Tag: Therkilsen

1944 – Husmødrenes julefest

Jacob Krause Leave a comment

Kolding Husmoderforenings smukkeste sammenkomst året igennem er stiftelsesfesten den 14. december. Man forener hvert år denne stiftelsesfest med en julefest, og den bliver altid meget stemningsfuld.

Som ved tidligere lejligheder var der fyldt til sidste plads i Palmehaven i går eftermiddags, da foreningens formand, fru driftsbestyrer Eriksen bød velkommen. Efter at damerne havde sunget ‘I Danmark er jeg født’, læste den populære oplæser, lærer Søgaard Andersen ‘Ullabella’. Damerne var henrykte og morede sig kosteligt over den fornøjelige lærers friske gengivelse af Ingeborg Brams’ store teatersucces.

Der indløb en telegrafisk hilsen fra fru redaktør Therkilsen, København, hvorefter et af medlemmerne foreslog, at man skulle sende en hilsen til fru Therkilsen.

En tilbagevende begivenhed på stiftelsesfestens program er, at fru Stotz, der er medlem, synger. Traditionen tro sang fru Stotz også i går en række sange med sin smukke klangfulde stemme. Fruen sang bl.a. ‘Skøn er våren’, ‘Juleneget’, og ‘Barn Jesus’.

Derefter talte fru Eriksen. I meget gribende og smukke ord omtalte fru Eriksen fru redaktør Therkilsen, som i sin tid var med til at stifte Kolding Husmoderforening, og i alle årene, hun var her i byen, sad som et trofast bestyrelsesmedlem. “Vi vil mindes hende i kærlighed”, sagde fru Eriksen. Kolding Husmoderforening har i det forløbne år mistet flere af sine trofaste medlemmer, således fru Inger Lasthein og fru Kloster, der for kort tid siden døde. Begge de to damer mindedes i smukke ord. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 15. december 1944.

1944 – Bisættelsen af eksplosionskatastrofens ofre

Jacob Krause Leave a comment

Gribende højtidelighed i krematoriet og ved Sygehuset.

Onsdag formiddag kl. 10 blev Kolding Folkeblads flag atter hejst på halv stang – for fjerde gang i disse sorgtunge dage. Efter fru Therkildsens ønske var tidspunktet for bisættelsen af redaktør Therkilsen og hans unge datter ændret fra torsdag eftermiddag til onsdag, og højtideligheden fandt sted i krematoriet under ganske stilfærdige former. Kun de nærmeste pårørende og nærtstående venner overværede højtideligheden i krematoriet, hvor de hvide, blomstersmykkede kister stod side om side i koret. Dørene til kirkegården var lukket op, og en stor menneskeskare kunne herfra følge højtideligheden.

Højtideligheden indledtes med salmen ‘Nu falmer skoven trindt om land’, og derefter holdt sognepræst pastor Tobiasen en stærk personlig tale ud fra ordene fra den gamle pagt “Salige I, som sår ved alle vande” (Esajas 32):


Er er tale om mennesker, der gerne vil gøre godt på alle måder og over for alle mennesker. Der har fra mange sider i disse dage lydt gode ord om redaktør Therkildsen og hans datter. Vi vil gerne her, når det er kirkens røst, der lyder, mindes ham som den forkynder, han var, og vi vil gerne her sige Gud tak for, hvad han gav ham at være som forkynder iblandt os. Han såede ved alle vande, og vi véd ikke få eksempler på, hvordan han var mange ramte til stor personlig hjælp. Lørdagen før sin død skrev han fra sin talerstol om betydningen af at finde ind i kirken for dér at søge det bedste: “Der henter vi mod for tunge savn og styrke til dagens møje”. Dagen efter sad han sammen med os i menigheden og sang den salme, vi nu begyndte med. Redaktør Therkilsen gik frimodig gennem livet, fordi han havde fundet ind til det bedste, fordi han havde sit liv forankret i det, som aldrig glipper. Sådan er det også når vi tænker på ham og Danmarks fremtid. […]

Derefter foretog pastor Tobiasen jordpåkastelsen på de to kister. Man sang ‘Alt står i Guds faderhånd’ og redaktør Therkilsens søn, Kjeld Rask Therkilsen, takkede på sin moders og egne vegne for al deltagelse og medfølelse. […]

