1944 – I Normandiet kæmper tyskerne sig mod øst

Under hård modstand og fjendtlige angreb i flanken – på Sydfronten kæmpes hårdest i bjergdalene nord for Toulon.

Førerhovedkvarteret, RB.

Værnemagtens overkommando meddeler søndag:

I Normandiet kæmper vore tropper sig fra området nord for Argentan mod hård modstand og under afvisning af stadige fjendtlige flankeangreb yderligere tilbage mod øst. I området nordøst og nord for Chartres står vore spærreformationer i kamp med fremstødende fjendtlige styrker, som forstærkes fra sydvest.

I Sydfrankrig forøger fjenden nu under indsats af stærke panserstyrker at udvide sit brohoved til siderne og mod nord. Navnlig i bjergdalene nord for Toulon kæmpes der heftigt. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 21. august 1944.

1944 – Allieret landgang i Sydfrankrig i dag

Startet fra Korsikas vestkyst i nat

Berlin, R.B.

Internationale Information meddeler:
Tre dages heftige bombeangreb af engelsk-amerikanske luftstridskræfter mod befæstningsanlæggene ved den sydfranske kyst og den af tyske rekognosceringsmaskiner konstaterede bevægelser af en landgangsflåde på i alt ca. 100 fartøjer, der var sikret af krigsskibe og stærke luftstridskræfter, og som var løbet ud fra en havn på Korsikas vestkyst, lod vente, at englænderne og amerikanerne ville foretage en ny landgangsaktion. I nat blev der gjort et første landgangsforsøg i Bornes-bugten ca. 20. km. øst for Hyeres. […]

Siden de tidlige morgentimer i dag har kystområdet mellem Cannes og Nizza ligget under stærk beskydning fra fjendtlige skibsartilleri. Fra forskellige punkter mellem Toulon og Cannes meldes der om yderligere landgangsforsøg bl.a. med ca. 100 fragtsvæveplaner, der blev stærkt sikret af jagere. En del af disse forsøg er allerede blevet sønderslået. PÅ andre steder er kampe med tyske kystsikringer i gang.

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 15. august 1944.