1942 – Kolding-afdelingen af Kvindernes interne Liga

holdt onsdag aften sit julemøde i Kvindernes Bygning. Mødet begyndte meget stemningsfuldt med musikunderholdning af den purunge frk. Rudbæk og en meget smuk oplæsning af lærerinde fru Køster.

Før mødet havde medlemmerne fået besked om at se deres gemmer efter og medtage alt det børnetøj, de kunne undvære. Det blev da også en anselig hob børnetøj, der kom, både strømper, små bukser, skjorter, bleer m.v. Alle disse gaver tillige med en pengesum blev overgivet barnesygeplejerske frk. Lunden til uddeling. Frk. Lunden takkede i hjertelige ord alle for, hvad hun havde modtaget og citerede et digt om de gode og tapre kvinder rundt i de små hjem.

Siden fulgte et lotteri, hvorved der indkom ca. 25 kr., som blev brugt til anden børneforsorg. Formanden, fru Støjberg, havde udført et stort arbejde for at tilrettelægge hele mødet […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 11. december 1942

1942 – Kvindernes Fredsligas Koldingkreds

holdt i går eftermiddags generalforsamling i Kvindernes Bygning. Tilslutningen var ringe til at begynde med, men blev bedre efterhånden. Formanden, fru fabrikant Støjberg, bød velkommen og aflagde efter at fru Gårdhøje var valgt til dirigent, beretning om årets virksomhed inden for foreningen, idet hun omtalte de forskellige møder og arrangementer samt deltagelsen i Samfundstjenesten. Hun sluttede med at opfordre foreningens tillidsmænd til at gå ud og tegne medlemmer. Mange vil gerne være med, bare de bliver spurgt.

Regnskabet fremlagdes også af formanden. Det balancerede mod 1.032 kr., og medlemskontingentet hade udgjort 442 kr.

Til bestyrelsens genvalgtes frk. Marie Koed, fru M. Thomsen, Viuf, og fru Støjberg med fru Heich, fru Johanne Larsen og fru Buhl, Harte, som suppleanter. Revisoren fru Karen Lauridsen genvalgtes. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 7. maj 1942.

1942 – 2.800 frikadeller fik i går ben at gå på

Og 2½ tønde kartofler!

I går oplevede Børnebespisningens store klientel den første frikadelledag i denne sæson. Det var, i parentes bemærket, fabrikant J. Chr. Støjbergs omgang. Han var den første, der tegnede sig for frikadellerne en søndag formiddag længe før jul, og der blev på hans regning fra den tidlige morgenstund i de to køkkener fremstillet ikke færre end 2.800 frikadeller. På Pigeskolen var det fru Dahl, der var økonoma – den hidtidige økonoma, fru Petersen, bliver i dag indlagt på sygehuset. På Pigeskolen blev der i alt lavet 1.800 frikadeller, og på Sdr. Vang Skole havde man stegt ca. 1.000.

På Pigeskolen havde man indstillet sig på, at der ville komme over 800 børn for at spise sig mætte. Ganske vist havde man skjult for børnene, at den stod på frikadeller – man havde endda begået den pædagogiske brøler at lyve for ungerne, da de dagen i forvejen spurgte, hvad de skulle have at spise den næste dag. Svaret havde da været “kærnemælkssuppe”. Men rygtet om frikadellerne løb hurtigt, og frikadellerne kunne i Pigeskolen mønstre sine godt og vel 800 liebhavere. Til frikadellerne spistes der 2½ td. kartofler, ½ td. gulerødder, 12 kg. ærter, 50 bundter persille, og der anvendtes til retten 60 kg. kød og 40 æg.

På Sdr. Vang-skolen, hvor børnene kom og gik og spiste og sagde tak for mad i den største ro og orden under overlærer H. A. Hansens overopsyn, havde man, som nævnt, lavet ca. 1.000 frikadeller, og de var lavet udelukkende af kalvekød. Det største antal børn, man her har bespist er 526. Erfaringsmæssigt falder antallet af børn lige efter juleferien, fordi der da endnu er mad nok i hjemmene, men med udgangen af januar møder der altid mange igen. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 15. januar 1942.

1941 – Mere byggeri i kvarteret ved havnen

Direktør Gimbel erhverver stor grund i Sdr. Havnegade.

Vor meddelelse i går om fabrikant J. Chr. Støjbergs påtænkte byggeri ved Østerbrogade, har vakt interesse i de kredse, der har deres virksomheder beliggende i kvarteret omkring havnen. Årsagen til fabrikant Støjbergs erhvervelse af det nævnte areal var, at den grund, hvorpå Opelforretningen for øjeblikket er beliggende, i realiteten, om ikke endnu helt formelt, er solgt til direktør Gimbel. Grunden der ejes af enkefru A. L. Johansen, er ca. 3.000 kvadratmeter stor. Købesummen for grunden med påstående bygninger ligger mellem 80 og 90.000 kr. Efter hvad vi har erfaret, agter direktør Gimbel at benytte de store værksted- og garagelokaler til lagerplads, men det er ikke usandsynligt, at der i løbet af det kommende år vil rejse en større kontor- og forretningsbygning på grunden ud til gaden. Direktør Gimbel har i den anledning allerede ført forhandlinger med en arkitekt. […} Med alt det private byggeri, der sættes i gang i Kolding, må man formode, at i hvert fald bygningsindustrien og de dertil knyttede brancher kan gå den nærmeste tid i møde uden frygt for større arbejdsløshed.

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 21. november 1941.

1941 – Byggeri til 100-150.000 kroner

Mellem Østerbrogade og Aagade

Det private byggeri trives – trods de vanskelig tider – ganske udmærket i Kolding. I aftes har automobilhandler J. Chr. Støjberg – den populære Opel-forhandler i Kolding – af dr. Sofus Christensen i Vejle købt et areal på 7.000 kvadratalen, beliggende over for Saftstationen mellem Østerbrogade og Aagade, nærmere betegnet mellem Schou & Co.s tømmerplads og Brandorffs Eftfl.s lagerplads. Vi har i middags haft en samtale med fabrikant Støjberg, der udtaler, at han så hurtigt som muligt agter at gå i gang med et ret omfattende byggeri på den erhvervede grund.

Det bliver et byggeri til mellem 100-150.000 kroner og først og fremmest gælder det for mig om at få opført et første klasses moderne automobilværksted, evt. i forbindelse med nogle beboelseslejligheder. Udenomplads er der jo nok af på dette sted, og det er i vore dage det vigtigste for et automobilværksted. En automobilforretning tager jo en del plads op – og selv i disse tider har vi ikke sjældent op til en halv snes biler på pladsen, og før den 9. april kunne vi ofte have mellem 20 og 30 biler, vi skulle skaffe plads til. Så når Danmarks 150.000 opklodsede biler igen kommer til at køre, skal der jo bruges noget albuerum. […]

Kilde. Uddrag, Kolding Folkeblad, 20. november 1941.