1945 – Er Hitler undsluppet gennem hemmelig dør?

De russiske detektiver, der har undersøgt hver tomme af Rigskancelliet, fastslår, at Hitler i hvert fald ikke er død dér. Den hemmelige dør førte ud til undergrundsbanen. Der foreligger nu en beretning om den undersøgelse, de russiske detektiver har foretaget i ruinerne af Rigskancelliet i Berlin for at finde Hitlers lig. De er enige om, at hvis Hitler virkelig skulle være død, og det er man slet ikke sikker på, så er han i alle tilfælde ikke død i Rigskancelliet. Undersøgelsen er blevet foretaget under ledelse af souschefen for Stalins eget sikkerhedspoliti, major Nikitine. Hans detektiver har foretaget en fuldstændig rekonstruktion af Hitlers sidste dage. De russiske detektiver har opdaget en hemmelig dør i panelet i Hitlers arbejdsværelse. Gennem en gang fører den til en hidtil uopdaget fuldstændig bombesikkert beskyttelsesrum, der ligger 500 meter borte. Dette var ved en en anden tunnel i forbindelse med en af de underjordiske banelinjer. […]

Kilde: Uddrag, Social-Demokraten, 16. juni 1945

1945 – En undergrundsbane i København?

Et stadion med plads til 60.000 mennesker.

Formanden for Københavns borgerrepræsentation, direktør A. Fletkjær, som efter indbydelse af Stockholm by opholder sig her for at drøfte en række kommunale spørgsmål, fortalte ved en modtagelse i går om forskellige kommunale problemer for København, der venter på at blive realiseret, når freden kommer.

EN særlig trafikkommission har drøftet en plan om en undergrundsbane i København til 375 mill. kroner. Endvidere planlægger man at udbygge den store Sydhavn og at grave en kanal for store skibe. Foruden bygningen af boliger for at afhjælpe bolignøden og skabe beskæftigelse for befolkningen planlægges en stor kongres- og udstillingsbygning i centrum til 14 mill. kroner med .4000 siddeplader i den største sal.

Arkitekt Hvass har fremsat plan om en stor udstilling i København, der skal åbnes to år efter krigens afslutning. Endvidere foreligger der planer om at udbygge Valby Stadion for 11 mill. kr., så det kan modtage olympiske lege. Der bliver 18 fodboldbaner, og den største får plads til 60.000 tilskuere. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 21. januar 1945.