1944 – Advarsel

Da det erfaringsmæssigt viser sig, at der ved eksplosioner og lignende straks sker en tilstrømning af publikum, der uden at være klar over den risiko, der løbes, trænger frem til eksplosionsstedet, og terrænet deromkring, henstilles det indtrængende til publikum at holde sig borte fra sådanne steder, da al færdsel på og omkring et sådant sted kan medføre meget stor fare, så længe en grundig undersøgelse af stedet og det omliggende terræn ikke er foretaget.

Politimesteren i Kolding m.v., den 27. juli 1944. Thalbitzer.

Kilde: Kolding Folkeblad, 27. juli 1944.

1944 – De offentlige tilflugtsrum skal i orden

Politiet går dem i disse dage igennem

De to sidste dagalarmer, der begge kom på tidspunkter, hvor der var mange mennesker på gaden, medførte, at der blev forholdsvis livligt rykind i de offentlige tilflugtsrum, og det bevirkede igen, at disse rums indre forhold kom ud for en ret skarp kritik.

Det viste sig nemlig, at tilflugtsrummene ikke var i så god orden, som man kunne ønske sig det. Politiet fik meddelelse herom, og efter hvad luftværnschefen, politimester Thalbitzer oplyser overfor os, er politiet nu i færd med gå de forskellige tilflugtsrum igennem. De fejl og mangler, der er, vil blive draget frem, således at tilflugtsrummene hurtigst muligt vil være helt i orden.

Hvad angår private tilflugtsrum har politiet også modtaget en del klager over, at de mange steder langt fra er så gode og formålstjenstlige, som de skal være. Men de skal være i orden, ikke mindst nu, hvor spørgsmålet om en nærmere berøring med de virkelige krigsbegivenheder bliver mere og mere aktuelt. Ejerne af sådanne tilflugtsrum gør derfor klogest i hurtigst muligt at få dem sat i den lovbefalede stand. En af de allernærmeste dage kommer politiet nemlig på eftersyn, og der vil blive slået hårdt til, hvis tilflugtsrummene ikke er, som de skal være. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 8. januar 1944.

1943 – Politifuldmægtig Schlichtkrull forlader Kolding

Politifuldmægtig U. Schlichtkrull, der i små fire år har haft ansættelse som 2. politifuldmægtig hos politimesteren i Kolding, er fra 1. september udnævnt til fuldmægtig i Prisdirektoratet. Politifuldmægtig Schlichtkrull er bleven tilbudt stillingen, og da det , også rent økonomisk er en forbedring, har han ikke ment at kunne sige nej til at modtage den.

Ved politifuldmægtig Schlichtkrulls bortrejse mister politimester Thalbitzer atter en af sine unge, begavede jurister, der i disse unormale tider har trukket et meget stort læs af det arbejde, politiet må tage sig af. Således har den bortdragende bl.a. haft Mejeri-sagen, Hotel Nørrejylland-sagen og Busch-sagen. Hans mange venner i byen vil beklage hans bortrejse […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 10. august 1943.

1943 – Koldings nye politivagt indviet i formiddags

300 års forbindelse med rådhuset brudt

Ved en lille højtidelighed hvortil foruden ordenspolitistaben kun var indbudt chefen for kriminalpolitiet og byrådssekretær Jacobsen som repræsentant for byen, blev den nye politivagt i K.F.U.K.’s bygning på Rendebanen i formiddags indviet. Ca. 35 politifolk skal her have deres daglige gang.

Politimester Thalbitzer bød velkommen, særlig til byens repræsentant, byrådssekretær Jacobsen, og udtalte bl.a., at det var en historisk dag, idet politietaten i over 300 år uafbrudt har haft tilknytning til byens rådhus, men med overflytningen til de nye lokaler forsvinder enhver sådan tilknytning.

