1944 – Studenterfesten på Almenskolen i aftes

Det er efterhånden blevet tradition, at studenternes første fest, efter eksamen er overstået, skal foregå på selve skolen. Før i tiden plejede man at samles et eller andet sted uden for skolen, men i de sidste to år har man sat alt ind på at holde denne sidste aftenfest med rektor og lærerne på skolen, Der er mere stemning over det, når man mødes studenter, forældre og skolens personale i de daglige omgivelser, som de unge nu står for at forlade.

Kl. halv otte samledes man i aftes i gymnastiksalen på Kolding højere Almenskole til stort smørrebrødsbord. Studenterne med de nye huer på hovedet var anbragt ved et langt bord i midten, medens forældre og lærere sad ved et hesteskoformet bord udenom.

Lektor Tang-Petersen talte først – efter at rektor havde budt velkommen – for studenterne. Han opfriskede minder fra skoletiden, der nu var forbi, og fra den bevægede eksamenstid. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 22. juni 1944.

1944 – De sidste studenter i Kolding bliver færdige i dag

Stor studenterfest på Almenskolen i aften […]

I dag bliver det sidste hold af Koldings studenter 1944 udklækket. Det er de nysproglige, der i dag til formiddag gennemgår studentereksamens sidste kvaler og for sidste gang – i hvert fald på deres barndoms skole – mange skal jo enten til Aarhus eller København at studere videre – sidder ved det grønne bord, og i eftermiddag, klokken godt fem, kan den sidste af de 38 unge, der i år udgør Koldings studenterhold, igen trække vejret lettet – eksamenstiden for denne gang er forbi.

De nysproglige resultater bringer vi i morgen.

Allerede i aften holdes den første studenterfest – på skolen – og det er ikke den af de mange fester, der i den kommende uge følger slag i slag, de unger glæder sig mindst til. Det bliver den den sidste aftenfest på deres gamle skole, og forældre og pårørende er inviteret med. Der bliver stort festligt smørrebrødsbord, og der er vist ingen tvivl om, at stemningen i aften vil være høj. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 21. juni 1944.