1942 – Tyvebesøg på Rådhuset

Socialkontoret gennemrodet uden resultat for tyven

Natten til i går er en tyv brudt ind på Rådhuset, hvor han har skaffet sig adgang til Socialkontoret. Udbyttet har været negativt. Indbruddet må være begået efter kl. 4, for indtil dette tidspunkt havde nattevagten ikke bemærket noget mistænkeligt på sine runder. Da han kom næste gang, så han straks, at der var løftet en rude ud i Socialkontorets lokaler mod haven. Kriminalpolitiet blev underrettet, og overbetjent Iversen fra Teknisk Tjeneste og kriminalbetjent Deleuran iværksatte en undersøgelse på stedet. Det var tydeligt, at tyven var kommet ind fra haven, og overalt har han efterladt sig mange skarpe fingeraftryk. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 19. november 1942

1942 – Små, billige træhuse i Koldings udkanter?

Stemning for en løsning af boligproblemet udenom kasernerne eller barakkerne – selv om borgmesteren strittede imod.

Kolding Byråds møde i aftes varede for den offentlige dels vedkommende to timer, og det var den anden steds omtalte skoledebat, der tog halvparten af tiden. At de øvrige spørgsmål gav særlig husvildeproblemet stof til en drøftelse, hovrunder det viste sig, at borgmesteren ikke havde sin gruppeformand med sig i sin fordømmelse af planen om at bygge små billige træhuse i byens udkanter. Man fik nærmest indtrykket af, at denne plan inden længe vil være en kendsgerning. […]

Borgmesteren indledede med mindeord omg Stauning. […]

Husvildeproblemet og Forskolen

Skolekommissionen bad mindeligt om at blive fri for husvilde i Forskolens lokaler. Der var 6 nu. Borgmesteren forstod beklagelsen, men det er ikke let, når man ikke har andre skoler at anbringe dem. Forskolen får i sommer et par klasser på Teknisk Skole. Barakker til husvilde kan ikke bygges omgående, og borgmesteren var meget imod dem.

Juhl: “Det behøver jo ikke at være barakker, men gode, små billige træhuse som dem, man ser omkring Vejle. De kan vel bygges for 5.000 kr. og lægges i byens udkanter, ikke for mange sammen. Mange ville sikkert hellere have et sådant hus, hvor de kunne overkomme lejen, end gå på Socialkontoret for at få hjælp til den. Boligudvalget bør undersøge tanken.”

Ejnar Christensen: “Ja, vi skulle gerne have sådanne huse færdige sidst på sommeren, ellers bliver det galt på Forskolen.”

Borgmesteren var ikke begejstret for huse til 5.000 kr. Det ville blive “fattighuse, som ingen ville bo i. Man burde fortsætte med lejligheder der som i Vifdam, hvor det koster 11.000 kr. at opføre en 2-værelsers lejlighed. Vi bør ikke sænke arbejdernes boligstandard.” […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 5. maj 1942.

1941 – Anonymt brev med 3.500 kr. til Socialudvalget i Kolding

Socialudvalget i Kolding havde onsdag aften møde, hvor der forelå en lille overraskelse. Socialkontoret havde fra Aarhus modtaget et anonymt brev som indeholdt 3.500 kr. i kontanter samt følgende besked:


“De bedes høfligst udstede vedlagte pengesedler i rabatkuponer og uddele dem blandt arbejdere med kone og børn. For dem som intet har at bestille.”

Anonyme breve er i almindelighed ikke skattede, med dette var jo af den gode slags. Socialudvalget er ikke fornævnt med således at få penge ind ad døren fra ukendte givere, og uanset beløbets størrelse er man glad for at nogen har tænkt på i en vanskelig tid at ville yde en hjælp, som udover det rent nødtørftige kan gøre forholdene lidt lettere for vanskeligt stillede hjem […]

Kilde: Uddrag, Fyns Venstreblad, 30. maj 1941.