Udtalelse fra den tiltrådte Erik Scavenius, som i juli 1940 trådte ind i den nye samlingsregering, fremsendt til danske nyhedsmedier igennem udenrigsministeriet:
Læs mereVed min overtagelse af udenrigsministeriet vil det findes naturligt, at jeg fremsætter nogle bemærkninger om Danmarks udenrigspolitik. Jeg vil herved drage en parallel mellem forholdene under verdenskrigen og nu.
Efter forhandlinger, der sluttede om natten mellem den 4. og 5. juli 1940, blev der opnået enighed om en ny regeringskonstruktion. Statsminister Stauning udsendt omkring midnat den 4. juli følgende erklæring:
”Ved forhandlinger i løbet af torsdagen er der blevet enighed om en rekonstruktion af ministeriet, således at antallet af medlemmer reduceres til 12. Ministerlisten vil foreligge i løbet af fredagen”
Den nye ministerliste, der består af 6 mindre medlemmer og en enkel ny minister, er om middagen den 5. juli blevet offentliggjort, efter Stauning havde været hos kongen med listen, der lyder:
Stauning, stats- og forsvarsminister
Munch, udenrigsminister
Krag, viceudenrigsminister
Buhl, finansminister
Bording, landbrugsminister
Unmach Larsen, justitsminister
Jørgen Jørgensen, undervisningsminister
Kjærbøl, socialminister
Christmas Møller, handelsminister
Brorson, trafikminister
Knud Kristensen, indenrigsminister (den nye minister)
Fibiger, kirkeminister
Socialdemokratiet har fået 5 medlemmer af regeringen, Venstre 3 medlemmer, de Konservative og de Radikale har hver fået 2 medlemmer.
De seks minister, der går, er følgende; indenrigsminister Dahlgaard, socialminister Ludv. Christensen, forsvarsminister Alsing Andersen, kirkeminister Johs. Hansen, trafikminister Aksel Sørensen, samt ministrene Hauch og Hasle.
Kilde: Samlingsregeringen, forsiden af Kolding Socialdemokrat, 5. juli 1940
Om formiddagen klokken 10 den 18. marts 1940 ankom “føreren” Adolf Hitler, sammen med den tyske rigsudenrigsminister von Ribbentrop, til Italien, hvor de på grænsestationen Brenner, mødtes med “Il Duce” Mussolini, der var ledsaget af Italiens udenrigsminister grev Ciano. I pressen spekuleredes der i om mødet hænger sammen med den fredsmission, som præsident Roosevelt forsøger at gennemføre igennem Sumner Wells.
Fra politikens korrespondent i Berlin, blev det erklæret bl.a. “at man i indviede kredse i Berlin ganske åbent siger, at man i de kommende døgn må regne med store afgørelser. Hitler og Mussolini skal være besluttet på at gennemføre et fælles program“.
Det forlyder at det fælles program vil se nogenlunde således ud:
1. Etablering af en 100 % fællesfront med hensyn til forudsætningerne for en fredsslutning.
2. En udvidelse af stormagtkrigen i Middelhavet og Orienten skal for enhver pris forhindres
3. Tyskland og Italien opretter et kompagniskab med hensyn til Sydøsteuropa som opland for de to stormagters næringsliv
4. Udover alle særinteresser skal de revolutionære folks fællesfront dannes mod den såkaldte plutokratiske magtblok
5. I fællesskab kan medlemmerne af denne revolutionære fællesfront alle nu enes om hovedlinjerne for et nyt stabiliseret Europa
Der er ikke store fredudsigter i møde, ligeledes er der stor skeptisk fra engelsk side, hvor der kræves “et andet Tyskland som garanti for en varig fred i Europa“.
Kilde:
En Samtale i Mussolinis Salonvogn, 18. marts 1940, Kolding Folkeblad
Den 6. december 1938 mødtes Georges Bonnet, den franske udenrigsminister, og von Ribbentrop, den tyske udenrigsminister, i Paris, hvor der blev opnået enighed om følgende erklæring:
1) Den franske og den tyske Regering er overensstemmende af den overbevisning, at fredelige og nabovenlige forbindelser mellem Frankrig og Tyskland er et af de væsentligste elementer til konsolidering af Situationen i Europa og Bevarelsen af den almindelige Fred. De to Regeringer vil derfor anvende alle deres Kræfter på at sikre en udvikling i denne retning af Forbindelserne mellem deres Lande.
2) Begge Regeringerne fastslår, at der ikke længere svæver noget spørgsmål af territorial art mellem deres lande, og anerkender højtideligt grænsen mellem deres lande, som den nu er afstukket, for endelig.
3) Begge Regeringerne er med Forbehold af deres særlige Forhold til Tredjemagter, besluttede på at forblive i Føling med hinanden i alle Spørgsmål, der berører deres to lande, og at træde i gensidig konsultation, hvis den fremtidige Udvikling af disse Spørgsmål skulde true med at føre til internationale Vanskeligheder.
Som bevis herpå har begge Regeringernes Repræsentanter underskrevet nærværende Erklæring, der straks træder i Kraft.
Udfærdiget i 2 Eksemplarer på Fransk og Tysk.
Paris, 6. December 1938.
Georg Bonnet, Joachim von Ribbentrop
Kilde: Erklæringens ordlyd, Arbejderbladet, 7. december 1938
Arbejderbladet bragte den 25. maj 1938 følgende leder, som omhandler forholdet mellem Danmark og Abessinien (senere Etiopien).
Det meddeles nu, at udenrigsminister Munch har givet den danske gesandt i Rom instrukser om, at han fremtidig skal være akkrediteret hos den italienske konge og den abessinske kejser!
Dermed har Danmark anerkendt Mussolinis røvertogt mod folkeforbundsstaten Abessinien (Etiopen red.) til trods for, at den abessinske kejser i Folkeforbundsrådets møde dokumenterede, at Mussolini ikke har herredømmet i det abessinske rige, men at krigen stadig pågår, og til trods for, at der ikke var nogen påviselig grund til Danmarks anerkendelse, da den danske gesandt i Rom i forvejen var akkrediteret den italienske konge.
-Man må spørge: Hvorfor dette hastværk? Hvad er det, der får den danske regering til officielt at velsigne undertrykkelsen af en Folkeforbundsstat?
Danmarks interesser som selvstændig – og direkte truet – stat kan det ikke være, der på den måde varetages. Det forekommer os, at det her igen må være regeringens paniske frygt for den tyske nazisme, der har fået den til igen at gøre et nyt knæfald for de fascistiske krigsbrandstiftere, i det forfængelige og efterhånden latterlige håb, at man så skal lade os ude af betragtning.
De sidste dages begivenheder synes dog ellers kraftigt nok at have understreget den gamle sandhed, at ingen har fred længere end eens naboer vil!
Kilde: Danmark-Abessinien, side 4, Arbejderbladet, 25. maj 1938