1940 – En dags mælkepenge til Finland

Den indsamling til fordel for Finland, der går under navnet ”En dags mælkepenge til Finland” og siden januar 1940 er blevet organiseret af De Danske Mejeriforeningers Fællesorganisation, har meddelt, at blandt de mejerier, der allerede har ydet deres bidrag til indsamlingen er:

Andelsmejeriet Lillebælt, Taulov, 900 kr.
Sønder Omme Andelsmejeri, 687 kr. 37 øre.
Brørup Andelsmejeri, 2258 kr. 40 øre.
Lunderskov Andelsmejeri, Hejnsvig, 289 kr. 6 øre.
C. Buhl, Follerupgaard, 100 kr.

Torsdag aften den 9. februar 1940 fortsattes i Kolding tøjindsamlingen til fordel for Finland, hvor der blev indsamlet i Kollinsgade, Agtrupsvej, Borthigsgade, Mariegade, Søparken og Piledamsvej.

Samtidig minder avisen Socialdemokraten sine læsere om at der efterfølgende mandag (12. februar 1940) kl. 20, er arrangeret en underholdningsaften af Kolding Teaterselskab, hvor hele overskuddet tilfalder Finlandsindsamlingen. Der er endnu mange billetter til salg, som kan fås enten hos Boghandler Schæffer, eller købes ved indgangen.

På søndag (11. februar 1940) vil socialdemokratisk Forening i Billund afholde 10års stiftelsesfest i det ny forsamlingshus. Overskud i forbindelse med festen vil også blive skænket til Finlandsindsamlingen. Der vil blive afholdt festtaler af folketingsmand M.K. Sørensen, Vejen, og Johannes Jensen, Grindsted, der begge taler om Finland.

Brev fra norsk frivillig

Følgende brev blev bragt i Socialdemokraten den 10. februar 1940, det skulle være sendt af en norsk Finlandsfrivillig fra Finland og hjem til Norge. Den frivilliges navn nævnes ikke i avisen.

Det begynder at gå op for os, hvad krig er: et helvede fuld af djævelsk udspekulerede torturmidler mod uskyldige kvinder og børn. Vi kan læse det i kvindernes ansigter.

Sorg og forbitrelse som de så tappert skjuler, men på bunden aner vi trods og ukuelig opofrelse mod Næsten og Fædrelandet. Det går ikke an at kue disse mennesker. De kender tilsyneladende ingen frygt for at dø i kampen mod det russiske barbari. De véd alle som én, at det vil blive meget værre at leve under Stalins pisk, end at kæmpe til sidste åndedrag for friheden på sin egen jord.

Kilde: Finlandsaften på mandag, 10. februar 1940, Kolding Socialdemokrat, side 5
Spredte Nyheder, 10. februar 1940, Kolding Socialdemokrat, side 5
Hellere dø end leve under Stalins pisk., 10. februar 1940, Kolding Socialdemokrat, side 3
Tøjindsamlingen til Finland, 9. februar 1940, Kolding Socialdemokrat, side 5

1940 – Finlands-indsamling på kommunist møde

Den kommunistiske folketingsmand Aksel Larsen, kunne i går (6. feb. 1940) på grund af isvejret, ikke deltage i et politisk møde i Vejen. Mødet samlede omkring 100 mennesker og var ledet eller dirigeret af arbejdsmand Marius Christensen fra Vejen, mødet kom mest til at handle om krigen imellem Finland og sovjetiske Rusland.

Mødet blev afholdt på Hansens Hotel i Vejen, i stedet for Aksel Larsen mødte et andet af de tre kommunistiske folketingsmedlemmer, Alfred Jensen, der indledte med en tale hvori han kritiserede den socialdemokratiske politik, men ikke nævnte noget om krigen. Mødedeltagerne spurte mest ind til Ruslands angreb på Finland, det benyttede Alfred Jensen til sige at “det var Finland, der havde angrebet Rusland”, han kritiserede ligeledes det finske socialdemokrati og forsvarede Ruslands handlinger.

Ifølge den socialdemokratiske presse blev Alfred Jensen mødt med meget modstand fra især unge socialdemokrater. Selv om det var kommunisterne der arrangerede mødet, så begyndte forsamlingen en spontan indsamling til fordel for Finlands-indsamlingen, hvilket ifølge socialdemokratiske presse, fik Alfred Jensen til at fremstøde det ville være en betydningsløs indsamling, da den højst kunne indbringe 10 kr., der blev dog blandt forsamlingsdeltagere indsamlet 48 kr.

