1942 – Statsminister Th. Staunings bisættelse

Hele folket og vore nabolande repræsenteret ved den af staten arrangerede mindehøjtidelighed.

Søndag eftermiddag bisattes statsminister Th. Stauning fra Forum i nærværelse af kongen og hans to sønner, af 8-10.000 repræsentanter for det danske folks forskellige grene og af repræsentanter for Sveriges og Finlands regeringer samt for en lang række fremmede nationer.

Højtideligheden var arrangeret af staten, og det hele arrangement var præget af stor stilfuldhed og enkelthed. Midt på tribunen stod båren, dækket af et væld af forårets skønneste blomster og flankeret af tre floromvundne fagforeningsfaner, deriblandt den første socialdemokratiske fane, der var med i “slaget” på Fælleden i 70’erne i forrige århundrede. Bag båren løftede sig den sortbetrukne talerstol, og bag denne igen dannede vældige draperier i sort og hvidt en højtidsfuld og alvorlig ramme om højtideligheden.

Langs tribunen stod en lang række laurbærtræer, bag hvilke 100 fagforeningsfaner havde opstilling. I øvrigt var der vældige rum kun udsmykket med dannebrogsflag og med en kæmpemæssig sorthvid løber fra hovedindgangen til tribunen.

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 11. maj 1941.

1942 – Stauning sov stille ind søndag formiddag

Han kom ikke til bevidsthed efter hjerneblødningen. Bålfærd på søndag?

Statsminister Stauning sov stille hen søndag formiddag kl. 10.45 på Bispebjerg Hospital. Dødsårsagen var den hjerneblødning, som havde ramt statsministeren i hans hjem fredag morgen. Store Bededags eftermiddag blev statsministeren, som omtalt, bevidstløs, og han kom ikke mere til bevidsthed. Han lå stille hen, klagede ikke, og havde ingen smerter. Hjertefunktionen blev svagere og svagere.

Til stede ved statsministerens dødsleje var de to sønner, gdr. Holger Stauning, Ourø, og den unge Søren Stauning, der læser til student. Endvidere statsministerens husbestyrerinde, koncertsangerinde frk. Augusta Erichsen, hendes søster og prof. Foged.

Kongen underrettet efter kirkegangen

Straks efter at døden var indtrådt fik den fungerende statsminister Buhl meddelelser derom, og han underrettede kongen, så snart denne kom hjem fra kirke. Den socialdemokratiske partiformand, folketingsmand Alsing Andersen blev også underrettet og kom straks efter til stede på Bispebjerg Hospital, medbringende røde roser fra Socialdemokratisk Forbund og hvide tulipaner fra Rigsdagsgruppen. Folketingsmand Alsing Andersen fulgte familien til Valuersvej for i hjemmet at gennemgå statsministerens papirer, om der her skulle være optegnelser med hensyn til statsministerens egne ønsker angående bisættelsen.

Stor deltagelse fra alle sider

I løbet af søndagen blev der over for de efterladte sendt kondolencehilsener med blomster og telegrammer. Således modtog de to sønner et telegram fra kongen, hvori denne gav udtryk for sin dybfølte deltagelse. Endvidere indløb kondolencehilsener fra kronprinsparret, prins Axel og prinsesse Margaretha, Staunings gode ven gennem mange år, statsminister Per Albin Hansson og fra en lang række foreninger og institutioner. Den svenske regering gav udtryk for deltagelse over for den fungerende statsminister Buhl, og over for udenrigsministeren blev der udtrykt deltagelse bl.a. fra den tyske gesandt von Renthe Fink og den svenske minister von Dardel. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 4. maj 1942

1942 – Statsminister Stauning ligger for døden

Et tilbagefald i går, der næppe giver noget håb. Finansminister Buhl konstitueret.

Statsminister Th. Stauning, der i den senere tid har været i god bedring, blev fredag formiddag i sit hjem ramt af en hjerneblødning, da han var ved at stå op. I faldet forslog statsministeren sin ene hofte, og hans læge, professor, dr. med. Jens Foged, fandt det bedst at lade statsministeren indlægge på Bispebjerg Hospital. I dagens løb indtrådte der en forværring i statsministerens tilstand og bulletinden i morges lød endnu alvorligere. Det hed heri:

Professor, dr. med. Foged udtaler til morgen, at statsminister Staunings tilstand har forværret sig i nattens løb, og der er alvorlig fare for hans liv.

Mange hilsener til sygelejet.

Det var meningen, at statsminister Stauning i går på 1. majdagen holdt en kort tale til et ungdomsmøde i Idrætshuset, men dette arrangement måtte selvsagt aflyses. Fra mødet i Idrætshuset og fra flere andre majdagsmøder indløb der telegrafiske hilsener til statsministerens sygeleje.

Bevidstløs siden i går eftermiddags.

Statsministeren har været bevidstløs siden i går eftermiddags – Ved statsministerens sygeleje opholder den unge søn, Søren Stauning, sig stadig, og tillige er Staunings husbestyrerinde, koncertsangerinde Augusta Erichsen, til stede på Bispebjerg Hospital. Det er nu halvanden måned siden, statsministeren første gang blev ramt af et alvorligere ildebefindende. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 2. maj 1942.

1941 – Kolding ønsker genrejsning af Koldinghus

En deputation hos statsminister Stauning for at opnå statsstøtte til genopbygningen, hvortil byen selv yder 200.000 kr.
København, fredag (RB)
Statsminister Stauning modtog i dag en Kolding-deputation med borgmester Knud Hansen som leder. Der afleveredes en adresse fra Kolding Byråd og en række af de førende organisationer i Kolding med anmodning om statsstøtte til genopførelsen af Koldinghus som led i beskæftigelsesforanstaltningerne. Kolding By vil selv ofre 200.000 kr.
For fire år siden beløb de samlede omkostninger ved en genrejsning af Koldinghus sig til ca. 1 million kr., nu vil det antagelig koste adskilligt mere.

Kilde: Ribe Stiftstidende, 28. februar 1941.

1939 – Danmark og den kritiske situation

Kongen har afbrudt sit ophold på Marselisborg Slot og sejler i aften til København. Indenrigsminister Dahlgaard ønsker en bemyndigelseslov for så hurtigt som muligt at kunne træffe de nødvendige forholdsregler, bl.a. til civilbefolkningens luftbeskyttelse, hvilket var emnet for en konservativ henvendelse til regeringen. Statsminister Stauning bebuder yderligere forholdsregler foretaget snarest. Fra i går er det umuligt at sende postanvisninger ud af landet.

Kilde: Nationaltidende, 26. august 1939