Til danske læger.
I anledning af en Eksplosion, der sættes i Forbindelse med sabotage, henvendte Politiet i en større dansk By sig til Byens Læger for at udbede sig Oplysninger om, hvorvidt de paagældende Læger indenfor et bestemt Tidsrum havde behandlet Personer med Læsioner, der kunde formodes at hidrøre fra en Eksplosion. To af de adspurgte Læger nægtede i Overensstemmelse med Loven om Lægers Tavshedspligt at udtale sig. Støttet af ”Den almindelige danske Lægeforening” lod de to læger Spørgsmaalet om deres Vidnepligt prøve for Underretten, hvis Kendelse gik Lægerne imod. Dommen appelleredes til Landsretten, der stadfæstede den af Underretten afsagte Kendelse.
”Den almindelige danske Lægeforening” stilling til de afsagte Kendelser fremgaard klart i Redegørelsen i “Ugeskrift for læger” Nr. 26/43 (20. maj). Man undlod dog at paakære Sagen til Højesteret, i det “Tiderne Ugunst bevirkede, at man ikke mente, der var stor Muligheder for at faa Kendelsen ændret, og man ville nødigt risikere paa Grund af de særlige Forhold, der hersker for Tiden, at faa en Afgørelse, der kunde skabe et ugunstigt Præcedens”.
En Række Læger har indset at dette Ræsonnement fra Lægeforeningen Side rummer en Indrømmelse af, at man ikke er utilbøjelig til at opfordre danske Læger til at gaa paa akkord med deres Samvittighed baade som Læger og som Danske.
De Folk, der har indset dette, prøve nu paa at føre Sagen igennem til Højesteret, for at dokumentere den Alvor, hvormed danske Læger betragter Sagen.
Lykkes det at faa Sagen for Højesteret, er Udfaldet paa Forhaand givet. Loven om Lægers Tavshedspligt er saa uklar i sin Ordlyd, at den i konkrete Tilfælde altid bliver et Fortolkningsproblem. og den danske Højesteret har – vistnok som den eneste i tyskbesatte lande – vist sin Vilje, til at tolke alt efter tysk Ønske.
Hvad saa ?
Vor Etik bygger paa to Forudsætninger, at vi er Læger og at vi er Danske.
Vor Opgave som Læger er hævet over al Diskussion, vi hjælper hvor vi kan, uanset hvem og hvad Patienten er.
Vi hjælper ikke en Patient ved at udlevere ham til tysk Retsforfølgelse og Straf.
…
Vi kæmper ikke for Danmarks Frihed ved at følge vore Undertrykkeres mindste Vink, vi kæmper ikke for Danmarks Frihed ved at udlevere Danske, der har gjort en Indsat, vi aldrig selv har vovet.
Det overvejende Flertal af Borgere i dette Land opfatter det som Stikkeri at udlevere en dansk Medborger. der yder en aktiv Indsats i vor nationale Kamp, til tyskerne, og de opfatter Stikkeri som den usleste af alle Forbrydelser.
…
Vi maa klar bekræfte overfor det danske Folk og den Frie Verden, at vi er og tør være Læger, Danske og Demokrater !
97% af de hollandske Læger vovede for nyligt Arbejde, Gods og Liv for at at undgaa Tvangsnazificeringen af deres Stand.
De danske Biskopper har for nyligt enstemmigt offentlig modsat sig at opfordre Præsterne til at tale ud fra andre Forudsætninger end deres kristne Livsanskuelse.
Der er nu rettet et alvorligt Angreb mod Grundvolden i vor Lægelige Etik, men en samlet Lægestand vil – paa trods af Domstolenes Kendelser – anse det som sin Pligt heroverfor at hævde sine pligter og Rettigheder.
Frit Danmarks Lægegruppe
De danske Studenter’s Medicinergruppe
Uddrag fra brev til Kaj Baagøe, Kaj Baagøes privatarkiv, kuvert poststemplet 2. juni 1943. Opbevares på Kolding Stadsarkiv