1943 – Stor valgdeltagelse i formiddagstimerne

Trængsel ved stemmebordene, da valget åbnedes

Kommunal-valgdagen oprandt, ligesom Rigsdags-valgdagen, med stråledne sol og fint vejr, hvilket øjensynlig vil få en del ekstra stemmer frem. Da valget tog sin begyndelse kl. 10 i Kolding på Almenskolen og Riis Toft Skole, var tilstrømningen meget stor, og der dannede sig straks lange køer foran hvert stemmebord. Stærkest var deltagelsen på Almenskolen. For at undgå den store trængsel med timers ventetid, som man oplevede ved Rigsdagsvalget, var vælgerne mødt tidligt op. Køerne blev dog hurtigt afviklet, og hen imod middag foregik afstemningen jævnt – ikke så kraftigt som den 23. marts, men dog stærkere end ved de tidligere kommunevalg.

Valget præget af gadebilledet

Valgbiler, hestekøretøjer og mange mennesker på gaden prægede valgformiddagen. Ved valgstederne drøftedes Byrådsvalgets udvalg livligt. Der er jo ikke mange steder, hvor udfaldet er imødeset med så stor spænding, som i Kolding, hvor det siddende flertal er på vippen. Ingen tør afgørende udtale sig om, til hvilken side udfaldet vil svinge, men mange socialdemokrater indrømmer, at der er al mulig sandsynlighed for, at de borgerlige tager flertallet, og at de radikale ikke – selv om det skulle lykkes dem at få et mandat – bliver tungen på vægtskålen.

Imidlertid har socialdemokraterne sat meget ind på at få alle deres folk ud, og de valgkyndige udtalte i formiddags, at det socialdemokratiske fremmøde øjensynlig var stort, således at de borgerlige vælgere må møde frem alle, kvinder og mænd, hvis det skal lykkes at vippe flertallet. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 5. maj 1943.

1943 – Til Byråds-prøvevalg i morgen aften på Hotel Kolding

Venstres vælgere bør møde og være med til at bestemme, hvem der skal i Byrådet.

Det er i morgen, fredag aften, Venstre holder prøvevalg til opstilling af Byrådsliste. Mødet holdet i Hotel Koldings store sal og begynder kl. 20. Til mødet har ikke alene Kolding Venstreforenings medlemmer, men alle Venstrevælgere i Kolding adgang. Det må tilrådes Venstres folk i Kolding at møde frem i stort tal, således at Byrådslisten kan blive et fuldgyldigt udtryk for vælgernes ønsker. Der er – som tidligere nævnt – efter Venstres store fremgang ved Rigsdagsvalgene en mulighed for, at Venstre kan vinde et Byrådsmandat, og besætte 3 pladser mod hidtil 2. Denne mulighed må ikke forpasses. Venstres Folk bør sætte alle sejl til, for at det tredje mandat kan vindes. Det er ikke på forhånd vundet, således som folketingsvalgtallene muligvis har fået nogle til at tro. Der skal også foran dette valg udføres et ihærdigt agitationsarbejde, og enhver Venstremand- og kvinde i byen man hver i sin kreds arbejde for et godt resultat.

Det nærmeste krav er at møde frem til opstillingsmødet, således at opstillingen kan blive udtryk for, at der er taget hensyn til alle berettigede interesser og krav blandt vælgerne, og således, at Venstres liste kan blive en god liste, som byens borgere i stort tal vil stemme på. Venstre har ved dette valg sin store chance for at blive en betydende faktor i byens råd, og denne chance bør udnyttes. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 15. april 1943.

1943 – Har De stemt?

Ellers kan det nås inden kl. 8 i aften

[…]

Mægtig valgdeltagelse fra formiddagstimerne. En tilstrømning til valglokalerne i Kolding som aldrig før, under en skov af Dannebrog.

Valgdagen oprandt med høj himmel og sol fra morgenstunden. Kl. 7 hejstes de første Dannebrog, og inden k. 9 var by og omegn klædt i en skov af Dannebrog. Det var næsten umuligt at finde en tom flagstang. Kl. 9 åbnedes valghandlingen i Almenskolen og Riis Toft Skole, og der var straks stor tilstrømning til afstemningsstederne, så stor, at der efter et kvarters forløb stod lange køer foran stemmebordene. Folke var i festligt valghumør, og når de kom ud fra afstemningsstederne, var de forsynede med det lille Dannebrog i knaphullet, som Dansk Ungdomssamvirke uddelte med indskriften: “Har stemt”. Mærket var meget eftertragtet, og vælgere, der havde gjort deres borgerpligt, ville alle har mærket.

De tilforordnede ved stemmestederne udtalte, at de aldrig havde oplevet en så stor valgdeltagelse fra straks om formiddagen. Klokken godt 9 gik hele Byrådet og byens myndigheder, som var samlet på Almenskolen, til stemmeurnerne med borgmesteren i spidsen. Blandt de tidligst mødte var mange gamle, og dannebrogssmykkede valgbiler kørte gennem byen med ældre og svagelige vælgere.

Kl. 9 begyndte Lomholdt hornorkester at musicere på Akseltorvet og gik derefter gennem en del af byens gader, spillende danske marcher og andre melodier, hvilket yderligere bidrog til at sætte byen i valgstemning. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 23. marts 1943.

1943 – Hvis der kommer luftalarm valgaftenen

Særlige bestemmelser vedrørende valget

Social-Demokraten har spurgt, hvorledes man skal forholde sig, hvis der kommer luftalarm på valgaftenen, f.eks. ved 19-20-tiden. Indenrigsministeren svarer, at en længere luftalarm vil medførte, at valget må fortsætte den næste dag. Der vil nu blive indføjet bestemmelse herom i valgbekendtgørelserne. I øvrigt opfordres vælgerne til at afgive deres stemme så tidligt som muligt på dagen, dels på grund af mørklægningen, dels på grund af faren for luftalarm.

Der er ingen tvivl om, at man kommer til at undvære en del af de arrangementer, vi kender fra tidligere valg. Således kan der ikke opslås resultater i bladenes vinduer, og meddelelser genne højtalervogne er også forbudt, da al sammenstimlen skal undgås. Forslaget om tidlig fyraften på valgdagen er til behandling i Nimandsudvalget. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 12. marts 1943.