1943 – Koldings ønskeseddel

En række projekter til bekæmpelse af arbejdsløsheden efter krigen

Kolding Byråds Kasse- og regnskabsudvalg holdt i går møde i anledning af ministeriets anmodning til kommunerne om at planlægge store arbejder, som kan sættes i værk, hvis arbejdsløsheden igen bliver stor, hvilket man jo nærer begrundet frygt om skal ske efter krigen.

Der blev fremdraget en række projekter, af hvilke nogle har været på tale før, medens andre er helt nye. Vi kan bl.a. nævne den store Vejlevejsudvidelse, et rensningsanlæg på havnen for kloakkerne, så der kan indrettes W.C. i alle huse, en flyveplads nord for byen, et friluftsbad ved stadion, gennemførelse af Tankedalsvejen m.m. Disse millionprojekter blev nævnt som noget, der eventuelt kan sættes i gang, men iværksættelsen vil til sin tid komme til at afhænge af, hvor store statstilskud, der kan opnås. Også den kommende rørledning til det nye vandværk ved Trudsbro blev nævnt, men det er vist ret tvivlsomt, om der til et sådant arbejde kan opnås tilskud. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 6. november 1943.

1941 – Trafikministeren ser på vejprojekter i Kolding

En lynvisit i går – Dæmningen over Ådalen ikke opgivet?

Trafikminister Gunnar Larsen var i går på en lynvisit i Kolding. Trafikministeren havde anmeldt sin ankomst til Kolding kl. 7 i går morges, og Gade- og vejudvalgets medlemmer måtte tidligt op for at ledsage ministeren rundt for at se på vejprojekter, som man eventuelt venter tilskud til.

Vi har talt med Fabrikant P. Beirholm, der er medlem af udvalget, og Beirholm oplyser, at ministeren dels så på forholdene vedrørende den nye Tankedalsvej og dels på den gamle Seestvej, ligesom man var på åstedet for den eventuelle vejføring tværs over ådalen, hvis planen om at føre Hovedvej 10 over her på en stor dæmning skulle blive til virkelighed […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 13. maj 1941.