1944 – Biografbilletter i Kolding på den sorte børs

I Kolding handles der nu også med biografbilletter på den sorte børs. Byen har kun to biografteatre, og da den danske film ‘Lev livet let’ går i den ene og Marguerite Viby-filmen ‘I dag bliver min mand gift’ i det andet teater, er der stor rift om billetterne. De opkøbes og sælges under hånden. Billetterne til 1,50 kr. er allerede oppe i 5 kr. stykket.

Kilde: Social-Demokraten for Randers og Omegn, 31. august 1944

1944 – Krisepolitiet spiller bold med retsplejeloven

Aktionerne på kaffebarerne rettes mod skyldige og uskyldige i flæng – kun en femtedel af de anholdte skyldige.
Med udfoldelse af det sædvanlige effektsceneri har krisepolitiet foretaget en ny storm på en kaffebar. Det drejer sig denne gang om den jævne kafferestaurant på hjørnet af Vester Farimagsgade og Gl. Kongevej – efter sigende et fast tilholdssted for nogle unge mennesker, der driver sort børs forretninger. Det oplystes, at hele restaurantens publikum førtes som anholdte ud på gaden, hvor politiets voldsomme udrykningsopbud havde samlet et stort og interesseret publikum om det muskelspillende arrangement.

Kun 20 procent fik dom
Det vil ikke kunne give anledning til utilfredshed, at krisepolitiet således er i stand til at udfolde en næsten overmenneskelig energi i bekæmpelsen af den sort børs’ små sjakaler fra kaffebarerne, selvom man måske nok kunne ønske sig, at resultaterne fra kriseforbrydernes øvrige vide jagtmark stod mål med udbyttet fra kaffebarerne (f.eks. i form af “en storm” mod de velstillede medborgere, hvis efterspørgsel på børsen unægtelig er afgørende for hele den sorte omsætning). Hvad der derimod vil være egnet til at vække uro, er den åbenlyst letfærdige omgang med retsplejelovenes mest betydningsfulde principper, som kommer til udtryk i de store aktioner med nogle af det jævne publikums samlingssteder. Ingen vil vist for alvor tro, at sort omsøtning af tobaksvarer og andre overprisaftaler alenes sluttes i kaffebarer.

Alligevel har man aldrig nogensinde hørt om en “storm” på de velstillede københavneres træffesteder. Kommer krisepolitiet under vejr med en sort handel, der aftales i byens “bedre” restauranter, møder der ikke et lynede politiopbud, som tømme de festlige lokaler for alt publikum til successiv påfyldning af salatfadene. Ganske anderledes med det jævne publikum, som må lægge så beskedne grænser for deres restaurationsliv, at det kun kan blive en kop kaffe med brød i den billige bar. Her farer krisepolitiet ind og anholder rub og stub. […]

Kilde: Uddrag, Social-Demokraten, 6. august 1944.

1944 – Sortbørs grosserer atter anholdt

Sigtet for at have udstedt dækningsløse checks

En velkendt Sortbørs-grosserer fra Kolding, som sidst blev løsladt i august efter at have afsonet en straf på et års fængsel, er anholdt, sigtet for at have udstedt dækningsløse checks til et beløb på mellem 1.500 og 1.600 kr. Check’ene er udstedt i løbet af de sidste 14 dage, og for beløbene har man anskaffet sig for skellige beklædningsgenstande og fået i alt ca. 900 kr. udbetalt kontant. Desuden sigtes han for tyveri af forskellige damebeklædningsgenstande. Manden, der er identisk med den person, som for nylig anmeldte en af byens købmænd i anledning af, at denne havde et større lager af cigarer liggende, fremstilledes i formiddags i retten og erkendte, at han havde udstedt check’ene, men han hævdede at kunne skaffe dækning for forløbet. Beklædningsgenstandene havde han ikke stjålet, men lånt. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 12. maj 1944

