1945 – Kongeparret skulle være deporteret til Tyskland!

Sensationel oplysning fra en af Frihedsbevægelsens spioner hos tyskerne

Kong Christian, dronning Alexandrine og flere af det danske kongehus’ medlemmer skulle for få måneder siden have været deporteret til Tyskland for at holdes som gidsler, såfremt sammenbruddet kom. Denne sensationelle oplysning er ifølge ‘Information’ givet af en af Frihedsbevægelsens fineste spioner indenfor tyskernes rækker i København. Så meget mærkeligere er det, at hun nu er blandt de medlemmer af det tyske konsulatpersonale, som er arresteret og ført til Oksbøl. Der udfoldes i øjeblikket anstrengelser for at få hende fri igen. Den pågældende dame er cand. mag. i engelsk og tysk og har været sektretær hos dr. Stalman i det tyske konsulats juridiske afdeling. Han nåede først at gennemskue hende, da hun måtte gå under jorden, fordi hun havde udleveret Frihedsbevægelsen forskellige vigtige papirer, som kun hun og dr. Stalman havde kendskab til.

Kilde: Kolding Folkeblad, 6. juni 1945.

1945 – Konsul Jørgensen, Nordisk Solar, anholdt

Sidst på eftermiddagen i lørdags anholdt den danske brigades feltpoliti konsul J. Jørgensen, Nordisk Solar, på hans private bopæl på Strandvejen. Konsulen blev efter en kort afhøring indsat i arresten på Kolding Domhus, men han vil ikke blive fremstillet i retten, da han, i hvert fald i øjeblikket, betragtes som allierede krigsfange. Det er bl.a. nogle forhold fra tiden før krigen, der skal nærmere undersøges. Muligvis vil konsul Jørgensen blive overført til København.

Grosserer Mervelskemper, Agtrupvej, er ligeledes kommen uden for det danske politis rækkevidde, idet det dels gennem hans egen tilståelse og dels gennem politiets undersøgelser, er godtgjort, at han har været spion her i landet før krigen. Da han første gang blev tilkaldt med sit dæknavn, Thomsen, børd han sammen og tilstod.

Endelig er anholdt kedelpasser Herman Spreer, Vandværksvej, som ligeledes betragtes som allieret krigsfange. Den sidste har boet i Kolding eller i hver fald i landet i ca, 20 år.

Kilde: Kolding Folkeblad, 4. juni 1945.

1945 – Lige ved 100 anholdelser

Stikkeren Peter Bollerup anholdt. Frihedsbevægelsen vil skride ind overfor hårklipningen

Antallet af anholdelser er nu steget til 96. heri er dog iberegnet to kvinder, som man i nat måtte tage i beskyttelsesarrest, da de var bange for at blive klippede.

Blandt de mere kendte, der er anholdt, kan nævnes den berygtede stikker Peter Bollerup fra Jordrup, der har gjort tjeneste ved Gestapo på Staldgården i Kolding. Desuden har man anholdt blikkenslager Niels Petersen, Kolding og endelig DNSAP’s sysselleder i Kolding, lokomotivfører Koch, Kolding.

Bollerup blev i øvrigt anholdt i Haderslev, hvor han havde søgt tilflugt hos familie. Han gjorde ikke modstand ved anholdelsen.

Endvidere er i nat anholdt servitrice Helene Byllemose, der blev arresteret i Broager, den tidligere SS-mand Andreas Brill, begge Kolding, gdr. Berthel Kyed, Eltang, skomager Eriksen, Anna Margrete Lunderskov, der så at sige menes at have været indblandet i stikkervirksomhed. Desuden har man taget en mand, som man sigtede for spionage allerede før krigen, og som også har været virksom under hele besættelsen, Franz Mervelskemper.

Kilde: Kolding Folkeblad, 9. maj 1945.

