1944 – Ung slagtersvend skudt på vinstue

Forsøget på sortbørshandel fik en ulykke udgang

Den 24-årige slagtersvend Eyvind Lynge Knudsen, Slotsgade 11, er i aftes skudt ned i Aalborg. Han havde på en vinstue i Ellen Marsvins Hus forsøgt at indlade sig i sortbørshandel med en anden mand, men blev afvist. Herover blev han vred og forlod sig i skænderi med manden. Det kom til håndgemæng, hvorunder den pågældende mand trak en revolver og skød Knudsen gennem maven. En tilkaldt ambulance førte den hårdt sårede mand til Aalborg Kommunehospital, hvor han i nat er død.

Kilde: Kolding Folkeblad, 8. september 1944.

1944 – Kendt fodboldspiller dræbt ved vådeskud

Vagt på slagteriet ville demonstrere en pistol.
Den kendte fodboldspiller, slagtersvend Gunnar Rasmussen, som var målmand på det sidste repræsentative jyske fodboldhold, er mandag aften blevet dræbt ved et vådeskud. Han stod sammen med nogle vagter på Horsens Andels-Svineslagteris terræn, og da en af dem ville demotere sin pistol, gik denne af, og Rasmussen blev ramt i underlivet. Han er blevet ramt i lever og milt og er nu død på Horsens Kommunehospital.

Kilde: Aarhus Amtstidende, 16. august 1944.

1943 – 5 domme i gummi- og flæsketyve-sagen

Fængsel fra 60 dage til 7 måneder

I formiddags var der en forholdsvis kortfattet domsforhandling i Kolding Kriminalret vedrørende gummi- og flæsketyvene. Disse mødte med ORS. Hertz og LRS. Halvor Petersen som beskikkede forsvarere. Dommene faldt med det samme. To af hovedmændene, mekaniker B. J. og mekaniker S. fik henholdsvis 7 og 6 måneders fængsel, to andre, der havde begået flæsketyverier på Andelssvineslagteriet, slagtersvendene C. og N. fik henholdsvis 8 måneders og 60 dages fængsel. En slagterlærling, der kun var tiltalt for hæleri, fik fængsel i 4 måneder. To andre implicerede har tidligere fået bøder hver på 400 kr. for uagtsomhed ved tilforhandling af de stjålne varer.

To af hovedmændene appellerede straks deres dom til Landsretten, to udbad sig betænkningstid. Endnu en impliceret T., der var sigtet for hæleri, nægtede sig skyldig og vil senere få sin sag pådømt ved Landsretten. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 25. februar 1943.