1944 – Bedre kaffeerstatning og samme ølration

Uforandrede korntildelinger, men kaffesurrogatindustrien får rug i stedet for byg.
Statens Kornkontor har på et møde i går foretaget en fordeling af korn til industrien.
Efter hvad ‘Nationaltidende’ erfarer, er bryggerindustrien for det kommende høstår, der træder i kraft den 1. september, blevet tildelt den samme ration byg som for indeværende høstår, og det bliver muligt for industrien at opretholde den nuværende ølration.
Kaffesurrogatindustrien får tildelt 12.000 tons ryg, mens denne industri under krigen har måttet nøjes med byg til fremstilling af kaffeerstatninger. Før krigen anvendtes der udelukkende rug til fremstilling af kaffeerstatninger og kaffesurrogater, men befolkningens forsyning med rug nødvendiggjorde, at industrien måtte ty til anvendelse af byg til “kaffe”. Den nu trufne ordning bevirker, at kaffesurrogatindustrien bliver i stand til at fremstille bedre erstatninger for kaffe, end det hidtil har været tilfældet under krigen.

Kilde: Uddrag, Landbrugernes Dagblad, 24. august 1944.

1942 – Jydsk Saasæd skal behandle 2.000 tons cikorierødder og sukkerroer for F.D.B.

Ny bygning på havnen, hvor cikorie og roer til kaffesurrogat skal vaskes, snittes og tørres

Efter branden på havnen i sommer, da A/S Jydsk Saasæd & Korneksports pakhus, der tjente som lager for Kolding Hørfabrik, nedbrændte, har der været talt om, hvorvidt der skulle opføres et nyt pakhus igen. Brandtomten har ligget øde hen, men i de sidste dage er håndværkere begyndte at arbejde på den, efter hvad vi erfarer ved henvendelse til direktør Krogh, A/S Jydsk Saasæd & Korneksport, skal der i løbet af eftersommeren opføres en ny bygning og stilles maskiner op til at vaske, snitte og tørre sukkerroer og cikorierødder til brug ved Fællesforeningens fremstilling af kaffesurrogat.

Jydsk Saasæd har hidtil haft et samarbejde med Fællesforeningen med tørring, men der er nu oprettet en ny kontrakt, efter hvilken der skal vaskes, snittes og tørres 1 million kg. cikorierødder og et lignende kvantum sukkerroer. Direktør Vilstrup, Fællesforeningen, oplyser, at fabrikken hidtil selv har kunnet klare dette arbejde, men efter et nyt direktiv fra Vareforsyningsdirektoratet, skal der nu tørres større mængder end hidtil, og F.D.B. har da truffet den aftale med Jydsk Saasæd. at Fællesforeningens maskiner til dette brug flyttes ned i den nye bygning, hvorefter Jydsk overtager behandlingen. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 16. august 1942.

1942 – Salget af tobaksfrø fordoblet

De eventyrlige fortjenester er borte, men der er kommen alvor i dyrkningen.

Nu er det tiden, at tobaksplanterne plantes ud, og man vil med interesse følge, hvorledes udviklingen skrider frem inden for tobaksdyrkningen. De gyldne tider var jo forbi med maksimalprisen og afleveringspligten, og vi har derfor spurgt tobaksudvalgets service-kontor, om man her sporer nogen nedgang i tobaksdyrkernes antal.

Ikke pengespekulation, men alvorligt arbejde.

Siden i fjor er priserne jo blevet skåret ned til det halve, svares der – og det vil sikkert får en mængde dyrkere til at falde fra. Men der er vist ingen grund til at beklage dette forhold, for der vil stadig være mange tilbage, og det er ikke de ringeste. Oprindeligt var det jo sådan, at alle styrtede sig over tobaksavl ved udsigten til de meget store fortjenester, der kunne tages hjem – og som for øvrigt også blev taget hjem. Det fristede mange, men det er slet ikke disse folk, der kommer til at betyde noget.

For at tobaksavlen virkelig skal blive en realitet, må vort hovedformål være at opdrage folk til at dyrke og levere ordenlige varer. Det har desværre ikke altid været tilfældet tidligere. Man var ikke klar over, at der skulle være alvor med i spillet, men leverede varerne til fabrikken uden ordentlig forbehandling. Alt skulle jo bruges, og alt blev betalt med svimlende priser. Den mindste del af avlen blev dog brugt til rigtig tobak, idet man i stedet brugte den til at lægge ind i surrogatvarer; men hensigten er dog at fremskaffe en virkelig god tobaksvare. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 29. maj 1942

1942 – En halv snes “surrogat”-syge i Kolding

En sygdom, der skyldes overfølsomhed, og som viser sig som nældeagtigt udslet.

I Køge og Esbjerg – og vel også andre steder i landet – er der begyndt at optræde tilfælde af en sygdom, som man kalder surrogatsyge, fordi man mener, den skyldes surrogater. Den kaldes også på grund af symptomerne “Den fjerde syge” i relation til de tre kendte sygdomme: skarlagensfeber, mæslinger og røde hunde. Fra Esbjerg meddels, at sygdommen viser sig ved rødligt udslet over hele kroppen, men særlig i ansigtet. Den medfører ingen feber, men ofte lidt hævelse i ansigtet – nærmest som fåresyge. I Købe har sygdommen en noget anden karakter, og man er ikke sikker på, den stammer fra ernæringen. Man mener, at den nye sygdom er smitsom, da det har vist sig, at søskende ofte har haft den på én gang. Det er oftest børn, der er blevet angrebet.

Overfølsomhedssygdom, der kan skyldes erstatningsmaling.

Vi har spurgt kredslæge Axel Hansen, om man kender de nye sygdomme her i Kolding?

“Det gør vi”, svarer kredslægen, “men i meget ringe grad, og det er ikke helt det samme som de tilfælde, der beretets om fra Køge og Esbjerg. Der har i Kolding været en halv snes tilfælde af den slags – vi kan godt sige surrogat- eller måske rettere erstatningssyge – der viser sig som et rødligt nældefeberagtigt udslet, som de pågældende selv mener stammer fra surrogatnydelse. Der er overhovedet ikke smerte forbundet med sygdommen, som minder noget om de udslet, nogle får af at spise jordbær og muslinger.” […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 1. januar 1942.