1944 – Til Skamling i morgen

Taler af forstander C. P. O. Christiansen, to biskopper, opvisning af Niels Bukhs 105 sommerpiger

I morgen, søndag, fejres, som omtalt, 100-årsmindet for den 2. sprogfest på Skamlingsbanken 4. juli 1844, det møder, der er gået ind i historien under betegnelsen “det store Skamlingsbankemøde’. Det var på dette møde, danskheden og den folkelige frihedsbevægelse for første gang for alvor fandt udtryk i taler af Grundvig, Orla Lehmann, Carl Ploug, Laurids Skau og andre.

Mødet i morgen begynder kl. 15, hvor der bliver sang ved talerstolen af sangkoret ‘Freja’ fra Christiansfeld. Derefter taler biskop Skat Hoffmeyer fra Aarhus og højskoleforstander C. P. O. Christiansen fra Grundtvigs Højskole, Frederiksborg. Kl. 19. er der opvisning af Niels Bukhs sommerhold fra Ladelund, 105 unge piger. Der bliver afslutning ved biskop Noack, Haderslev.

Indbydere til mødet er Skamlingsbankeselskabet, de sønderjyske foreninger i Vejle og Ribe Amter og Sydøstjydsk Hovedkreds for De danske Ungdomsforeninger. Mødet vil utvivlsomt blive en oplevelse, og man venter tusinder af mennesker til Skamling i morgen eftermiddag. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 1. juli 1944

1943 – Skamlingmødet på søndag

På søndag holdes det årlige store folkestævne på Højskamling. Talere er i år fhv. præsident for den græsk-tyrkiske folkeudvekslingskommission, tidl., landstingsmand Holger Andersen, København, som nu er formand for Grænseforeningen efter rektor H. P. Hansens død. Holger Andersen er en af den nordiske sags ivrigste fortalere og en mand, som er i besiddelse af megen indsigt i mellemfolkelige spørgsmål.

Desuden taler provst Beyer, Rinkenæs ved Flensborg Fjord. Han er kendt for sit folkelige arbejde inden for de danske ungdomsforeninger, der står som indbydere til mødet sammen med de sønderjyske foreninger i Vejle og Ribe Amter og Skamlingsbankeselskabet.

Om aftenen bliver der friluftsforestilling med opførelse af ‘Sigurd Jorsalfar’ af lærere fra Askov Højskole. Dagens musik sørger K.F.U.M.-spejderne for. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 18. juni 1943.

1942 – En håndbog til alle unge i Kolding

Dansk Ungdomssamvirke opfordrer gennem en pjece byens ungdom til at slutte op om foreningerne og udnytte fritiden på bedste måde

Som propaganda for Ungdomsbevægelsen udsender Dansk Ungdomssamvirke i disse dage en pjece til samtlige husstande i Kolding. Den lille pjece, som er på 28 sider, foreligger om at slutte op om byens foreninger og være med i det aktive arbejde, der er nødvendigt, for at sikre Danmark frit og uafhængigt ud i fremtiden. Det er vor tids ungdom, der skal skabe og bære ansvaret for Danmarks skæbne i fremtiden, hvorfor alle gode kræfter må samles om at modvirke enhver tendens til planløs omflakken og ansvarsløs spild af fritid hos ungdommen. Tiden maner til sammenhold, og de unge må stå som en stærkt sammentømret enhed, der kender sit ansvar og ikke viger tilbage for det, og som er parat til at gøre en indsats til gavn for land og folk.

Oplysningerne om ungdomsforeningerne

Pjecen er udsendt med støtte af en lang række firmaer og enkeltpersoner i Kolding, og den fremtræder som en udmærket håndbog for de unge, som heri kan finde alle de oplysninger, der kan tænkes om byens ungdomsforeninger. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 8. november 1942

1942 – 4.000 til møde på Skamling

Stiftsprovst Paul Brodersen om den kristne selvbesindelse og højskoleforstander Hans Haarder om folkestyrets vilkår. En smuk opvisning af pigerne fra Snoghøj Gymnastikhøjskole.

I det dejlige sommervejr i går stævnede 4.000 mennesker fra hele det sydlige Jylland sammen til Sct. Hans mødet på Skamlingsbanken. I modsætning til fjor, da kun en sjettedel af tilhørerne kunne rummes i den store forsamlingssal, blev hele mødet i år holdt som friluftsmøde. Heldigvis oprandt søndagen med smukt og tørt vejr. På grund af udsmykningsarbejdet i salen ville det simpelthen have været umuligt at holde mødet indendørs. Som sædvanlig var det Skamlingsbankeselskabet, De Sønderjyske Foreninger for Vejle og Ribe Amter og Sydøstjydske Hovedkreds af de danske Ungdomsforeninger, der indbød til mødet.

Efter sangen ‘Jeg elsker de grønne lunder’ bød Skamlingsbankeselskabets formand, propr. O. Juhl, Lykkesgaard, Sdr. Stenderup, på indbydernes vegne velkommen til mødet. Efter sædvane indledede formanden med smukke ord at hylde kongen:

“Vi takker kongen, fordi han ved sin mandige og frimodige optræden ved sine manende og alvorlige ord er bleven det naturlige midtpunkt for hele den danske befolkning. Vi vil ønske Guds velsignelse til, at kongen snart må blive helt rask og få kræfter til at være vor konge og samlingsmærke i denne svære og alvorlige tid” (nifoldigt leve og Kongesangen). […]

Danmarks kommende dage

Stiftsprovst Paul Brodersen, København, var første taler:

Når vi i dag er samlet på dette minderige sted med den skønne udsigt, tænker vi på vort land, på dets minder, den skæbnetid, vi nu oplever og på Danmarks kommende dage. Hvilken fremtid skal der blive for dette land? Ydre begivenheder som vi ikke er herre over, kommer til at betyde meget. Men dette skal vi ikke være i tvivl om, at uendeligt vigtigere for Danmarks fremtid end det, de ydre begivenheder kan føre med sig, er, hvilken ånd der lever og råder hos os selv. Og her har vi alle som danske et ansvar. Mest af alt afhænger det danske folks fremtid af vor tro, vor vilje og indsats. Vi danske har måttet give op på den ydre front. Så meget mere gælder det den indre front i vort folk. Den alvorlige sandhed, som vi mp se i øjnene, er, at der er så uendelig mange i vort folk, som ikke har nogen tro. Nu gælder det ikke at synes, men at være. […]

I pausen underholdt K.F.U.M.-spejdernes musikkorps fra Kolding, ligesom drengene også spillede til fællessangen. Efter pausen samledes man på skrænterne omkring den store “gryde” nedenfor Skamling, hvor pastor Due, Gjesten, ledede aftenmødet.

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 22. juni 1942.