1943 – Handlet med 5-6.000 rationeringsmærker

Handelsmanden fik 3 måneders fængsel og en både på 2.000 kroner

I formiddags blev der i Kolding Kriminalret afsagt dom i en sag mod en af den “sorte børs'” mest kendte personligheder, handelsmand Hans Petersen Holm, Kolding. Holm var tiltalt for i sommeren og efteråret 1940 at have opkøbt 1.500 smørmærker på markederne i Kolding og Vejle og deraf solgt 500 på markederne i Haderslev og Rødekro til en handelsmand og 1.000 stk. til en grisehandler i Tinglev til 70 øre stk., i alt for 1.050 kr. På markederne i Kolding og Vejle havde han opkøbt 500 sæbemærker og solgt dem til en grisehandler på markederne i Haderslev og Rødekro for 20 øre pr. stk., i alt 100 kr.

I september 1941 og til maj 1942 havde han opkøbt 1.000 smørmærker, 500 sukkermærker, mærker til 200 liter benzin og 180 liter brændselsolie på markederne i Kolding, Vejle, Haderslev og Rødekro og solgt dem til en grisehandler. Smørmærkerne for 50-60-75 øre, sukkermærkerne til 50-60 øre stykket, benzinmærkerne til 1,60 kr. pr. liter og brændselsoliemærkerne til 1 kr. pr. liter, så at han i alt havde fået 1.400 kr. Endvidere var han tiltalt for at have opkøbt 120 smørmærker på Kolding og Vejle markeder og solgt dem på Sønderbros Café til en chauffør for 90 kr. og for at have opkøbt 1.600 stk. smørmærker på Kolding og Vejle markeder i juli 1942 og solgt dem til mejerist Agner Halfdan Jensen for 2.000 kr. […]

Dommen kom til at lyde på fængsel i 3 måneder med fradrag af 15 dage, en bøde på 2.000 kr. (subsidiært 30 dages hæfte) og i sagsomkostninger til forsvareren, landsretssagfører Bjerre, 90 kr.

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 8. juni 1943.

1942 – Overraskelser i ‘Sorte Børs’-sagerne

Alligevel ingen løsladelser i denne omgang

I ‘Sorte Børs’-sagerne i Kolding er der indtruffet en ret sensationel vending. Som omtalt i går, var de fængslede i går fremstillet i et lukket retsmøde, hvor fængslingsfristen over dem blev forlænget 1 – én – dag. Meningen var, at de derefter i dag skulle sættes på fri fod under sagens videre behandling. Imidlertid er politiet kommet under vejr med nye oplysninger, så at “Sorte Børs”-sagerne vil få en endnu videre udvikling. Af den grund vil de tre fængslede og den ene anholdte, der i dag skulle have været løsladt, alligevel ikke komme på fri fod. De vil blive fremstillet i et nyt, lukket retsmøde i eftermiddag […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 9. september 1942.

1941 – Det nyoprettede krisepoliti foretager første anholdelse

På den “sorte børs” solgtes kaffe og tobak til overpris.

Det særlige krisepoliti, der nu som vi omtalte i lørdags – nu er oprettet i Kolding med politifuldmægtig Arenbrandt som chef, har allerede nu kunnet notere det første resultat. Politiet har i nogen tid været klar over, at Kolding – som tilfældet er i en række andre byer – havde sin “sorte børs”, hvor varer forhandledes uden hensyn til gældende rationerings- og maksimalprisbestemmelser, og i går kunne politiet efter anmeldelse foretage den første anholdelse. Den anholdte er en mand, som – efter hvad vi erfarer – sigtes for at have solgt kaffe til overpris og uden om rationeringen, og desuden skal han have solgt tobak til store priser. Den pågældende blev fornylig idømt 30 dages hæfte for overtrædelse af andre krisebestemmelser. Politifuldmægtig Arenbrandt fremstillede i middags anholdte for kriminaldommer Strøbech i et lukket retsmøde, hvor der afsagde fængslingskendelse. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 18. november 1941.