Mange lærer i denne tid Jiu-jitsu-forsvarsgreb, der lammer enhver modstander
En sømand fra Fyn, Carl Bjerg, lærte under et par jordomsejlinger de japanske forsvarsgreb Jiu-jitsu, der lammer enhver angriber. Metoden består af ca. 8.000 greb. Bjerg kan et par tusinde, og nu rejser han rundt fra by til by i Danmark og giver kursus for interesserede medborgere.
“I Kolding har jeg lært et halvt hundrede mandfolk i alderen fra 14 til 50 at tage Jiu-Jitsu greb. De har lært et halvt hundrede af de vigtigste, og det er ensbetydende med, at de kan “gå alene” selv den mørkeste aften på gaderne. Et menneske, der blot kan et halvt hundrede greb, er i stand til at lamme enhver modstander. Om et par dage begynder jeg på et nyt hold i Kolding. Der har meldt sig et hundrede stykker.”
Skal folk ikke have gode kræfter for at bruge Jiu-jitsu?
“Selv den sarteste frøken kan klare sig, og selv den stærkeste mand er ilde faren, derom hun affejer ham med et par Jiu-jitsu greb. Metoden kræver overhovet ingen kræfter. Kun kræver den hurtighed, beslutsomhed og rutine. Jiu-jitsu er en gammel japansk videnskab, men i Europa er den blev udbygget og forbedret. Den går ud på at ramme modstanderen på de mest sårbare steder. Den er med andre ord anatomisk betonet.”
Har damer meldt sig i Kolding?
“Ja, en hel del, men der er plads til flere.”
Hvis man overfaldes af en person, der selv kan Jiu-jitsu?
“Det betyder ikke noget, for angriberen har altid tabt på forhånd. Jiu-jitsu er en forsvarsmetode. Det er dens styrke.” […]
Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 4. oktober 1944.