1944 – Ingen rejsemulighed til Esbjerg, Tjæreborg og Guldager

Gælder også for gennemrejsende personer
Statsbanernes 2. distrikt meddeler:
Der vil indtil videre ikke være rejsemulighed til eller fra stationerne Esbjerg, Tjæreborg og Guldager. Alle billetsalg til og fra disse stationer er standset. Dette gælder også for rejsende, der skal passere de nævnte stationer. modtagelse af godsforsendelser af enhver art til eller fra omtalte stationer er også aflyst. Ny meddelelse vil blive udsendt så snart forholdene ændres.

Kilde: Den nazistiske avis ‘Fædrelandet’, 17. november 1944

1943 – Toggangen nedskæres yderligere fra 15. marts

Ét togpar mindre over alle strækninger

Generaldirektoratet for Statsbanerne meddeler:

Ifølge Regeringens bestemmelse vil der fra 15. marts 1943 blive foretaget en yderligere indskrænkning af køreplanen for personbefordring på Statsbanerne, fordelt på samtlige strækninger, som regel med et togpar dagligt. Der søges bevaret forbindelse med de to hovedtog mellem landsdelene, og man vil tage videst muligt hensyn til lokaltrafikkens nødvendigste behov.

Med den i forvejen så stærkt reducerede toggang og den meget betydelige personbefordring, vil det dog ikke kunne undgås, at nedskæringen vil medføre ulemper og yderligere vanskeliggøre og forringe rejsevilkårene. På privatbanerne vil der samtidigt blive gennemført en indskrænkning af tilsvarende karakter. […] Med den nedskæring, der nu stiles efter, vil køreplanen blive nedbragt til omkring en tredjedel af det normale.

Trafikminister Elgaard udtaler over for os: “Nødvendigheden byder os at foretage en yderligere nedskæring. Alle må nu gøre sig klart, selv om det har været understreget mange gange før, at tiderne kun er til nødvendige og påkrævende rejser. Det må være således, at de mennesker, der er nødt til at rejse, også kan blive befordret. Alle andre, for hvem det ikke er en absolut nødvendighed at rejse, gør klogt i at blive hjemme.”

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 22. januar 1943.