1944 – Stormens hærgen på Koldingegnen

Der blev revet hul på mange tage og opstod en del skorstensbrande

Under den stærke storm i går skete der en række storm-. vand- og brandskader i Kolding og på egnen, mest dog af mindre omfang. Falck i Kolding havde en del af sine hidtil mest travle dage, og måtte ud for at dække 8 huller, som stormen havde blæst i hustage og slukke ikke færre end fem skorstensbrande. På én gang havde man udkaldelser til 3 skorstensbrande. Heldigvis lykkedes det at få dem alle slukket, inden der skete antændelse af bygninger.

Dagens første udrykning var til en vandskade på Rædersvej hos fru Huth Schmidt, hvis kælder var blevet fyldt med vand på grund af regnen og det deraf følgende vandpres fra bakkeskråningerne, hvorved kloakken var blevet stoppet. Falck fik vandet til at løbe igen.

Den første tagskade var hos gdr. Ravn, Nørregaard i Vonsild, hvor en stor gren fra en poppel var blæst ned og havde slået hul i stråtaget over stalden. Stormen rev og flåede i hullet, men det lykkedes at få det stoppet til med halm. Hos møller Nic. Madsen, Gøhlmanns Mølle i Kolding, blæste taget af et garagekompleks, hvori opbevaredes en del korn. Taget var beslået med en ny slags tagpap, som ikke kunne holde. Falck fik hullerne dækket, inden kornet blev alt for vådt. Hos grd. Damgaard i Aastorp blæstes hul i pandepladerne på landet og Falck måtte ud og dække til hos gdr. Dinesen-Hansen, Overbygaard i Vonsild, var det samme tilfældet; ligeledes på centralens bygning lige over for måtte et hul i taget dækkes til, og hos grosserer Lausen, Fredericiagade, blæstes hul i taget over en kvist og Falck måtte dække.

På grund af det stærke træk, som blæsten medførte i adskillige skorstene opstod der som nævnt nogle brande i skorstenssoden. Det først sted var på Aagaard Central, det næste hos gdr. Anton Købmand, Vester Vamdrup, og her måtte Falck i Kolding tilkalde Falck fra Vejen for at slukke, da man selv var overbebyrdet. Ligeledes opstod skorstensbrand i Hoppeshuse Brugsforening, hos husmand Mouritz Chr. Hansen, V. Nebel og hos chauffør Thomsen, Gravens. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 24. januar 1944.

1943 – Retssag om Sønderbro-oversvømmelserne

Fordi Kolding Kommune har tilbageholdt en del af betalingen for den nye gadebro.

Der er opstået nogen uenighed vedrørende erstatningspligten efter oversvømmelserne ved det store tøbrud i foråret 1941, hvor en del ejendomme omkring Kolding Å ved Sønderbro led vandskader. Kolding Kommune har ment, at det i anledning af opstemningerne ved broarbejdet kan gøre regres over for ingeniør Ove Schrøder, Aarhus, der havde arbejdet med brooverføringen i entreprice for et beløb af ca. 12.000 kr., som kommunen mener må være entreprenørfirmaets andel i skaderne, og for at redde disse penge hjem, har Kolding Kommune tilbageholdt et beløb på 9.005 kr., som er restbeløbet af ingeniør Schrøders tilgodehavende hos kommunen for arbejdet.

Ingeniør Schrøder har imidlertid ikke villet godkende nogen erstatningspligt og har anlagt sag for at få beløbet udbetalt. Sagen vil komme til behandling i Civilretten i Kolding på fredag formiddag, men dommen vil blive afsagt ved Landsretten i Viborg. For ingeniør Schrøder vil sagen blive ført af overretssagfører Dahl, Viborg, repræsenteret i Civilretten i Kolding ved LRS. Juhl, mens Kolding Kommune har engageret højesteretsagfører Steglich Petersen, København, til at føre sagen for sig, her i byen repræsenteret ved LRS. Bjerre. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 8. februar 1943.