Portner Gejlagers bisættelse
fandt sted kl. 17 fra Kolding Sygehus’ kapel. Her var samlet en stor skare fra alle kredse i byen for at bevidne familien og de pårørende deres deltagelse. I kapellet stod den hvide blomstersmykkede kiste, og op imod den lå alle de mange kranse, der var nået frem. Man sang ‘Guds fred er mere end englevagt’ og efter bøn og trosbekendelse samt fadervor sang man ‘Til Himlen trækker din miskundhed Gud’. Medarbejdere fra Folkebladets tekniske afdeling bar kisten ud til rustvognen, og det store følge fulgte vognen gennem byen, overalt hilst med ærbødighed og blottede hoveder. Flagene vajede på halv, og fra sit sygeleje kunne fru Gejlager gennem vinduet se processionen dreje ud af sygehusets gård. Mange steder i gaderne var der strøet grønt og blomster på ligtogets vej. Ved Seest Bakke gjorde bilen holdt, og mens følget gik foran og dannede spalier, gled bilen langsomt frem med kisten og de nærmeste pårørende til Vamdrup, hvor den hensattes i kapellet. Her finder begravelsen sted fredag eftermiddag.

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 21. september 1944.

1944 – Kolding Byråd mindes katastrofens ofre.

Jacob Krause Leave a comment

Byrådet har tilbudt at bekoste alle tre begravelser.

Ved begyndelsne af Kolding Byråds møde i aftes omtalte borgmester V. Juhl i følgende ord bombekastrofen på Kolding Folkeblad og dens ofre:

Inden vi går over til dagsordenen, vil jeg gerne omtalte den ulykke, der ramte byen natten mellem fredag og lørdag. jeg siger med velberåd hu “ramte byen”, for naturligvis ramte den først og fremmest de familier, der mistede deres kære, men jeg tror at turde sige, at den skændselsdåd, der blev udøvet, føles af os alle som noget, der berører hele byen. Det bliver muligvis ikke opklaret, hvem det er, der har været samvittighedsløse nok til at ville forholde denne “dåd”, der har kostet tre menneskeliv, men forhåbentlig vil deres samvittighed give dem den straf, de ikke måtte få fra de offentlige myndigheder.

Tilsyneladende har der overhovedet ingen baggrunde været for den handling, der er udført. Formodentlig er det vilkårligt, at netop Kolding Folkeblad, blev udset til genstand for denne aktion. Vi véd alle, at bladet i enhver henseende har optrådt korrekt og neutral i tråd med den korrekte linje, redaktør Therkilsen altid har fulgt.

Vi deler alle den sorg, der har ramt fru Therkilsen og hendes børn og fru Gejlager. Byrådet har ønsket, at alle tre begravelser måtte blive afholdt af byen, men bladet har selv ville sørge herfor, og det må vi naturligvis respektere. Vi må da nøjes med at tænke på de efterladte og at være med til at vise dem den sidste ære. Det vil være naturligt i denne sal særligt at mindes redaktør Therkilsen, der i fire år deltog i Byrådets arbejde. Vi er endnu en del, der dengang arbejdede sammen med ham, og vi véd, at byens ve og vel lå ham meget på sinde. Han var en god, dansk mand, der altid kæmpede med åben pande. Vi vil bevare mindet om ham, og hans unge datter og portner Gejlager.


Byrådet påhørte stående mindetalen.

Kilde: Kolding Folkeblad, 19. september 1944.

1944 – Bombeattentatet mod Kolding Folkeblad

Jacob Krause Leave a comment

Tre dødsofre for bomben i den tekniske afdeling.

Tre sagesløse mennesker dræbt – et bladhus lagt i ruiner. Vi, der står tilbage, kan endnu knap fatte, hvad der er sket, endsige hvorfor det skulle ske. Og jo mere vi lader tankeren tumle med det ufattelige, des mere knuger meningsløsheden os. Denne nat vil stedse i Folkebladets historie stå som det mørkeste kapitel. I dag kan vi kun mindes vore døde og søge trøsten i, at de døde under opfyldelsen af det, der for dem var mere end en pligt. De satte livet til under forsøget på at værge det blad, der betød så meget for dem. De faldt som ofre for en udåd, som tidens råhed har skyllet ind over Danmark.

Vi mindes de døde, bladets redaktør, hvis manddomsværk det blev at skabe det blad, vi alle kender, hans unge datter, der ængsteligt spejdede stod ved vinduet i den mørke nat, og bladets samvittighedsfulde portner, der sammen med sin chef uforfærdet gik ind i den bygning, som sekunder efter begravede dem begge. Den dybeste medfølelse samler sig om de ramte familier og alle de pårørende. Her er sket det uoprettelige, det, der aldrig kan heles. Vi andre, deres medarbejdere, står stumme over for dette, men i dag, da vi atter søger at bygge op på resterne af det, der var, må vi tale om det, som bladet, den store læsekreds og vi har mistet.

