1945 – Wittrups Tæppefabrik i Grejsdalen sprængt i luften i morges

Efter eksplosionerne udbrød en voldsom brand

Lidt før kl. 6 trængte tre-fire revolverbevæbnede mænd ind i A/S Th. Wittrups Uldvare- og Tæppefabrik i Grejsdalen og truede fyrbøderen. De beordrede ham ud af virksomheden og derefter eksploderede med få minutters mellemrum tre bomber, der var anbragt i fabrikkens midterste og nederste del, der bl.a. rummer væveri, valkeri, vaskeri og kludesortering.

Ved eksplosionen blev den store jernbetonbygning og maskinerne helt ødelagt, og der opstod en voldsom brand i denne del af virksomheden. Eksplosionen var så voldsom, at store jernvinduer blev slynget tværs over Grejsdalens Landevej over i direktør Steen Wittrups have. Direktørens villa blev meget medtaget af lufttrykket, og alle ruder knustes. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 16. marts 1945.