1944 – Instrukser fra general Eisenhower til alle danske

Gennem den engelske radio har en talsmand for general Eisenhower sendt det danske folk en serie ‘operations-instrukser’. Vi skal denne gang publicere den første instruks, der lød således:

Instruks nr. 1.
Når de allieredes styrker kommer for at befri Deres land, vil de gerne kunne regne med befolkningens hjælp på mange områder. Den bedste hjælp, der kan ydes, er oplysninger om fjenden. Begynd derfor straks fra i dag med at studere tyskernes færden og gør det grundigt. Prøve at gøre op, hvor mange tyske soldater, der er på egnen, tæl deres køretøjer og noter hvad slags det er. Kendetegnet på deres biler, ligesom det er vigtigt at notere, hvilke regimenter, bataljoner eller delinger, de tilhører. Studer deres bevæbning og den måde, hvorpå de skaffer sig forsyninger af mad og benzin.
Læge især mærke til eventuelle store troppebevægelser og skriv det nøjagtige tidspunkt ned. Det kan være værdifuldt, hvis De er i stand til at iagttage officererne, især de overordnede, og de ledende mænd blandt de civile tyskere, så De senere kan beskrive dem eller genkende dem på ansigtstræk og skikkelse. Prøve at finde ud af, hvad de ledende tyske officerer og civile hedder. Lær de tyske officersgraders kendetegn og distinktioner at kende.

Prøv at opdage, hvor tyskerne har deres forråd og lagre af benzin, ammunition og levnedsmidler. Meget vigtigt er det at vide hvor tyskerne har deres hovedkvarterer og signalstationer. […]

Kilde: Uddrag af det illegale blad ‘De Frie Danske’, 11. juni 1944, nr. 9, 3. årg.

1944 – 3 dødsdomme for sabotage og spionage

Fra officiel tyske side meddeles:
For deltagelse i sabotage er følgende i henhold til krigslovene blevet dømt til døden:
Ole Hovedskov, født den 18. februar 1923 i Randers.
Viggo Torstensson, født den 2. august 1914 i Kristrup.

For spioage er i holdhold til krigslovene dømt til døden:
Jørgen Menzel, født den 20. juli 1921 i København.
Der er endnu ikke truffet bestemmelse om, hvor vidt dommene skal fuldbyrdes, eller benådning skal ske.

Kilde: Kolding Folkeblad, 11. juni 1944

1943 – Svære straffe for hjælp til spioner og sabotører

Vejledning og advarsel til befolkningen fra den øverstkommanderende for de tyske tropper i Danmark

Til vejledning og advarsel for den danske befolkning bekendtgør den øverstkommanderende for de tyske tropper i Danmark følgende:

Dødsstraf eller hård frihedsstraf

  1. Med dødsstraf eller hård frihedsstraf straffes i medhør af de derom fastsatte bestemmelser den, der ved at huse eller ved anden understøttelse yder hjælp til spioner, til sabotører, til personer, der har forrådt eller forsøger at forråde tyske statshemmeligheder, til personer, der har begået eller forsøger at begå handlinger til skade for det tyske rige eller dets forbundsfæller, samt til personer, som yder en i forholdet til det tyske rige og dets forbundsfæller fjendtlig magt støtte (begunstigelse af fjenden).
  2. Med dødsstraf eller hård frihedsstraf straffes den, der får pålideligt kendskab til forehavende om spionage, sabotage, forråden af hemmeligheder eller anden begunstigelse af fjenden i medfør af 1), og som undlader ufortøvet at give de tyske myndigheder underretning derom. Dem, der hidtil har forsømt denne meldepligt, undgår straf, hvis han opretter det forsømte så rettidigt – dog senest den 8. september 1943 – at den planlagte handling endnu kan forhindres.