Redaktør N. E. Therkildsen kom som redaktør til Kolding Folkeblad med en alsidig uddannelse bag sig, og det viste sig hurtigt, at han prægede sit blad, fordi han elskede sit arbejde. Trods alle de mange andre hverv og interesser, han havde at varetage, gik bladet frem for alt. Derfor voksede det under hans hænder. Han gav det hele sin rige arbejdskraft, han forstod at gå foran, både i det rent faglige og som chef. Stilfærdigt og uden store ord skete det, men det skete hver dag, og hver time på dagen var bladet i hans tanker. Han lærte os, at et blad ikke blot er en nyhedsbringer, men et instrument, hvorpå der kan spilles på mange strenge. Han indprentede os nøjagtighed i stort som i småt, han forstod at skære gennem mange af tidens snørkler og nå ind til det, der for enhver, som har med offentlig virksomhed at gøre er selve sagen: at skille avne fra kærne, at få det væsentlige frem i enhver sag, stor som liden. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 18. september 1944.

1944 – Da den voldsomme eksplosion skete

Jacob Krause Leave a comment

En voldsom bombeeksplosion lagde kl. 1.48 natten til lørdag Kolding Folkeblad tekniske afdeling i ruiner. Eksplosionen skete midt under flyvervarslingen, og den krævede tre menneskeliv: Kolding Folkeblads ansvarshavende redaktør, N. E. Therkilsen, redaktørens 17-årige datter Kirsten Therkilsen og bladets portner, den 32-årige Carl Gejlager.

Redaktør Therkildsen havde privatlejlighed i bygningskomplekset, Jernbanegade 35, og i kvistlejligheden i samme bygning boede portneren. Lejligheden på 2. sal var lejet ud til læge Karl Fuhrmann, der dog for tiden ikke beboer denne, så her var ingen hjemme. Om begivenheden har man kun den sårede fru Gejlagers forklaringer, og de går ud på følgende:

Kirsten hørte en rude klirre
Kirsten Therkilsen havde hørt en mistænkelig lyd, det må antagelig havde været ved 1.30-tiden. Det lød, som om en rude klirrede eller knustes. Hun kaldte på sin fader, der stop op, klædte sig på og derefter gik op til portneren på kvisten. Sammen gik de over gården for at komme ned i trykkeriet, og Kirsten Therkilsen og fru Gejlager stillede sig ved vinduet i trappeopgangen mellem 2. og 3. sal.

Den frygtelige eksplosion
Kort tid efter at redaktøren og portneren var gået ned i kældernedgangen for derfra at komme ind i trykkerilokalet, blev Kirsten Therkildsen og fru Gejlager vidne til den voldsomme eksplosion. Ruden, de stod ved, sprængtes, og Kirsten Therkildsen blev slynget nedad trappen til næste afsats, medens fru Gejlager blev slynget op ad trappen mod ægteparrets lejlighed. Fru Gejlager kom straks efter på benene, skønt hun var alvorligt såret, og hun havde kræfter til at bære den unge pige ned til foden af trappen, hvor hun lagde hende ved hovedindgangen til bygningen. Fru Gejlager løb derefter ud i porten for at skaffe hjælp. Kirsten Therkildsen var frygtelig tilredt af de flyvende glassplinter. Porten ind til bladets bygning er om natten lukket med en meget svær jerngitterlåge, og det var ikke muligt for fru Gejlager at åbne den, idet hendes mand og redaktøren havde taget nøglerne med.

Hjælp, hjælp, det brænder!
Fortvivlet løb hun frem og tilbage i porten og råbte: “Hjælp, hjælp, det brænder! Og min mand og redaktøren er dernede”. En telefonmontør og en nattevagt kom til, og nattevagten åbnede med sin nøgle porten. De måtte med magt forhindre fru Gejlager i at styrte gennem gården for at komme ind i bygningerne.

Styrtet stammen som et korthus
Selv måtte de også opgive at yde nogen som helst hjælp her. Den store bygning, der i kælder og stueetage var optaget af den store trykkerihal, og som på 2. sal rummede sætteriet og på 3. sal forskellige mindre tekniske afdelinger, fotografens afdeling, garderober m.m. var ved eksplosionen sunket sammen som et korthus. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 18. september 1944.