1945 – Vejstrupgaards lade brændt

Der brændte 5 tons lucerne, som skulle have været leveret i dag

Ved 22.30-tiden i aftes udbrød der brand på Vejstrupgaard. I løbet af kort tid lagdes den store lade i aske. Man havde været i færd med at male den sidste lucerne, og umiddelbart efter at proprietær Th. Vind Thomsen og folkene havde forladt laden, brød ilden ud. Hejls frivillige Brandvæsen tilkaldtes, men der var intet at stille op. Vindforholdene var sådanne, at der ikke var nogen fare for, at de øvrige bygninger skulle antændes.

Laden, der var opført at træ med halvstensmur, brændte helt ned, og desuden brændte et par elektromotorer, et par vogne med gode gummihjul, noget hamp og ca. 5 tons lucerne, der i dag skulle have været leveret. For nogen tid siden fik proprietær Th. Vind Thomsen assurancen forhøjet. Brandskaden andrager ca. 50.000 kr., og ejeren undgår næppe at lide et mindre tab.

Kilde: Kolding Folkeblad, 12. marts 1945.

1942 – Vil mund- og klovesygen hindre Kolding dyrskuet?

En forhandling i eftermiddag mellem veterinærinspektøren og Landbrugsforeningen. Fem nye mund- og klovesygetilfælde på Koldingegnen.

Der er indtruffet 5 nye tilfælde af mund- og klovesyge på Koldingegnen. Politikontoret averterer omstående navnene på de pågældende besætningsejere. De fire er fra Hejls og Sdr. Bjert-kanten, mens det femte tilfælde er i Seest blandt kreaturer på en mark ude ved Seest Skov.

Veterinærinsp. Niendahl, Kolding, oplyser, at der nu i alt er 11 tilfælde af mund- og klovesyge på Koldingegnen. Det er en række samlede tilfælde, som er kommet efter at sygdommen blev konstateret på Vejstrupgaard, hvor kreaturerne gik i marken og der er derfor gik et par dage, inden mund- og klovesygen blev erkendt. I fjor var der jo en række lignende, samlede tilfælde i Erritsø, og her lykkedes det at begrænse tilfældene, så sygdommen ikke bredte sig. Det håber man også kan lade sig gøre denne gang. Der vaccineres allerede på kraft i Sdr. Bjert Mejerikreds. mens det i Vejstrup-Hejls Mejerikreds er overladt til de enkelte besætningsejere at foretage det fornødne, men jeg kan se, siger veterinærinspektøren, at der er udleveret ikke så lidt vaccine derned i den sidste tid. […]

Dyrskuedyr skal vaccineres 14 dage før

Hvordan med Dyrskuet i Kolding den 4. juli?

Jeg skal i eftermiddag have en forhandling med repræsentanter for Kolding Herreds Landbrugsforening angående afholdelsen af dyrskuet. Fra veterinærmyndighedernes side vil det absolut blive forlangt, at alle fremstillede dyr skal være vaccineret 14 dage før skuet, så det skal altså ske i løbet af få dage. Så vil jeg for min person gå ind for, at dyrskuet må afholdes, og jeg véd også, at veterinærdirektør Gerhard Petersen er gået ind herfor, men dog med det forbehold, at sygdommen ikke angriber et stadig større antal besætninger, så man må indstille sig på, at der vist ikke kan blive noget at dyrskuet i Kolding. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 12. juni 1942