1943 – Når 300 søens folk gæster Kolding

Flagene ud på mandag

I den kommende uge, nærmere betegnet fra mandag, får Kolding besøg af ca. 300 af søens folk, der samles til møde. Det er Sømandsmissionens årsmøde, der i år er henlagt hertil, og blandt de 300 gæster, der kommer hertil, er der repræsentanter for både fiskernes og sømændenes organisationer samt repræsentanter fra sømandshjemmene i en række af de jyske byer.

Sømandsmissionens årsmøde går som alle andre årsmøder på skift mellem de forskellige byer, og deltagerne er altid blevet godt modtaget; således kan nævnes, at Fredericia og Marstal, der i de to sidste år har været værter for årsmødet, flagede og smykkede byen i anledning af besøget. Kolding skulle ikke gerne være ringere end disse to byer. Forholdene har jo medført, at vi ikke i år har kunnet huse ret mange årsmøder, men til gengæld bør man så også gøre lidt ekstra ud af de får, der alligevel bliver holdt i Kolding, og det mindste man kan gøre er at sætte flagene ud i de dage, årsmødet står på. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 20. august 1943.

1942 – Dame i Esbjerg dræbt af granatsplinter

En engelsk flyvemaskine skudt ned ved Fanø

Ritzaus Bureau erfarer fredag:

Torsdag aften kort efter kl. 21 har engelske bombemaskiner overføjet Sydjylland. Der opstod kun ringe materiel skade. De engelske flyvemaskiner blev beskudt af det tyske antiluftskyts. En af maskinerne styrtede ned i nærheden af Fanø.

Fru Marie Andreasen, Kronprinsensgade 22 i Esbjerg, der opholdt sig i fri luft i nærheden af Sømandshjemmet, blev ramt af granatsplinter og dræbt. Desuden blev tre andre personer, der heller ikke var i beskyttelsesrum, ligeledes ramt af granatsplinter […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 17. juli 1942.