Skiinstruktøren var syg.
Kolding Vinter-Idrætsforening havde glædet sig til at få besøg af den fremragende slalomløberske fru Nora Fenneberg Hansen, for øvrigt en svigerdatter af fru sølvsmed Hansen, og fra Silkeborg var det meddelt, at hun allerede i mandags var taget til Kolding, men at hun var syg. I stedet for at stoppe op i Kolding tog fru Fenneberg Hansen direkte til København for at lægge sig syg, men det er – efter hvad vi erfarer – hendes hensigt, når hun er blevet rask, at komme til Kolding for at instruere vore skiløbere, måske engang i begyndelsen af næste uge. I mellemtiden vil vinteridrætsforeningen søge om det er muligt at få en anden af de dygtige løbere, der for tiden opholder sig i Jylland, hertil.
I øvrigt er det meningen, at der skal foregå store skisportsbegivenheder i Marielundsskoven og Komarksbuskene på søndag. Da kommer et større hold Esbjerg-skiløbere hertil for i vort ypperlige terræn at aflægge prøver til skimærket i bronze i slalom. Vinteridrætsforeningens egne medlemmer, der ved denne lejlighed ønsker at aflægge prøven, vil da også få lejlighed til det. Antagelig vil der også på søndag blive arrangeret langrendskonkurrencer over kortere distancer, 4-5 km. for Kolding-Esbjerg- og Askov-skiløbere. […]
Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 25. februar 1942.