1943 – Kolding Slagteri havde en årsomsætning på 30 mill.

En stigning på 41 procent i slagtningerne bevarer Koldings plads som nr. 1

Svineslagterierne gør nu årets leveringer op. Vi bragte i går resultaterne fra ‘Midtjylland’ i Grindsted, der havde en fremgang på 30 pct. En lignende stigning havde Ansager Slagteri. Derimod havde Vejle Svineslagteri praktisk talt uforandret antal svin, godt 34.000. I dag foreligger opgørelsen fro Kolding Andelssvineslagteris vedkommende, og det viser sig, at slagteriet i år atter kan betragtes som landets største. Slagtningen opgøres nemlig her i alt til 75.479 svin mod 54.558 i 1942, eller en stigning på 40,93 pct. Hvis man beregner svinene efter vægt, er der, da svinene jo nu leveres større end før, endda en fremgang på 132 pct!

Landets næststørste slagteri, Struer, har endnu ikke oplyst sine slagtningstal. Tallet fra det tredjestørste slagteri, Odense Eksportslagteri, ligger på. 55.000 stk. Også omsætningsmæssigt ligger Kolding i spidsen med et beløb på ca. 30 millioner kr., mod 26 mill. kr. i fjor. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 31. december 1943

1942 – Større svineslagtninger i denne uge i Kolding

Hjemmemarkedet får igen 100 pct. af forbruget i 1939 . Mange husmødre har allerede sikret sig søndags-flæskestegen

Leveringen af svin til slagterierne begynder nu at stige ret væsentligt. Holbæk Andelsslagteri modtog således mandag og tirsdag 460 store svin, svarende til 700 normale slagterisvin, og det var mere, end man var i stand til at slagte og partere med det indskrænkede mandskab. Kolding Andels Svineslagteri har også i indeværende uge modtaget betydelig flere svin, end i de foregående uger, nemlig 755 i løbet af ugens første fire dage mod 452 i hele sidste uge. Man venter dog ikke at komme op på over 800 svin i denne uge.

Det er den nye høst der begynder at virke for alvor, idet svinene nu er fedet op til den størrelse, landmændene ønsker, de skal have ved slagtningen, og som giver flest penge hjem. De 7-800 store svin svarer til omkring 1.200 almindelige baconsvin. De store svineslagtninger har bevirket at hjemmemarkedet for første gang i lange tider i denne uge får 100 pct.’s tildeling af omsætningen i 1939. Det betyder dog ikke at efterspørgslen kan efterkommes, siger man i en af Koldings slagterbutikker. Man skulle jo tro, at når kunderne får det samme kvantum svinekød og flæsk som i 1939, ville de være tilfredse, men hungeren efter flæskesteg og andre svinedelikatesser er efterhånden blevet stærk, og alle mennesker er på jagt efter svinekød for tiden. Derfor kan man trods alt ikke få flæsket til at slå til i udsalgene. Der er også den ting ved det, at mens man i 1939 havde en nogenlunde fast kundekreds, så går folk nu rundt fra udsalg til udsalg og spørger, og derved kommer efterspørgslen til at synes noget større, end den i virkeligheden er, for mange er jo naturligvis så heldige at komme på det rigtige tidspunkt mens der er noget på disken. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 29. oktober 1942.