Socialdemokraterne mente efterfølgende at “mødet viser, at der ikke længere er grobund for de kommunistiske splittelsesfolk indenfor dansk arbejderbevægelse. Kommunisternes arbejde bør nu være slut …”.

Kilde: Finlandsindsamling paa Kommunist-Mødet i Vejen, Kolding Socialdemokrat, den 7. Februar 1940, side 3

1940 – Fra byrådsmødet i går

Fra møde i Kolding byråd den 5. februar er det oplyst at “Statens Luftværnsinspektør siger, at vort Luftværn skal op på 10 kr. pr. Indbygger, d.v.s. ca. 250.000 kr.”.

Byens økonomi er stram, men dette skyldtes i første Række det forrige – borgerlige – styre, hvis gæld og forsømmelser Socialdemokratiet måtte overtage.

Ejnar Christensen, socialdemokratisk byrådsmedlem, 5. februar 1940

Kilde: Kolding Socialdemokrat, 6. februar 1940

1940 – Bestyrelsesmøde i Harte-Bramdrup socialdemokratiske forening

Mandag d 29 jan 1940 afholdtes et Bestyrelsesmøde paa Chr. Petersens Bopæl i Alpedal. To af bestyrelsens medlemmer var udebleven paa grund af det daarlige vejr.

Til et Kredsmøde i Kolding den 4de Februar blev valgt som deltagere Anders Lorentsen og K. Antonsen Bramdrupdam foruden Formanden der som medlem af Kredsorganisationens bestyrelses var selvskreven.

Desuden blev det vedtaget at sammenkalde til en Filmaften i Bramdrupdam Kro engang sidst i Februar, datoen er endnu ikke helt fastlagt. Det er Kredsbestyrelsen der sender en gratis Tone og Talefilm udtil de forskellige kredse. Filmen hedder “Folkets Danmark” og til stede kommer tillige Folketingsmand M. Larsen og holder foredrag.

Efter at man derefter havde nydt Fru. Petersens gæstfrihed med kaffe og cigarer drog deltagerne hver til sit.

K. Antonsen

Mødereferat af 29. januar 1940, Forhandlingsprotokol for Harte-Bramdrup Socialdemokratiske Forening, opbevares på Kolding Stadsarkiv.

1939 – Bestyrelsesmøde i Harte-Bramdrup socialdemokratiske forening

Den 17. oktober 1939 afholdt Socialdemokratisk Forening generalforsamling i Bramdrupdam Kro. Der indledes med, efter at forsamlingen var budt velkommen, at oplæse forhandlingsbogen som godkentes. Derefter maatte kassereren gøre rede for saadan tilnærmelsesvis hvor mange penge der var i kassen.

Formanden tog saa ordet, emnet var hvem vi nu skulde have til Landstingsmand her, efter den til November afgaaende Landstingsmand Borgmester Jensen Vejle, der efter Aftale paa grund af sit borgmesterembede ikke skulde blive ved længere, 1ste supleant var ogsaa Borgmester Frands Hansen Fredericia, som saa heller ikke saa godt kunde modtage stillingen, den næste var Redaktør Søren M. Jensen Kolding, som Formanden, vilde Anbefale, da han mente, at det altid kunde gavne os her paa Koldingegnen, at manden blev fra Kolding og i særdeleshed, at manden var Søren M. Jensen, man mente ogsaa at Søren Jensen godt vilde, hvis kontrolkomiteen gav sit minde dertil. Den næste i rækkefølgen af supleanter var murer Madsen Vamdrup, den næste en søn af den ved Bramminge ulykken kendte socialdemokrati Peter Sabroe og endelig Johannes Hansen.

Jens Pedersen mente at selv om vi fik Repæstentanter her fra vor egen By, var det en tvivlsom hjelp, de var tilbøjelig til først at se paa deres Bys Fordel før de tænkte paa os ude paa landet, særlig med hensyn til tilskud til Vejarbejde og lignende.

Dernæst oplæste Formanden en statestik over Folketingsvalgene i 1935 og 1939 i Harte-Bramdrup, og endelig opfordrede man hver især at henstille til socialdemokrater at indmelde sig i Foreningen og holde den socialdemokratiske presse.

Mødet hævet

K. Antonsen, Jens Pedersen

Mødereferat af 17. oktober 1939, forhandlingsprotokol fra Harte-Bramdrup Socialdemokratiske Forening, opbevares på Kolding Stadsarkiv