Et foreløbig udvalg har taget initiativet, og ved et møde om kort tid dannes foreningen.
Vi kan godt være enige om, at vi har foreninger nok i landet, også i Kolding. Men der mangler alligevel en, som utvivlsom vil blive en kendsgerning i løbet af kort tid. hvad den skal have som opgave, forklares gennem en skrivelse, som i de nærmeste dage udsendes til en større kreds af borgere i byen og på egnen, og som lyder således:
Engang i løbet af 1942 kan Kolding højere Almenskole fejre sin 400-årige beståen, idet skolen for første gang dukker op i historien i et dokument fra 1542. I 1942 håber vi tillige at kunne fejre ombygningen af skolen i en fuldt færdig skolebygning.
Nu er det naturligvis ubeskedent at jubilaren selv, udspurgt, fremkommer med ønsker om en jubilæumsgave; men det gør skolen ikke desto mindre, for den har et meget brændende ønske. Det er en fond til understøttelse af skolens dimittender, der, til trods for fremragende evner, ingen mulighed har for at gennemføre et studium, fordi de kommer fra små hjem. At der er trang til et sådant fond, fremgår af følgende kendsgerning: Af de 412 elever, der i øjeblikket er i skolens mellemklasse og realklasse, er 65 pct. sådan stillet, at de har friplads, og af de 105 elever, der er i gymnasiet, har 31 pct. friplads. En ting er givet, at har en elev friplads i skolen, er vedkommendes forældre således stillet, at det er umuligt for dem i væsentlig grad at støtte dem under et studium, men grænsen for friplads er sat således, at man dristigt tør ud ud fra, at der blandt dem, der betaler kontingent til skolen, også er mange, der må opgive et studium af samme grund.
Denne fond, som skolen ønsker, tænkes skabt gennem gaver, og det tænkes administreret af en forening af skolens venner, som tænkes dannet samtidigt. Kontingentet i denne forening, som søges dannet på bredt grundlag med et lavt minimumskontingent, skulle udelukkedes bruges til supplering af fondets årlige renteudbytte. […]
Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 7. januar 1942.