1944 – 80 Vidar-spillere på hørruskning

På Torpegaard syd for Vonsild, hvor der kan tjenes 1.800 kr. til klubben

Eksemplet fra Lundtofte ved København, hvor en sportsklubs medlemmer tog ud og ruskede hør et par aftener og derved tjente 700 kr. til klubben, har smittet. Fodboldklubben Vidar i Kolding har taget tanken op, idet man gerne ville tjene nogle penge til nye bolde og til turneringsudgifterne, der i disse tider løber stærkt op.

Formanden, forretningsfører Schultz, ringede til hørfabrikkens formand, forpagter Lunden og spurgte om man ikke kunne arrangere et lignende samarbejde i Kolding, og Lunden tog straks imod tilbuddet. Allerede i aften begynder Vidarfolkene at ruske hør på Torpegaard mellem Vonsild og Taps. Schultz oplyser, at der rykker 25-30 seniorspillere ud sammen med et halvt hundrede drenge. Man skal ruske 8 tønder land og er dette arbejde have en betaling af 1.800 kr. Der er naturligvis mange af medlemmerne, som ikke har prøvet landbrugsarbejde før, men man har som medlemmer et par professionelle hørruskere, der vil fungere som forruskere og lære de øvrige, hvordan arbejdet skal foregå.

Når man rusker hver aften ugen ud og søndag med, regner man med at kunne blive færdig, og så bliver der antagelig råd til et lille høstgilde ovenpå. Man starter fra Søndervang i aften kl. 19 på cykel, men antagelig kommer der også en lastbil fra hørfabrikken til dem, der ikke har køretøj selv.

Kilde: Kolding Folkeblad, 9. august 1944.

1942 – Legat-gave til Kolding

Kolding Byråd bevilgede i sit møde i aftes 250.000 kr. til en udvidelse af den kommunale skole på Søndervang med fire klasseværelser. I et lukket møde vedtog Byrådet med tak at modtage et legat på 25.000 kr., skænket kommunen af tidligere gårdejer i Seest, Andreas Jepsen og hustru, til fordel for trængende i Kolding, fortrinsvis i den indlemmede del af Seest Sogn.

Kilde: Den nazistiske avis ‘Fædrelandet’, 25. marts 1942