Hvad der regnes for sabotage

Fra kompetent side føjer hertil følgende supplerende meddelelse:

Det har i den seneste tid vist sig, at vildledte danske statsborgere af almindelige menneskelighedsgrunde eller ud fra misopfattet nationalfølelse har ment at burde hjælp sabotører eller andre personer, der eftersøgtes for begunstigelse af fjenden. Bekendtgørelsen fra den øverstkommanderende for de tyske tropper i Danmark tilsigter at gøre alle danske statsborgere opmærksom på, at sådanne handlinger nu straffes med de hårdeste straffe – efter omstændighederne også med døden. Opmærksomheden henledes herved udtrykkelig på, at til sabotørerne henregnes også personer, der ved sabotagehandlinger søger at ødelægge offentlige og private indretninger, virksomheder osv., som ikke umiddelbart står i den tyske værnemagts tjeneste.

Opmærksomheden henledes endvidere udtrykkelig på, at til begunstigelse af fjenden henregnes også enhver understøttelse af en fjendtlig magts soldater, for så vidt der ikke er tale om en første, til livets opretholdelse ubetinget nødvendig hjælp over for sårede fjendtlige soldater. Enhver dansk statsborger, der kommer i forbindelse med fjendtlige soldater, og som ikke vil løbe risikoen for en streng straf, gør vel i straks at give underretning til de kompetente tyske myndigheder. […]

Kilde: uddrag, Kolding Folkeblad, 6. september 1943.

1943 – 27 alvorlige domme for ulovlig virksomhed

Hjulpet faldskærmsfolk og udgivet det ulovlige blad ‘De Frie Danske’

Officielt meddeles:

Som det vil erindres, blev en overbetjent i Københavns Opdagelsespoliti i september måned forrige år dræbt ved revolverskud under ransagning i en huskarré i Vanløse. Drabsmanden befandt sig i den lejlighed, hvor man fandt den eftersøgte illegale radiosender, der var benyttet til at sende meddelelser til en fremmed stat. Han havde, inden han blev pågrebet, taget gift og døde kort efter. Nogen tid efter blev en anden person, der var eftersøgt i forbindelse med samme sag, antruffet i en lejlighed på Østerbro. Han affyrede revolverskud mod de politimænd, der skulle anholde ham, og sårede en af dem. Politimændene besvarede ilden, hvorved han blev dræbt.

Sprunget ud med faldskærm

Ved de undersøgelser, som det danske politi har foretaget i denne sag, er det fastslået, at de to nævnte personer var i en fremmed stats tjeneste. I det øjemed at forsyne dens efterretningsvæsen med oplysninger om forhold her i landet var de bragt hertil med flyvemaskine og derfra med faldskærm sprunget ud på et ubeboet sted. De var af den stat, i vis krigstjeneste de stod, forsynet med våben, penge og radiosendere. En tredje sådan faldskærmsagen vides at være flygtet ud af landet.

Den af disse personer udøvede virksomhed i et fremmed militært efterretningsvæsens tjeneste ville naturligvis også i fredstid være strafbar. Den er selvsagt i langt højere grad til skade for Danmarks interesser i krigstid og under de nuværende forhold, hvor en krigsførerende magts tropper befinder sig her i landet. Den sædvanlige straf for spionage under krigsforhold er i krigsførende lande døden. Ved paragraf 3 i midlertidigt straffelovtillæg af 18. januar 1941 er der for den, der i forhold til disse udenlandske militære styrker træder i modstandernes krigstjeneste eller yder modstanderne en bistand, der er egnet til at udsætte disse styrkers sikkerhed for fare, eller som i øvrigt foretager handlinger af lignende karakter, som er egnede til alvorligt at skade Danmarks interesser i forhold til udlandet, fastsat straf af fængsel på livstid, i mindre alvorlige tilfælde tidsbestemt fængsel ikke under et år. […]

12 domme

Af de personer, der ved at yde faldskærmsagenterne bistand, har overtrådt de nævnte bestemmelser, har 10 den 18. januar d. a. fået dom ved Københavns Byret. To personer var tillige tiltalt for at have deltaget i og til dels forestået udgivelsen og fordelingen af det illegale blad ‘De Frie Danske’, som de sammen med flere andre havde grundlagt. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 25. februar 1943.