1943 – 40 hjemløse fejrer jul i Kolding

Julefester på arbejderherberget og svendehjemmet

Selv de, der ikke har noget hjem at fejre jul i, har mulighed for at få en god julefest. I Kolding fejrede ca. 40 hjemløse mænd i år jul. På arbejderherberget samledes juleaften 22 mænd, der blev beværtet med flæskesteg og lagkage. Der var sendt forskellige gaver til herberget, så der kunne holdes lodtrækning blandt gæsterne, og det vakte stor glæde, at der bl.a. var kommet så meget tobak, at enhver kunne få en cigar, to cerutter og en pakke cigaretter.

Skræddermester Schmidt, Haderslevvej, læste juleevangeliet, og sidst på aftenen serveredes der kaffe med hjemmebagte kager. I går var der 24 gæster og antallet bliver formentlig det samme i dag.

På Svendehjemmet var der juleaften 18 rejsende svende, der ligeledes beværtedes med flæskesteg. Der blev her talt af formanden, typograf Korsbang. Også disse gæster kan blive på hjemmet julen over. Der sluttes med morgenkaffe mandag morgen. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 26. december 1943.

1943 – ca. 400 julepakker uddelt i går

Juleindsamlingen gav et par tusinde kroner mere end i fjor

Ca. 400 mindrebemidlede Koldingensere modtog i går morges med posten et lille trykt kort, som de de sidste uger har ventet med spænding: kortet, der gav adgang til en af juletræskomitéens pakker med først og fremmest en god, stor julesteg!

Og i går eftermiddags fandt selve uddelingen så sted fra Børnebespisningens lokaler. Sammen med en række indbudte samledes Julekomitéen en halv times tid før uddelingen for at tage resultatet af i første række formandens, tømrermester Hans Ludvig Hansens og hans trofaste medhjælper, landsretssagfører Halvor Petersens anstrengelser gennem mere end én måned i øjesyn.

Ved en æbleskive og et glas vin aflagde formanden en kort beretning over den sidste måneds indsamlings-begivenheder. Der var i alt indkommet ca. 11.000 kr., eller 2.000 kr. mere end i fjor. Festen på Trocadero havde givet 597 kr., på Astoria 512, bøssen på Torvet 1.600, to anonyme givere havde skænket henholdsvis 2.000 og 800 kr. Nisserne havde på gaderne indraslet 2.069 kr., og de fire banker havde givet 275 kr. Af pengene var en stor del brugt til indkøb af oksestegene til kurvene. Der var købt 400 stege, skænket et stort parti nyrer, hjerter og ben fra slagteriet, 300 rugbrød fra Bagermestrenes Rugbrødsfabrik, et større antal franskbrød og 400 pakker kaffesurrogater fra Oscar Christensen, fabrikant Grue og Fællesforeningen. Det beløb, der var blevet tilovers, var blevet fordelt med 2.000 kr. til syge og trængende, 25 til Svendehjemmet, Slumsøstrene og Arbejde adler, 30 kr. til sygehusets jul, 100 kr. til Frelsens Hær og 25 kr. til børnehjemmet. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 23. december 1943.

1943 – Vi holder jul – trods alt

Hvordan svendehjem, alderdomshjem og sygehuse fejrer årets største højtid

Jul er hjemmenes fest, er det sagt, og det er vel også hovedårsagen til at vore tanker ved juletid altid går til dem, der ikke kan fejre højtiden sammen med deres kære, men må holde jul blandt fremmede mennesker, og særlig samler vore tanker sig om de juleløse, de, der ikke har noget hjem, hvor de kan tilbringe julen eller har bekendte, de kan være sammen med.

Flæskesteg og æblekage er julemiddagen

På svendehjemmet og på arbejderherberget søger man så vidt muligt at holde jul, som man plejer. Man søger at give hele festen et så hjemligt præg som muligt, og der er bespisning såvel juleaften som 1. og 2. juledag. Det har været lidt vanskeligt at få fat i det, der skal til, men man håber dog at kunne give flæskesteg og æblekage; efter at juletræet har været tændt, og man har sunget nogle julesalmer, uddeles der nogle små gaver, og man slutter af med kaffebord.

På Overmarksgården er der juleandagt på sygeafdelingen kl. 17, hvor pastor Sølling taler ved juletræet, og formanden for Socialudvalget, Gossmann, vil komme til stede. Julemåltidet er det traditionelle med flæskesteg og æblekage, og der vil blive en lille julegave til hver enkelt. […]

Mange sømænd på sømandshjemmet

På sømandshjemmet venter man stort besøg i julen. Det er bebudet, at der vil komme både fremmede og danske søfolk, og man er på hjemmet taknemmelig for, at firmaerne på havnen har givet så stort et beløb, at man kan give alle gåsesteg. Man søger også så vidt muligt at have en gave til hver enkelt, men det har knebet lidt med at få så mange, som der er brug for, og man håber derfor, at nogle af byens borgere vil tænke på hjemmet. […]

250 patienter holder jul på sygehuset

På sygehuset gør man det så festligt man kan, for de patienter, der skal blive på sygehuset, idet man så vidt muligt søger at sende de patienter, der kan tåle det, hjem til jul. men på epidemiafdelingen kan man jo ikke så godt sende folk hjem. Der er for tiden 80-90 patienter og afdelingen har kun plads til 58. På samme måde er det på de øvrige afdelinger, så det bliver en jul, der hvad patienttal angår, slår alle tidligere rekorder. I alt regner man med omkring 250.

“Det ville være dejligt, med en halv kilo risengryn”, sukker inspektøren, “men det må vi give afkald på. Og på samme måde med kaffen! Men gådesteg får vi da trods alt, og juletræer på alle stuerne, 110 i alt, foruden de store juletræer på hver afdeling. Desuden bliver der andagter ved provst Roesen og pastor Sølling, så vi håber, at patienterne ikke vil savne julen derhjemme alt for hårdt”. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 19. december 1943.