1944 – Transport-flåde samlet i England

Tyskerne overbevist om, at de allierede i overskuelig fremtid vil forsøge landgang i stor stil et eller andet sted i Europa

Berlin, RB.

Internationale Information meddeler:

Fra britisk og amerikansk side lægger man åbenbart vægt på at fremkalde det indtryk, at storangrebet mod Europas kyster er umiddelbart forestående.

De kompetente tyske instanser beskæftiger sig selvfølgelig vedvarende med invasionsproblemet. Man konstaterer, at de i Sydengland samlede amerikansk-britiske stridskræfter forstærkes i tiltagende grad, at der koncentreres landgangsfartøjer i mange britiske havne, at der er samlet en transportflåde på flere hundredtusinde BRT, og endelig, at amerikanerne og briterne til trods for erfaringerne ved Dieppe og andre blodige fiaskoer i overskuelig fremtid vil foretage et forsøg på en landgangsoperation et eller andet sted i Europa. I sagkyndige kredse er man endog af den mening, at den invasionshær, der står rede i Sydengland, måske af politiske grunde kan blive tvunget til at slå tidligere løs, end det forekommer formålstjenligt ud fra militære overvejelser.

Kilde: Kolding Folkeblad, 3. januar 1944.