1944 – Længste flyvervarsel i Kolding

Alarm over hele Sydjylland

Fra kl. 22.00 til kl. 2.03 havde Kolding i aftes flyvervarsel. Det er byens hidtil længste. Ribe, Bramming, Lunderskov, Grindsted, Vejle, Fredericia, Oksbøl, Toftlund, Gram, Haderslev og Vojens havde inden for samme tidsrum flyvervarsel. I Esbjerg blæste sirenerene kl. 21.52, afblæsning 23.01. Esbjerg havde endvidere alarmtilstand fra kl. 0.21 til kl. 2.30. Fra kl. 22.25 til 2.03 var der flyvervarsel i Højer, Tønder, Tinglev, Gråsten, Padborg, Sønderborg og Aabenraa.

Flyvervarslingen fik et meget roligt forløb, og der foreligger ingen meddelelser om skader på liv eller ejendom fra området.

Kilde: Kolding Folkeblad, 12. september 1944.

1944 – Britisk maskine skudt ned ved Vejle

Af de 7 ombordværende blev de 5 fundet som lig

Under den anden alarmtilstand natten til søndag kom det til en luftkamp i nærheden af Vejle, hvorunder en britisk maskine, en tomotorers Lancastermaskine, blev skudt i brand og styrtede ned ved Høgsholt, vest for Vejle. Maskinen styrtede ned og spredtes over et meget stort areal. De fleste maskindele faldt på markerne omkring Høgsholt, men et stykke faldt så langt borte som ved Leerbæk.

Maskinen havde en besætning på 7 mand, hvoraf de fem blev fundet som lig. En mand, der havde fået alvorlige brandsår, blev indlagt på Vejle Amts og Bys Sygehus, og én, der var sluppet helt uskadt, blev taget til fange. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 27. august 1944.

1944 – Flyvervarsling og alarmtilstand

Kolding havde i går eftermiddags alarmtilstand, der imidlertid kun blev af temmelig kort varighed. De to lange toner satte ind kl. 16.52 og allerede kl. 17.10 blæstes faren ovre. Der hørtes kun svar motorstøj. I nat blæstes der på ny alarmtilstand kl. 0.26. Der var da temmelig kraftig overflyvning, der vedvarede til kl. 2.11. Det var Koldings 61. flyvervarsling under krigen.

Samtidig med Kolding havde hele Sydjydske Distrikt flyvervarsling, der dog varierede nogle minutter for de forskellige steder. I Grinsted nøjedes man dog med alarmtilstand. I Koldings luftværnsområde skete der intet. Også København havde flyvervarsling i nat, nemlig fra kl. 1.02 til 1.34. Heller ikke her skete der nogen skade.

Kilde: Kolding Folkeblad, 22. maj 1944.

1944 – Flyvervarsel nr. 59

Kolding havde som den eneste by i sydjydske distrikt lørdag tæt ind under aften flyvervarsel, der dog blev meget kortvarig. Sirenernes stigende og faldende tone satte ind kl. 17.33, og kun 11 minutter efter fulgte signalet faren ovre. Årsagen til flyvervarslingen var den da temmelige kraftige overflyvning forud for flyvervarslingen var gået en alarmtilstand, der havde varet et par timer nemlig fra kl. 15.22, da sirenerne satte ind med de to jævne og lige lange toner, og alarmtilstanden blev afblæst kl. 17.25. Alarmtilstanden var ens for alle byerne syd for Kolding og med Fredericia, medens Vejle f.eks. gik fri. Endelig havde de sydligste byer i distriktet, Tønder og Sønderborg samt distrikterne nærmest grænsen flyvervarsel lørdag eftermiddag fra kl. 13.07 til kl. 14.20. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 15. maj 1944.

1944 – Flyvervarsel nr. 58

Der skete intet i sydjydske distrikt

Kolding havde i nat flyvervarsel nr. 58. Sirenerne satte ind kl. 0.28, og afvarslingen fulgte kl. 1.16. Der skete intet hverken i Kolding Luftværnsdistrikt eller i hele sydjydske distrikt. Der var temmelig kraftig overflyvning i midtjydske distrikt, og det medførte, at der fra Gram og sydpå kun var alarmtilstand. Tiderne var de samme for hele distriktet med undtagelse af Esbjerg, der havde alarm noget før, og hvor afblæsningen ligeledes kom noget før, samt Fredericia, der havde flyvervarsel til kl. 1.38, altså lidt længere end de øvrige byer i distriktet.

Kilde: Kolding Folkeblad, 13. maj 1944.

1944 – Flyvervarsel nr. 57

Kolding havde i aftes flyvervarsel nr. 57, idet sirenerne satte ind kl. 22.59, men af længere varighed blev den dog ikke. Der blev blæst faren ovre kl. 23.40. Der skete ingen skader af nogen art i Koldings luftværnsdistrikt. Hele Sydjydsk Distrikt havde i øvrigt flyvervarsel på samme tid som Kolding med undtagelse af Esbjerg og et par andre byer, der fik varslet nogle få minutter tidligere, og de nordlige egne af distriktet, hvor varslingen kom mellem kl. 23. og 23.15. En times tid senere havde den midterste del af distriktet som Haderslev, Bramminge og Ribe alarmtilstand, der blev afblæst kl. 2.04 eller 2.07; det varierede lidt for de enkelte pladser.

Kilde: Kolding Folkeblad, 24. april 1944.

1944 – Kolding-flyvervarsel nr. 56

Og to gange alarmtilstand

Kolding havde sent i aftes både alamtilstand og flyvervarsel, der blev nr. 56 for Koldings vedkommende. Alarmtilstanden begyndte kl. 23.07 og gik kl. 23.18 over i flyvervarsel, som igen afblæstes kl. 23.48. Igen kl. 0.35 lød sirenerne for på ny at varsle alarmtilstand, der igen afblæstes kl. 1.15. Flyvervarslet gjaldt luftværnsområderne over hele sydjyske distrikt.

Kilde: Kolding Folkeblad, 19. april 1944.

1944 – To flyvervarsler i går

Kort tid efter alarmtilstanden i går eftermiddags var blevet afblæst, kom der et rigtigt flyvervarsel. Sirenen hylede kl. 14.20, men allerede efter en halv times forløb satte sirenerne ind med afvarslingen. Det kneb for politiet af få ryddet gaderne. Vejret var jo smukt, men det lykkedes dog, selv om adskille fodgængere måtte følges til tilflugtsrummene.

Atter i aftes blev der givet flyvervarsel, denne gang uden forudgående alarmtilstand. Varslingen kom kl. 22.40, og en lille time senere blæstes faren ovre. Tidspunktet var kl. 23.34. Hverken om eftermiddagen eller i aftes skete der noget inden for Kolding Luftværnsområde. På restauranterne fik man ved flyvervarslet lukketiden forlænget en halv time, idet de sidste gæster endnu ikke havde forladt lokalerne, da sirenerne satte ind. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 12. april 1944.