I aftes havde Industriforeningen budt sine medlemmer på en Kaj Munk-aften ved Gerda Christophersen tournéen. Det er jo blevet sådan, at når Kaj Munk står på plakaten, venter folk, at der er noget at se og høre. Digterpræsten er sådan set i skuddet. Og han er jo ved siden af at være en skrap journalist og en betydelig dramatiker ikke nogen ringe reklamemand. Firmamærket er ganske godt indarbejdet. Når det står på varen, så går den. Men det er nu ikke alle fabrikata, der er helt prima. Det fik teatergængerne i Kolding aftes også et bevis på. Denne gang var det tre små enaktere af vidt forskellig art, der stod på programmet; Ruskomsnusk med røde klude.
Først var der det lille “lystspil” ‘Den kærlighed’. Kaj Munk fortæller selv, at det er et hastværksarbejde, som han “på grund af forholdendes magt” har givet fra sig, før han egentlig ønskede det. når man har set det, forstår man undskyldningen. […] Næste enakter, et lille skuespil ‘Døden’, ligger i en højere klasse. Der er noget af den rigtige Kaj Munk, halvt af præsten, halvt af komedianten, der holder af at sige replikker, som chokerer pæne folk. […] Og så endelig den sidste enakter ‘Der brænder en ild’. […] Her så vi lidt af den Kaj Munk, som han er, når han laver virkningsfuld dramatik. De sidste to enaktere reddede aftenen. Trods svaghederne gav de både underholdning og belæring, mest af det første. Det er og bliver dog ikke andet end affald fra Vedersø-præstens dramatiske værksted.
Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 24. september 1942.