1944 – Mindre rationer af tobak efter nytår?

Enkelte fabrikker har fra 1. oktober nedskåret deres leverancer med 10-25 pct.

I tobakshandlerkredse frygter man for, at rationerne inden længe og i hvert fald senest 1. januar nedskæres væsentligt, fordi tilførslerne fra udlandet efterhånden er blevet stærkt begrænset. Da peges i denne forbindelse på, at enkelte fabrikker fra 1. oktober har nedsat deres leverancer med fra 10 til 25 procent.

Fra tobaksindustriernes side udtales i dag, at der ikke i øjeblikket er nogen fare for en yderligere almindelig nedskæring. Den sidste tids nedskæringer er mere lokale fænomener, som står i forbindelse med enkelte firmaers vanskeligheder med at tilpasse leveringerne i et enkelt kvartal efter kvotaen. Industrien tør på den anden side ikke påtage sig nogen art garanti for, at de nuværende rationer kan holde efter nytår.

Kilde: Kolding Folkeblad, 7. oktober 1944.

1944 – Jagten på sort børs-baroner i Kolding

Man bør være sikker i sin sag inden man indgiver anmeldelse.

Koldingensernes opmærksomhed på Sort-børs baronerne er skærpet meget. Det skulle imidlertid ikke gerne gå sådan, som det er sket andre steder, at uskyldige får en afklapsnings og så bagefter må nøjes med en undskyldning. Der er i denne forbindelse et ømt punkt, der hedder tobakshandlerne. Hovedparten af disse handlende er reelle nok, men får ofte skyld for at lade varer gå på den sorte børs, når en kunde føler sig snydt, skønt tobakshandleren har “ren mel i posen”. En af byens cigarhandlere henvendte sig i går til vagten i anledning af at han havde fået et trusselsbrev fra en kunde, der i meget uparlamentariske vendinger opfordrede ham til at udlevere varerne, da der ellers ville blive taget affære.

Den bedste vej i et sådant tilfælde vil ganske afgjort være at henvende sig til tobaksindustriens fordelingsudvalg, som kan tage tildelingen fra vedkommende tobakshandler, hvis der er grund for beskyldningen. Desuden vedtog vagten i går et par anmeldelser om sort-børs baroners virksomhed, men undersøgelserne viste at de ikke havde noget på sig. I ét tilfælde var det dog rigtigt nok. Det var en ung mand, der på banegården falbød hjemmerullede cigaretter. Han blev kaldt op på vagten, og man konfiskerede hans lager på 60-70 cigaretter, hvorefter han fik lov til at løbe med en meget kraftig advarsel.

Kilde: Kolding Folkeblad, 4. oktober 1944.

1944 – Selvjustitsen tager overhånd i Esbjerg

Tre fiskere overfaldt en tobakshandler, der i bevidstløs tilstand måtte indlægges på sygehuset. 30-40 mennesker mishandlede tre unge mænd på banegården.

Medens Esbjergenserne med almindelig begejstring fulgte, hvorledes at korps af vognmænd og chauffører fra lørdag til mandag fik afsløret et dæktyvekomplot på en halv snes mand, og reddet 26 dæk, er man i dag noget ængstelig over det udslag, selvjustitsen i aftes har givet sig i Esbjerg. Det begyndte med et regulært overfald på en købmand i Strandbygade ved lukketid. Han fik undsætning af en tilstedeværende kunde, og ved fælles hjælp fik de voldsmanden overmandet og holdt fast, til Falck kom og hentede ham. Manden synes pludselig at være gået amok uden særlig foranledning. sent på aftenen blev en tobakshandler overfaldet i Kongensgade af tre fiskere, der ville have tobak. Tobakshandleren fik en så hård behandling, at han blev indlagt bevidstløs på sygehuset. Omtrent samtidigt overfaldt 30-40 unge mennesker på Esbjerg Banegård tre unge mænd, som de mente var sort børs-handlende. Også de fik en meget hård behandling og vil være uarbejdsdygtige foreløbig. De fandtes ikke i besiddelse af nogen tobak.

Kilde: Kolding Folkeblad, 4. oktober 1944.

1941 – Tobaksløse dage i flere provinsbyer

Foreløbig i Horsens, Næstved og Odense – i andre byer indskrænkes lukketiden.
Cigar- og tobakshandlerne i flere større byer i provinsen har taget spørgsmålet om indskrænkning i lukketiden op som følge af den stærke mangel på tobak. For en måneds tid siden besluttede cigarhandlerne i Horsens at holde butikkerne lukkede om torsdagen. Kollegerne i Næstved og Odense er nu fulgt efter og har proklameret henholdsvis torsdag og lørdag som “tobaksløse dage”. For Odenses vedkommende træder ordningen i kraft på lørdag, for Næstved i næste uge […]

Kilde: Uddrag, Nationaltidende, 2. maj 1941.