egnen er pligt til at være i besiddelse af legitimationskort, har det ved adskillige lejligheder vist sig meget praktisk, at være i besiddelse af denne officielle legitimation, bortset fra, at det jo er nødvendigt, hvis man skal foretage rejser inden for sikkerhedsområdet. I den sidste tid har det ved flere lejligheder på ny vist sig praktisk, at folk kan bevise deres identitet, gennem det lille kort med deres billede, og det vil derfor være klogt at få kort udstedt, hvis det ikke allerede er sket. Kortene fås på Folkeregistret i Kolding – hvor 16.000 af byens 26.000 indbyggere allerede har fået det – og i landkommunerne hos folkeregisterføreren.

Kilde: Kolding Folkeblad, 4. maj 1944.

1941 – En udvidelse af sikkerhedsområdet i Jylland

Indskærpelse af pligten til at have legitimationskort


Justitsministeriet meddeler tirsdag:
Ved den af Justitsministeriet i dag udsendt bekendtgørelse er der af militære sikkerhedsgrunde foretaget en udvidelse af det område af Jylland (sikkerhedsområdet), for hvilket der i henhold til Justitsministeriets bekendtgørelse af 27. november 1940 samt af 12. marts og 17. maj 1941 er fastsat særlige bestemmelser om legitimationskort for danske statsborgere, om opholdsbestemmelser for udlændinge m.v., samt om forbud mod erhvervsmæssig omvandring og mod fotografering.


De omhandlende bestemmelser kommer herefter til anvendelse for et område bestående af: Thisted, Aalborg, Viborg og Aarhus Amter, Hjørring Amter med undtagelse af Læsø, Randers Amt med undtagelse af Anholt, Ringkøbing Amt med undtagelse af Avnborg og Skarrild Kommuner. Af Vejle Amt følgende kommuner: As-Klakring, Barrit, Vrigsted, Glud-Hjarnø, Hatting, Torsted, Hornum, Korning, Løsning, Nebsager Bjærge, Raarup, Skjold, Tyrsted-Ut, Urlev-Stenderup og Ølsted samt Sdr. Omme. Af Ribe Amt: Politikreds nr. 63, Varde købstad m.v., Politikreds nr. 64, Esbjerg Købstad m.v. og den i Ribe Amt beliggende del af Politikreds nr. 65, Ribe Købstad m.v. med undtagelse af Brørup, Folding, Føvling, Lindknud, Læborg, Malt og Vejen Kommuner. Af Tønder Amt følgende kommuner: Tønder Købstad, Højer Flække og Løgumkloster Flække samt Abild, Arrild, Ballum, Brede, Brøns, Daler, Døstrup, Emmerlev, Hjerpsted, Hvidding, Højer Landsogn, Løgumkloster Landsogn, Mjolden, Møgeltønder, Nørre Løgum, Randerup, Rejsby, Roager, Rømø, Skast, Skærbæk, Spandet, Tønder Landsogn, Ubjærg, Visby og Vodder.


Forpligtelsen til at være forsynet med legitimationskort indtræder også den 6. juli 1941 for personer, som bor i eller opholder sig i den del af Jylland, som nu indlemmes i sikkerhedsområdet. […]

Kilde: Uddrag, Hejmdal, 18. juni 1941.