1944 – Eltangvig-skibet får lov til at ligge foreløbig

Museumsinspektør dr. phil. Aage Roussells besøg ved Eltangvig-skibet i går eftermiddags fik til resultat, at skibet foreløbig får lov til at ligge, hvor det ligger. Dr. Roussell beså sammen med byrådssekretær Jacobsen som repræsentant for Museet på Koldinghus og museets lokale repræsentant, proprietær Karstoft Beck, Nørre Bjert, de udgravede dele af skibet, og selv om han udtalte sig meget forbeholdent, kunne man dog forstå, at han ikke regnede med, at det er et vikingeskib, men derimod et skib fra Middelalderen. Skibet er ikke af en sådan interesse for Nationalmuseet, at man foreløbig vil ofre af de meget sparsomme konserveringsmidler på det, og det får derfor lov at ligge til bedre tider.

Museet for Koldinghus Len vil nu rette en henvendelse til proprietær H. Thomsen, Østerholm, på hvis jord skibet ligger, med anmodning om, at det pigtrådhegnede findested må blive liggende urørt, indtil udgravningen kan finde sted.

Kilde: Kolding Folkeblad, 21. april 1944-

1941 – Sølvskat fundet ved Kolding

To daglejere, Erik Eriksen og Knud Petersen, Eltang, har ved gravning af haven på Eltanggaard, der ejes af propr. A. Simonsen, fundet en sølvskat. Fundet består af tre stykker af sølv og lueforgyldte, en svær og vægtig mandskæde af 162 cm. længde, et 66 cm langt kvindebælte og en dobbeltkæde. Formanden for Museet på Koldinghus, Guldsmed Kyster, har fået smykkerne udleveret. Hr. Kyster oplyser, at de meget sjældne smykker stammer fra omkring år 1600 […]

Kilde: uddrag, Fredericia Social-Demokrat, 28. maj 1941.