1944 – Store ødelæggelser i Odense ved bombeeksplosioner i nat

Vestergade og Kongensgade atter hårdt ramt. Fyns Venstreblad, Svaneapoteket, St. Knuds Konditori og en række virksomheder raseret.

Ved 1-tiden i nat lød med korte mellemrum 6-7 kraftige detonationer, som kunne høres over hele Odense by. Det var som ved tidligere eksplosioner Vestergade og Kongensgade det var gået ud over.

I Vestergade er så at sige samtlige butiks- og en stor del beboelsesruder knust, og også i Kongensgade er knust mange ruder. I Kongensgade var der lagt bomber ved Fyns Beklædnings-Magasin i nr. 59, ved det store radiomagasin Radiofon i nr. 37, og begge steder er der anrettet meget stor skade, således var der hos Radiofon ikke et hele radioapparat tilbage. Over Radiofon har Skandinavisk Bogforlag kontor, og også her er der anrettet ødelæggelser. I Vestergade på hjørnet af Mageløs var der lagt en bombe ved Fyns Venstreblads bygning. I kælderen finder der her St. Knuds Koloniallager og i stueplanen St. Knuds Konditori. Disse to virksomheder er blevet meget stærkt raseret. Fyns Venstreblad har redaktion og ekspedition på første sal. Overalt på redaktionen lå glassplinter i tætte lag, men selve inventaret synes ikke at have taget videre skade. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 10. november 1944

1944 – Bombeeksplosioner i Aarhus og Viborg

Bomben i Viborg var anbragt i en port mellem to forretninger

I nat kl. 1 lød der et mægtigt brag, som hørtes over det meste af Viborg. En bombe var anbragt i en port i ejendommen Vestergade 10 imellem en stor møbelforretning og en slagterbutik, og da bomben sprang, knustes alle ruder i en halv snes større forretninger i kvarteret. I flere privatlejligheder blev alle ruder i stuerne ud mod Vestergade blæst ud, og glasskårene voldte meget betydelige ødelæggelser, såvel i butikker som i private lejligheder. Ingen mennesker kom til skade ved eksplosionen. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 15. september 1944.

1941 – Den nye politigård i Kolding

Politimester Thalbitzer har i går fået skitserne til udtalelse.

Politimester Thalbitzer, Kolding, modtog i går fra Justitsministeriets arkitekt Borch nogle foreløbige skitser over den nye politigår i Kolding til udtalelse. Sammen med politikommissær Kleberg gennemgår politimesteren nu disse skitser og returnerer dem derefter til arkitekt Borch med eventuelle bemærkninger i retning af ændringer i planerne og lignende. Herefter vil de endelige tegninger blive udfærdiget. Politiet i Kolding havde selv gjort ønsker med hensyn til politigården gældende, og disse er der i nogen grad taget hensyn til.

Politigården kommer som bekendt til at strække sig over de grunde, hvorpå fru Hillerups og Damgaards ejendomme i Vestergade nu ligger samt på arealet ud mod Torvegade op til Rutebilstationen. Politigården bygges i tre etager, og der endes med fladt tag, så der eventuelt senere kan opføres endnu en etage, såfremt forholdene skulle gøre det nødvendigt. Nederst under bygningen er der kælder. Her findes blandt andet detentionslokalerne, efter skitserne tre i alt, men det mener politiet er for lidt, fordi ofte flere berusere bliver taget på én nat. Her findes ligeledes kommandostation for Luftbeskyttelsestjenesten, og så naturligvis centralvarmefyret og brænderum m.m.

I selve stueetagen indrettes politistationen med ekspeditionslokale, vagtlokale, spiserum og rum for hittegodscykler, af hvilke politiet som bekendt må tage sig af et utal mellem år og dag. På 1. sal skal de øvrige politi-kontorer være, og ovenpå disse findes så et stort loft. Hvad dette skal bruges til er endnu ikke helt bestemt, men politiet har blandt andet arkiver, som man tænker sig anbragt deroppe. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 28. december 1941.

1941 – Den nye politigård i Kolding sikret

Finansudvalget har bevilget udgifterne. Damgaards Hjørne vil blive eksproprieret og bygningens opgørelse påbegyndt til foråret.

Mellem Justitsministeriet og Kolding Byråd har der, som tidligere omtalt, i længere tid været ført forhandlinger om opførelse af en ny politibygning eller politigård i Kolding. Efter hvad der i dag meddels fra København, har Finansudvalget i går tiltrådt, at politigården opføres, og Udvalget er indforstået med, at omkostningerne i alt vil andrage ca. en halv million kroner. Det er som bekendt meningen, at den nye politigård skal opgøres på det såkaldte Damgaards Hjørne, overfor brandstationen, hjørnet af Torvegade og Vestergade.

Landsretssagfører V. Juhl, som har deltaget i forhandlingerne med Ministeriet, oplyser på vor henvendelse, at da de to grunde, som skal benyttes, nemlig snedkermester Damgaards og rentrice frk. Hillerups, ikke kan købes ved forhandling, bliver der tale om ekspropriation af begge grunde i henhold til den nyligt vedtagne lov om ekspropriationer til politibygninger. […]

Landsretssagfører Juhl oplyser videre, at tegningerne til bygningen, hvis opførelsessum er anslået til 400.000 kr., er udarbejdet af arkitekt Borch fra Justitsministeriet. Det bliver en 2-etagers hjørnebygning. Der var oprindelig tale om en 1-etages, men det synes Byrådet ikke om, da den ikke ville syne godt i omgivelserne med den højere bebyggelse. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 18. september 1941.

1941 – Politistation på Damgaards hjørne?

Planer om at erhverve hjørneejendommen og nabogrunden.

Kolding Politis lokaleforhold har jo i mange år været dårlige m.h.t. politivagten på Rådhuset. Trods udvidelser var mulighederne her så begrænsede, at det var og er til gene ikke blot for politifolkene selv, men også for de mange, som har ærinde her, og dobbelt galt er det naturligvis blevet efter udvidelsen af politistyrken.

Planerne om at få indrettet en anden politistation med central beliggenhed har da også været drøftet i lang tid, men det ser nu ud til, at der ikke er så langt til deres virkeliggørelse.

Hele politivæsenet sorterer jo nu under staten, og det bliver altså denne, der skal sørge for de nye lokaler. Det er ingen hemmelighed, at der i den sidste tid har været ført forhandlinger om en løsning, hvorefter den nye politistation skulle opføres på hjørnet over for den nuværende politivagt. Ejendommen her tilhører snedkermester Damgaard, og ved at erhverve den samt naboejendommen mod syd skulle der kunne blive plads til en rummelig og velindrettet 2-etagers bygning, samtidigt med, at det blev muligt at regulere hjørnet, så der blev bedre indkørselsforhold fra Vestergade […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 24. maj 1941.