Kolding Social-Demokrat skriver nedenstående om det meget omtalte Koldinghus’ genopbygning:
Spørgsmålet om Koldinghus’ genopbygning synes hos en vis kreds af mennesker at tage en udvikling, som vi ikke kan se har noget med saglighed at gøre, men nærmest minder om hysteri. Vi tænker her på de tanke, Kolding Avis i dag fremsætter om at indsende adresser, og vi tænker på bladets forsøg på at udpege finansminister Buhl som syndebuk for, at sagen ikke allerede er afgjort. Vi advarer mod sådanne tendenser; de fører næppe til noget resultat, og vi vil i hvert fald modsætte os sådanne bestræbelser. Det er nok muligt, at finansministeren ud fra en samlet bedømmelse af landets finansielle muligheder og de ønsker og krav, der er fremsat fra hele landet, mener, at pengene til Koldinghus ikke er den opgave, der absolut først og fremmest trænge sig på. Det er som sagt muligt, at manden med ansvaret for finanserne har den opfattelse, men vi mener nu også at vide, at han i så fald ikke er den eneste, der har den opfattelse. Men hvorfor så udpege netop ham som syndebuk? Er der i det hele taget nogen anledning til at udpege nogen syndebuk? Vi mener det ikke. […]
Kilde: Uddrag, Fredericia Social-Demokrat, 24. februar 1941.