Da politimesteren i 1919 kom til Kolding, var alt politi samlet på Rådhuset, men i 1921 flyttede kriminalpolitiet op på Domhuset og senere, også politistationen med politiassistent Ree. Efterhånden var man blevet mere og mere ked af, at politivagten skulle have til huse i så dårlige lokaler – også ledelsen var utilfreds hermed, og da den nye politigård blev bevilget, herskede der stor glæde. Men den blev sat overstyr igen, da det viste sig, at der ikke i København var tilstrækkelig stor interesse for at få byggeriget af den ført igennem. Som en slags surrogat havde man nu fået gennemført flytningen hertil. Det er en meget stor forbedring, men det skal kun være en midlertidig foranstaltning. For politikommissæren, der skal lede politiet, må stadig blive boende på Domhuset med sin stab, og det svækker stadig politiet en del. For politiet skal være dér, hvor der sker noget, i gadelivet – og ikke, som nu 1½ km. ude i periferien.

Politimesteren sluttede med at udtale håbet om, at der snart måtte komme en bygning på den erhvervede grund. Her kan imidlertid udføres et godt stykke politiarbejde. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 1. juli 1943.

1943 – Gode danske ord fra Skamling på mindedagen igår

3-400 mennesker deltog i Skamlingsbankeselskabets jubilæumsfestligheder

Festlighederne på Skamlingsbanken igår eftermiddags i anledning af mindedagen for Bankens indvielse til dansk folkelig og national mødeplads fik et smukt og værdigt forløb. Mellem 300 og 400 mennesker deltog i mindehøjtidelighederne. De fleste tog med ekstratoget fra Kolding, der ankom kl. 16.25, men også med andre befordringsmidler var der kommet mange til Skamling. Festen var kun for Skamlingsbankeselskabets aktionærer med damer og de særligt indbudte. Havde forholdene ikke hindret afholdelse af en stor folkefest, ville deltagernes tal sikkert have kunnet tælles i titusinder. Det er dog meningen at søge et stor folkemøde gennemført søndag d. 20. juni.

Der var en repræsentativ forsamling, der havde givet møde på Skamling. Der var folk fra næsten hele landet. Fra København (eller Bornholm) var ankommet Folketingets formand, Hans Rasmussen, direktør Ussing og prof. Friis Johansen fra Ny Carlsbergfonden, Grænseforeningens formand, fhv. præsident Holger Andersen, billedhuggeren H. Starcke med frue, fra Sønderjylland den gamle sønderjyske fører Peter Grau fra Pøl, stiftamtmand Lundbye, Haderslev, borgmestrene Thulstrup, Haderslev og Fink, Aabenraa, Skoleforeningens formd. landstingsmand Jefsen-Christensen, Høbsbro, Sprogforeningens formand, bibliotekar Jacob Petersen, Aabenraa, biskop C. W. Noack, Haderslev, gårdejer Nis Skrumsager, Visby Hedegaard, Den Slesvigske Vælgerforenings tidligere sekretær Martin Simonsen fra Flovt, provst Biering, Sønderborg, folketingsmand Simon From, Fjelstrup, fhv. folketingsmand Schultz-Petersen, Tyrstrupgaard og mange andre.

Fra Kolding havde mange af byens borgere givet møde med borgmester Knud Hansen og politimester Thalbitzer i spidsen. Borgmesteren overrakte de 1.000 kr., som Byrådet havde bevilliget til Skamlingsbankefonden, vis formand, stiftamtmand Herschend naturligvis også var til stede. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 19. maj 1943.

