1942 – Togsammenstød på Troldhedebanen

Togpersonalet skiftede slev spor på Stakroge Station. Påfølgende særtog kørte for fuld fart ind i fire læssede godsvogne.

Ved 16-tiden i går skete der på Stakroge Station på Troldhedebanen et større trafikuheld, idet et tog, der kom fra Kolding, kørte ind på et forkert spor og der for fuld kraft tørnede mod fire tildels læssede jernbanevogne, der holdt ud for briketfrabrikken.

Der er imidlertid følgende forhistorie til, det, der skete: Der havde på stationen været krydsning mellem to plantog. Det fra Troldhede kom først ind, og efter at være ekspederet kørte dette tog helt frem og bakkede så ind på sidesporet, medens toget fra Grindsted derefter kom og kørte ind på stationen. Personalet på det holdende tog skiftede derpå selv spor og fortsatte til Grinsted. Der blev ikke af togpersonalet rettet spor efter denne udkørsel, men da der ikke var afgivet melding herom på stationen, regnede stationsmester Pedersen med, at alt var bragt i orden. Det var det altså ikke, og da der kort efter kom et særtog fra Kolding, kørte dette ind på sidesporet. På lokomotivet opdagedes situationen, og det forsøgte at bremse toget op. Skinnerne var imidlertid fedtede af briketstøv og tåge, så bremserne virkede alt for lidt. Med næsten fuld fart forsattes derfor hen mod de holdende vogne, der ramtes med stor kraft. Lokomotivet borede sig ind i den forreste af vognene og fik bufferne revet af. […]

Falck fra Grindsted tilkaldtes for at hjælpe til med at få vognen på sporet igen og for på anden måde at assistere ved oprydningen. Der kom ingen mennesker til skade, men til gengæld er den materielle skade så meget desto større. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 3. december 1942.

1940 – Hvor Kolding får sine tørv fra

Der skal indenfor tørvesæsonen produceres 20 millioner stykker tørv til Kolding Kommune fra seks forskellige moser, der gennemsnitligt beskæftiger 125 arbejdere. Arbejdsstyrken kan variere fra 100 til 200 mand, og det er bevægelsen omkring L.A.B., der har været kommunens mellemmand i sagen.

Det anslås at kommunen ved dette arbejde spare omkring 500 kroner dagligt, som skulle være gået til understøttelse af arbejderne, der også ellers ville have været arbejdsløse.

I Svanemosen har staten sit tørveværk under ledelse af Skovfoged Henriksen, og her beskæftiges 25 mand, der allerede har lagt 600.000 stykker tørv ud, på primitiv måde med skovle og trillebøre.

I Vorbasse produceres der tørv til Kolding fra to moser, og derudover fra yderligere fire i Veest, hvor der er større tørveværker i Bække, Gjesten og Stakroge. Fra Vorbasse og Veerst er indtil videre produceret 6 millioner stk. tørv. Det forventes at driften kan fortsættes frem til 15. august, hvor der gerne skulle være produceret 20 millioner stk. tørv.

En lastbil køre dagligt arbejdere mellem Kolding og Veerst mose, mens arbejderne, beskæftiget i Stakroge, Bække og Gjesten, har leget sig ind hos egnens befolkning, og kun tager hjem om lørdagen.

Kilder: Hvor Kolding Kommune, får sine tørv fra, Kolding Socialdemokrat, 3. juli 1940