1941 – Fortsættelseshjælp til de hårdest ramte arbejdsløse

Betydningsfuld lov gennemført i Rigsdagen i går. Yderligere 60 dages understøttelse til medlemmer af kriseramte brancher og fag.
Arbejdsminister Kjærbøl fremsatte og Rigsdagen vedtog i går et lovforslag om ekstraordinær fortsættelseshjælp til medlemmer af kriseramte arbejdsløshedsklasser. Forslaget begrundedes af ministeren med, at under de herskende forhold har mange arbejdsløse opbrugt den samlede understøttelse i arbejdsløsheds- og fortsættelseskasser og derfor uden en supplerende lovgivning ville være henvist til offentlig hjælp.
Det foreslås derfor, at der i tiden indtil 1. oktober i år skal kunne give yderligere 60 dages fortsættelseshjælp til medlemmer af arbejdsløshedskasser i hvilke ledigheden er mindst 10 procent større, end hvad der kræves som betingelse for, at en fortsættelseskasse kan holdes åben, altså 10 procent mere, end hvad der i almindelighed forstås ved “ekstraordinær arbejdsløshed”.

Derved er spørgsmålet dog ikke løst til bunds, sagde arbejdsministeren, og det foreslås derfor, at ordningen med de 60 yderligere fortsættelsesdage skal omfatte også kasser, hvor ledigheden ville have været så stor som nævnt, hvis der ikke havde været arbejdsfordeling. […]

Kilde: Uddrag, Social-Demokraten, 28. juni 1941.

1940 – Hvor Kolding får sine tørv fra

Der skal indenfor tørvesæsonen produceres 20 millioner stykker tørv til Kolding Kommune fra seks forskellige moser, der gennemsnitligt beskæftiger 125 arbejdere. Arbejdsstyrken kan variere fra 100 til 200 mand, og det er bevægelsen omkring L.A.B., der har været kommunens mellemmand i sagen.

Det anslås at kommunen ved dette arbejde spare omkring 500 kroner dagligt, som skulle være gået til understøttelse af arbejderne, der også ellers ville have været arbejdsløse.

I Svanemosen har staten sit tørveværk under ledelse af Skovfoged Henriksen, og her beskæftiges 25 mand, der allerede har lagt 600.000 stykker tørv ud, på primitiv måde med skovle og trillebøre.

I Vorbasse produceres der tørv til Kolding fra to moser, og derudover fra yderligere fire i Veest, hvor der er større tørveværker i Bække, Gjesten og Stakroge. Fra Vorbasse og Veerst er indtil videre produceret 6 millioner stk. tørv. Det forventes at driften kan fortsættes frem til 15. august, hvor der gerne skulle være produceret 20 millioner stk. tørv.

En lastbil køre dagligt arbejdere mellem Kolding og Veerst mose, mens arbejderne, beskæftiget i Stakroge, Bække og Gjesten, har leget sig ind hos egnens befolkning, og kun tager hjem om lørdagen.

Kilder: Hvor Kolding Kommune, får sine tørv fra, Kolding Socialdemokrat, 3. juli 1940

1940 – Isen er næsten smeltet

Vejret, isen er næsten smeltet, snart kan kreatureksport ad søvejen komme fuldt i gang igen efter vinterens udfordringer. Det forventes at der fra i morgen atter vil være eksport til Tyskland, dog først på fuldt niveau fra næste uge.

Som første led i Søndergade reguleringen begynder man i dag nedrivningen af Popps ejendom ved Sønderbro. Der skal herfra bygges en fodgængerovergang, så selve Sønderbro-Overkørselen kan lukkes.

Arbejdsløsheden er stor, men Landsforeningen til Arbejdsløshedens Bekæmpelse (L.A.B. ) kan måske hjælpe os. Foreningen netop oprettet kontor i Munkegade 10, og foreløbigt bruger telefonnummer 1308. L.A.B.s Kolding afdeling er kendt som ”måske en af de initiativ- og iderigeste” afdelinger.(Kilde: Kolding Folkeblad)

Blandt arbejdsløshedsprojekterne er opbrydning og opskæring af Bøgestov i Vonsild Skov, disse rummer stor brændselsværdi, L.A.B. vil også gerne have tørvegravningen skal foregå mere rationel.

Kilde: Kolding Folkeblad

1940 – Hjælp til de arbejdsløse

Formanden for Arbejdsmandsforbundet i Kolding, Hj. Pihlmann, anmoder byrådet om hjælp til understøttelses af de arbejdsløse i afdelingen, der lige nu er omkring 6-700 personer.

Forbundets kasserer P. Ravn oplyser, at der i øjeblikket er 50-75 medlemmer, som har opbrugt deres understøttelse, om en uges tid vil tallet være oppe på 100-150.

Sagen er bleven lagt over på Socialudvalget og vil blive drøftet under budget-forhandlingerne.