1943 – Siden krigens begyndelse mere end 5.000 bomber inden for Sydjysk distrikt

Ca. 100 tjenestegrenschefer fra Syd- og Sønderjylland til Kolding i går

Ca. 100 tjenestegrenschefer inden for luftværnet i sydjysk distrikt holdt i går formiddag møde i Kolding Teatersal. Blandt forsamlingen sås repræsentanter fra politimyndighederne i samtlige syd- og sønderjyske byer, ligesom der var deltagere helt fra Skjern, Ribe og Esbjerg. Mødet lededes af chefen for Vestre Luftværnskommando, kaptajn S. A. Andersen, Aarhus, der gav en udførlig redegørelse for arbejdet i distriktet samt for de erfaringer, der var gjort. Efter en omtale af de nyoprettede meldestationer, hvorfra befolkningen i påkommende tilfælde telefonisk kan tilkalde hjælp, kom han ind på at berøre emnet: afskærmning af lygter. I alt for mange tilfælde ser man, at der sløse på dette område. Det gælder for cyklernes vedkommende, men i ikke mindre grad for bilerne. Førere af motorkøretøjer med dårligt afskærmede lygter udsætter både sig selv og andre for betydelig fare, idet man har eksempler på, at flyvere om aftenen eller natten er dykket ned og har beskudt rutebiler eller politibiler, der er kommet kørende med ret stærkt lys og således har været et tydeligt mål fra luften. Også Hvidtningen af fremspringende punkter på husfacader og lignende er det galt med, ikke mindst på landet. […]

25 dræbt ved bombesprænger

Siden krigens begyndelse er der i området Jylland-Fyn faldet ca. 2.000 sprængbomber af kalibre mellem 125 og 1.800 kg. og henved 9.000 brandbomber mellem 2 og 125 kg. Af disse mængder var mere end 50 pct. faldet i Sydjysk distrikt- Til begyndelsen af indeværende år havde 25 mennesker mistet livet, og 100 var såret ved bombesprængninger; desuden var 100 ejendomme ødelagt, mens ca. 3.000 var beskadigede.

Politimester Thalbitzer, Kolding, gav en række oplysninger om arbejdet i distriktet, og til slut vistes nogle lysbilleder fra flyverangrebene på Als, Tønder, Aahus og København. Om eftermiddagen holdtes gruppemøder inden for tjenestegrenene, hvor man drøftede interne anliggender.

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 14. april 1943.

1942 – Fornøjelig afslutningsfest på C.B.-grundskolen

Efter opvisningen blev der holdt en række taler, og delingsførerne fik overrakt gaver.

Afslutningen på C.B.-grundskolen i går fik et yderst vellykket og festligt forløb. Kl. 9 samledes hele styrken på pladsen foran Vandrehjemmet, og i den følgende halve time gav den en opvisning i eksercits i “at falde op og falde ned”, com C.B.erne selv kalder det, og i øvrigt de mange andre færdigheder, mandskabet har tilegnet sig i de forløbne fjorten dage. Tilsyneladende spillede det ingen større rolle, at regnen silede ned; man klarede sig lige godt for det.

Bagefter rykkede alle deltagere og den indbudte kreds, hvori bl.a. sås borgmester Knud Hansen, politimester Thalbitzer, stadsingeniør Lassen, brandinspektør Bach, politikommissær Kleberg og skolens lærere, ind i vandrehjemmets lokaler, hvor der var dækket kaffeborde både ovenpå og i kælderen, og for at de C.B.ere, der måtte nøjes med kælderplads, kunne følge med i festligheden, var der installeret højtaleranlæg med mikrofonen i havestuen.

Borgmesteren bød velkommen med et par smukke ord til mandskabet om øvelsens gode forløb, og politimester Thalbitzer takkede som chef Byrådet for invitationen til denne sammenkomst og takkede skolens lærere for det store arbejde, de har lagt i uddannelsen. Jeg har indtryk af, sagde politimesteren, at mandskabet er gået op i deres arbejde med interesse, og jeg tror, det vil vide at udnytte de kundskaber og de evner, det nu har.

En af skolelederne, overbetjent Glassow, takkede C.B.erne for den lyst og interesse, de havde vist under uddannelsen, og en af flokken, sagførerfuldmægtig Pille, talte på sine kammeraters vegne og bragte en tak til lærerne. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 28. juni 1942.