1942 – Tyskerne fortsætter deres terror mod de danske blade

Pressefrihedens fjende nr. 1, dr. Meissner fortsætter sin terror mod de danske blade. Nu er han ikke mere tilfreds med at få fjernet chefredaktørerne fra bladene, men farer også frem imod bladenes medarbejdere, og den første, der er blevet offer for de nye tyske krav er ‘Billed-Bladet’s medarbejder, redaktør Kaj Holbech. Midt i august måned fik Berlingske Tidenes ledelse et brev fra Udenrigsministeriets Pressebureau, hvori det oplystes, at tyskerne ønskede redaktør Holbech fjernet fra “Billed-Bladet”, da gesandtskabet var bekendt med, at han havde en tysk-fjendtlig indstilling, og at hans arbejde ved bladet var præget af denne hans indstilling.

For en måned siden blev bladets chefredaktør, hr. Ejnar Black fjernet ved et tysk magtbud, og nu har altså en anden god dansk mand inden for dette blads redaktion måttet vige for et tysk krav. Dr. Meissner og hans lejesvende på “Forræderlandets” redaktion har vundet en Pyrrhus-sejr. Den dag, vi alle venter på med længsel, nærmer sig lykkeligvis med hastige skridt, og da skal det tyske slæng på Kastelvej og landsforræderne i Store Kongensgade så sandelig få deres bekomst! Der skal ikke blive lagt fingre imellem.

Kilde: Det illegale blade: ‘De Frie Danske’, 23. september 1942, nr. 12, 1. årgang.

1942 – Uddrag af Udenrigsministeriets Pressebureaus strengt fortrolige meddelelser til pressen

10. juli 1942: Politimæssige foranstaltninger over for kvindelig ungdom i Aalborg. Nogle politimæssige foranstaltninger som Sædelighedspolitiet i Aalborg i den senere tid har måttet træffe over for kvindelig ungdom i Aalborg, må kun omtales i meget beskeden form og må ikke sættes i forbindelse med de særlige befolkningsmæssige forhold i Aalborg og omegn.

14. juli 1942: Brandstiftelse på fabrikker i Aarhus. Brandstiftelse, der natten til tirsdag menes at være forsøgt på et par fabrikker i Aarhus, må under ingen omstændigheder omtales i bladene.

15. juli 1942: Omtale af sagen mod Christmas Møllers skipper. På given foranledning meddeles, at der ikke må bringes nogen forhåndsomtale i bladene om behandlingen i Højesteret af sagen mod sagen mod skipper Peter Valdemar Schmidt og letmatros Vejle-Petersen, som med motorgaleasen “Argo” i maj måned i år sejlede fhv. handelsminister J. Christmas Møller.

21. juli 1942: Brand på jernbanebroen mellem Aalborg og Nr. Sundby. Der må af trafikmæssige grunde ikke i pressen bringes nogen som helst omtale af en brand i nat på jernbanebroen mellem Aalborg og Nr. Sundby, heller ikke lokalt. […]

Kilde. Uddrag af det illegale blad: ‘Frit Danmark’, 20. august 1942, nr. 5, 1. årgang.

1941 – Pagten forpligter ikke Danmark militært eller politisk

Og ændrer ikke vor stilling som ikke-krigsførende stat. Danmark blev indbudt til at tiltræde pagten.

Udenrigsministeriet meddeler tirsdag:

I henhold til artikel 2 i den mellem Tyskland, Italien og Japan afsluttede overenskomst til bekæmpelse af kommunismen, den såkaldte Anti-Komintern-pagt, har denne pagts signatarmagter indbudt den danske regering til at tiltræde pagten, hvis første 5-årige gyldighedsperiode udløber tirsdag den 25. november 1941, og som nu forlænges for et tidsrum af yderligere 5 år.

I erkendelse af den fare, kommunismen indebærer for hele vor kultur og samfundsorden, har den danske regering, som bekendt, allerede sidste sommer taget initiativet til gennemførelse af loven af 22. august 1941 om forbud mod kommunistiske foreninger og mod kommunistisk virksomhed, efter at den tidligere ved tilbagekaldelse af det danske gesandtskab i Moskva havde afbrudt forbindelsen mellem Danmark og Sovjetunionen. Som en naturlig konsekvens af den politiske linje, som her i landet i dette spørgsmål er blevet fulgt siden udbruddet af krigen mellem Tyskland og Rusland, har regeringen skønnet det betimeligt at efterkomme den overnævnte indbydelse, hvorfor udenrigsministeren efter den tyske Rigsregerings indbydelse har begivet sig til Berlin for tirsdag den 25. november 1941 at tilkendegive Danmarks tiltrædelse af pagten. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 26. november 1941.

1941 – Dansk skib under Panama-flag forlist ved Island

Kaptajnen og 5 andre danske sømænd blandt de omkomne, mens førstestyrmanden reddedes.

Udenrigsministeriets Pressebureau meddeler:

I følge modtagen indberetning er den rederiet J. Lauritsen tilhørende damper SESSA, der var beslaglagt af de amerikanske myndigheder, og som sejlede under Panamaflag, krigsforlist i nærheden af Island. Af besætningen var de syv danske, hvoraf én, førstestyrmand Henrik Bjerregaard, er blevet reddet. De seks omkomne er kaptajn Niels Johannes Laurids Nielsen, Bakkevej 32, Tarup ved Odense, styrmand Jørgen Vilhelm Petersen, Alslevvej 32, Stubbekøbing, matros Knud Møller Thomsen, Brakesgaard pr. Brovst, maskinmester Robert Sigfred Mørch, Finerupvej, Skjern og hovmester Poul Jensen, Chrisitanshavns Voldgade 23, København. De pårørende er blevet underrettet af rederiet. SESSA, som var på 1.700 Brt., var bygget på Helsingør Jernskibs- og Maksinbyggeri i 1936. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 30. september 1941.