1942 – Gratis difteritis-vaccination i Kolding?

Lægeautoriteterne retter henvendelse til Byrådet.

Tirsdag eftermiddag påbegyndte Esbjergs læger en omfattende vaccination mod difteritis af Esbjergs småbørn mellem 1 og 7 år, altså af alle børn under den skolepligtige alder. Årsagen til, at man systematisk har påtaget sig at sørge for, at alle disse børn vil kunne blive vaccineret gratis, er de gode erfaringer, man sidste år gjorde med vaccineringen af alle skolebørnene i samtlige Esbjergs skoler, en sag, der bl.a. også havde en varm fortaler i Esbjergs skoledirektør Olaf Petersen, der også har arbejdet for at få vaccinationen for de endnu ikke skolepligtige børn gennemført. […]

Enkelte alvorlige difteritis-tilfælde i Koldings omegn sætter gang i planerne

Vi nævner disse kendsgerninger fra Esbjerg, fordi der nu er al mulig udsigt til, at vi også i Kolding vil få en gratis vaccination af al byens ungdom. Der har i længere tid i lægekredse været talt om det; men sagen presser sig på i disse dage, hvor man har konstateret flere tilfælde af difteritis i de tæt op til Kolding liggende bebyggelser, hvoraf et mede dødeligt udfald. Difteritis er den farligste af alle epidemiske børnesygdomme; men nogen grund til at blive grebet af panik, fordi der er konstateret nogle tilfælde i byens nære omegn, der der dog ikke, selv om enkelte af de konstaterede tilfælde har været alvorlige nok. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 16. april 1942.

1942 – Også swingpjatter i Kolding?

Et par swingpjatter samlede i går stort opløb i København og måtte politibeskyttes

Atter i går samlede et par såkaldte swingpjatter et mægtigt opløb på Strøget. Folk tabte helt påskehumøret og gav sig til at true de unge mennesker, slå hatten af dem og rive i deres tøj. Stemningen blev mere og mere ophidset, og det er ikke godt at vide, hvorledes det ville være gået, hvis ikke en betjent var dukket op. På Nytorvs Politistation lod overbetjenten swingpjatterne gå mannequin og deres påklædning var ingenlunde efter hans smag. Alligevel lod han dem gå uden at optage rapport. Der vil nu antagelig i de nærmeste dage blive udsendt civile betjente til forhindring af demonstrationer som denne. Også dagen i forvejen var et par swingpjatter blevet truet, så de måtte tages med på politistationen. […]

Også “pjatteri” i Kolding?

Endnu er det fortrinsvis i Stockholm og København, swingpjatterne optræder. I København har de endog deres egen danseklub, hvor “herrerne” møder i skohornsbukser, lang ternet jakke, langt hår og bredskygget hat, og hvor de drikker gul sodavand og til de sidste swingplader dansker med deres swingpiger, som er i swingkjoler.

I Kolding er der kun set enkelte tilløb til swingpjatteri. De få “pjatter”, vi har, holder sig til den brede hat, det lange hår og den lange jakke, mens man endnu ikke har set de snævre bukser. Og opløb har de ikke vakt. Men man skal jo aldrig forsværge noget. Pjatteriet fra København, som vi nu trækker medlidende på smilebåndet af, er en skønne dag måske også over Kolding? Tilløbet er der, det har De, kære læser, sikkert også selv bemærket.

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 7. april 1942.

1942 – Pastor Tobiassen angriber forlystelsesindustrien

Kirkeligt Forbunds Kredsmøde i Kolding. En forhandling om ungdommen og moralen. […]

Kirkeligt Forbund af 1933 holdt i går eftermiddags kredsmøde for Kolding-Haderslevegnen i Bethel i Kolding, hvor formanden, pastor Vriborg, Oksenvad, efter salmen ‘Nu takker alle Gud’, bød velkommen og meddelte, at det var sidste gang, han ledede årsmødet, da han er forflyttet til Aarhus Stift. Efter salmen ‘Nu fryde sig hver kristen mand’ talte sekretær pastor Johs. W. Jacobsen, København, over emnet ‘Skabelsestroen og den moralske krise’.

Den ungdomsødelæggende forlystelsesindustri

Pastor Tobiassen, Kolding, pegede på en speciel opgave, som han fandt Kirkeligt Forbund af 1933 burde etage op, nemlig at sætte en bevægelse i gang – også fra allerhøjeste stede – mod den om sig bredende forlystelsesindustri, og han mindede om, at bl.a. folketingsmand, politimester Vagn Bro allerede havde taget bladet fra munden i så henseende. Kunne Kirkeligt Forbund ikke tage sig for at rejse en kampagne mod denne ungdomsødelæggende forlystelsesindustri? Her i Kolding ser vi for tiden noget iværksat, som kaldes Cykel 6-dagesløb, men som kun har til opgave at suge de unges penge. Over for sådan forlystelsesindustri bør der sættes ind. […]

Der skydes meget ved siden af mod kirken

Pastor Tobiassen sluttede mødet med en tak for Kirkeligt Forbund for dets arbejde til styrkelse af kirkens liv i vort folk. Det vigtigste for os er at leve i Jesu Kristi forening og i samfundet med ham. Det et det, vi må gå ud og gøre, og sætte et positivt arbejde ind i tiden, hvor der lyder så mangfoldige kritiske røster om de tomme kirker og dovne præster. Der skydes meget ved siden, for der findes også fyldte kirker. Manden på gaden, som kun har forstand på, hvordan et velrettet boksestød skal sidde, hvordan man får en fodbold i mål og hvilke værtshuse, der har den bedste betjening, hans intetsigende kritik kan vi ikke modtage. Lad os vise, at vi hører kirken til, så hvert skridt gøres i lydighed mod Gud. Måtte han give sin kirke kraft til at bære hans budskab frem, det eneste, der kan lyse i mørket og være den bærende kraft i vort folk. Dermed sluttede mødet.

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 24. januar 1942.