Kolding-egnen et eldorado for skisport-folkene
I nat faldt der over Kolding-egnen et tykt lag sne, som dækkede landskabet som et jævnt tæppe i 6-8 tommers tykkelse. Det var anstrengende at vade til arbejdspladserne i den megen sne, ligesom al kørsel naturligvis blev vanskeliggjort, indtil sneen blev trykket sammen eller kastet til side. Men det var helt oplivende at se så ualmindelig skønt landskab, som der frembød sig.
Da det foreløbig ikke er blevet tøvejr, vil ungdommen kunne få megen fornøjelse af sneen, der er faldet i vindstille vejr med et jævnt, tykt lag overalt. Det er flere år siden, man har haft et så smukt snefald på Kolding-egnen, og egnens mange bakker er nu et sandt eldorado for skisportsfolkene og de kælkende børn.
Da sneen ingen steder var føget sammen i driver, foregik trafikken på baner og med rutebiler uden større besvær. Dog var der på Statsbanerne til morgen halvanden times forsinkelse, ligesom Sydbanen også var lidt forsinket.
Kilde: Kolding Folkeblad, 9. januar 1945.