1943 – Halveret produktion af frugtvin

På grund af en kraftig nedskæring i sukkertildelingen
Efterhånden som lagrene af udenlandske vine og spirituosa er sluppet op og importen af disse varer reduceret til en ubetydelighed, er de danske frugtvine kommet til at spille en meget betydelig rolle for såvel butikshandlen som restaurationerne, men da sukkeret til fremstillingen har været rationeret ligesom til det almindelige forbrug, har det også været nødvendigt for frugtvinsfabrikkerne og vinfirmaerne at underkaste salget en ret streng rationering. Frugtvinsfabrikkerne ligger som følge heraf uden reserver, og i det store og hele er lagrene af frugtvine i butikkerne realiseret for at tilfredsstille det forøgede begær fra forbrugernes side til jul og nytår.

Kilde: Nationaltidende, 10. januar 1943.

1943 – Industriens sukkertildeling halveret

Betyder øgede vanskeligheder, siger dir. Vilstrup, Fællesforeningens Fabrikker.

Nedskæringen af industrisukkeret er nu fastsat til 50 pct. af forbruget i 1939. Det er en nedskæring, der vil mærkes stærkt overalt. For et foretagende som Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger i Kolding betyder den halverede sukkertildeling meget alvorlige problemer.

Man kunne frygte, at nedskæringen ville betyde afskedigelser og arbejdsløshed, men på fabrikkernes laboratorier har man gennem længere tid arbejdet målbevidst på at finde udveje for at forhindre en reduktion af den store arbejdsstyrke ved at søge frem til metoder, hvorved sukkeret kan strækkes så meget som muligt. Dette er også i nogen grad lukkedes, men efter hvad direktør Vilstrup i en samtalt med os i formiddags oplyser, er det uundgåeligt, at produktionen af bolcher og konfekt må skæres noget ned, hvorimod man mener at kunne opretholde den hidtidige produktion af flødekarameller, som man holder hånden over.

“Men”, som direktøren siger, “vi søger at hæve produktionen ved alle mulige lovlige midler på andre områder, og vi håber, at vi skal kunne undgå afskedigelser endnu i nogen tid af vore arbejdere. Alt i vor fabrikation bliver imidlertid berørt af sukkernedskæringen – vor kaffeerstatning alene undtaget.” […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 6. januar 1943.