1945 – Tusinder af biler tages fra tyskerne

Ved grænsen har man konfiskeret 170.000 kr., 1.000 p. smør m.m, som de tyske jernbanefolk søgte at bringe med hjem.

Har tyskerne end gennem besættelsens år ført meget ud af landet, bliver det til gengæld ikke store sager, de nu kommer hjem med. Ved grænsen tages alt fra dem, og her hober sig på markerne tusindvis af biler op tilligemed cykler, radioapparater, kaffe, te, tobak, whisky osv., som de tyske tropper må aflevere, inden de til fods sendes over grænsen hjem. I Padborg har englænderne og frihedskæmperne hos de tyske jernbanefolk i Danmark, der nu ligeledes drager hjem, konfiskeret henved 170.000 kr. i kontanter, omkring 1.000 pund smør og mange andre dejlige sager.

Kilde: Fredericia Social-Demokrat, 10. maj 1945.

1941 – Urimeligt at standse kaffe-rationeringen fra oktober måned?

Provinskøbmændene hævder, at der vil være kaffe, te og kakao til en ny rationeringsperiode. Den rette fordeling vil ikke være noget problem.

‘Nationaltidende’ meddelte for nogle måneder siden, at rationeringen af kaffe, te og kakao ville høre op fra oktober, og at restbeholdningerne af disse eftertragtede varer ikke derefter vil blive overladt til fri handel, og handelsministeren oplyste i et interview i forbindelse hermed, at de beholdninger, der endnu måtte være tilbage efter juli kvartals-rationeringens udløb, nok ville blive anvendt til et eller andet formål.

Formanden for Urtekræmmerforeningen i København, amtsrådsmedlem, købmand Wald. Jensen, der er medlem af et særligt kaffenævn, nedsat af Handelsministeriet, har i fortsættelse heraf fornylig fremsat en udtalelse om, at han ville finde det rimeligt, at man samler mest muligt kaffe sammen på et enkelt kort, som f.eks. kan gøres gyldigt til jul eller anden højtidelig lejlighed. Der er også den mulighed, siger han, at man vil bruge den overskydende kaffe til specielle formål, f.eks. uddeling til gamle eller lignende. Disse udtalelser har ikke vakt glæde i provinskøbmændenes kreds. De samvirkende Købmandsforeningernes Organ skriver således i en ledende artikel, at;

Det nok er muligt, at man i Storkøbenhavn, hvor der til butikkerne som regel kun leveres brændt kaffe, er ved bunden af beholdningerne; men det samme er ikke tilfældet i provinsen, hvis købmænd i stor udstrækning køber rå kaffe. Der vil i provinsen være kaffe at få en rum tid efter, at engrosforretningerne melder udsolgt. Hvor længe detail-købmændenes beholdninger kan strække til, har vi ingen sikker viden om, men vi vil – med god grund – formode, at normal oktober-kvartalsrationering kan klares uden at det derfor bliver helt slut med kaffen. […]

Kilde: Uddrag, Nationaltidende, 13. juli 1941.

1940 – Kaffelotteri

Sangforeningen Brage i Kolding havde forleden udflugt. I løbet af aftenen afvikledes en bortlodning. Der var rivende afsætning på numrene, da man erfarede, at hovedgevinsten var et pund kaffe og trøstpræmien kakao og te. Varerne var fremskaffet af bestyrelsen, der i resignation havde sammensparet de nødvendige mærker ved i den sidste måned at nøjes med den såkaldte sanger-kaffe, der smager stærkt af øl.

Kilde: Lolland-Falsters Social-Demokrat, 7. august 1940